Skip to main content

Skolarstipendie – er tiden moden til en revurdering?

Satsen for skolarstipendier har ikke fulgt med tiden, og beløbets størrelse har været den samme siden 1980’erne. Det er på tide at få italesat.

Illustration: Colourbox

Zubair Mojadeddi1, Milan Mohammad2 & Jacob Rosenberg3
1) ph.d.-studerende ved Center for Perioperativ Optimering, Afdeling for Mave-, Tarm-, og Leversygdomme, Herlev Hospital, e-mail: zobaer2660@hotmail.com, 2) skolarstuderende hos TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet, e-mail: milanmohammad@hotmail.com, 3) professor ved Center for Perioperativ Optimering, Afdeling for Mave-, Tarm-, og Leversygdomme, Herlev Hospital, e-mail: jacob.rosenberg@regionh.dk. Interessekonflikter: ingen

19. feb. 2024
3 min.

For mange medicinstuderende er et forskningsår under medicinstudiet en gylden mulighed for at fordybe sig og stifte bekendtskab med forskning. Derfor rejser sig et helt naturligt spørgsmål – er de økonomiske og arbejdsmæssige vilkår for nye unge forskere tilstrækkelige i Danmark anno 2024?

Det typiske skolarstipendium for et fuldtidsarbejde er typisk 10.000 kroner om måneden før skat, og man har som skolarstipendiat ikke et formelt ansættelsesforhold og derved ingen arbejdsmarkedslignende rettigheder.

Det nuværende niveau for skolarstipendier skaber en økonomisk udfordring for mange studerende, som må supplere med deltidsarbejde ved siden af​​. Da forskningsåret/halvåret foregår ved komplet orlov fra studiet, modtager man ikke SU ved siden af stipendiet.

Derudover er det et krav fra mange fonde, at man ikke arbejder sideløbende, da skolarstipendiet er at betragte som en fuldtidsbeskæftigelse. Et hurtigt regnestykke efterlader den studerende, som modtager et skolarstipendium, med en »løn« svarende til 67,50 kroner i timen før skat, hvor den overenskomstmæssige mindsteløn på det almindelige arbejdsmarked er 138,75 kroner i timen, og lønnen ved at tage FADL-vagter er ca. 170 kroner i timen i dagtid.

Udover den lave lønsats i et skolarstipendium, er der andre problemstillinger omkring ansættelsesforholdene. Da man som skolarstuderende ikke formelt er lønmodtager, mangler man helt basale rettigheder såsom pension, sikkerhed ved længerevarende sygdom, ret til ferie samt løn under barsel.

Man kan »opsiges« med dags varsel, og også den modsatte vej kan man forlade skolarstipendiet fra den ene dag til den anden. Det er derfor ikke optimalt hverken for den medicinstuderende eller for forskningsenheden, som har regnet med den studerendes arbejdskraft.

Der er ikke tvivl om, at satsen for skolarstipendier ikke har fulgt med tiden, og beløbets størrelse har været den samme siden 1980’erne. Dog ses de første tegn på en udvikling ved, at nogle institutioner som f.eks. Rigshospitalet for nylig har taget initiativ til at hæve deres skolarstipendier til 12.000 kroner om måneden før skat. Imidlertid har de fleste fonde ikke ændret deres satser, og 10.000 kroner per måned er derfor fortsat standarden de fleste steder.

Vi er ikke fastlåste på et specifikt beløb, men 10.000 og også 12.000 kroner om måneden er for lidt for et fuldtidsarbejde. Hvis man lægger sig på mindstelønnen, bliver det i stedet godt 20.000 kroner per måned, eller ca. 25.000 på FADL-niveau. Risikoen er, at det naturligt vil betyde færre muligheder for at få et stipendium, da der ikke over natten kommer dobbelt så mange penge til skolarstipendier hos fondene, men man kunne måske tænke sig en indfasning over en årrække. Vi vil blot advokere for, at diskussionen om løn til skolarstipendiater tages op, så vi i det mindste kan få processen med en lønstigning sat i gang.

Man bør også revurdere ansættelsesforholdene. Det virker forkert, at man i 2024 kan have sådanne arbejdsforhold i Danmark. Man har som skolarstipendiat stort set ingen arbejdsmarkedslignende rettigheder, og sammen med det lave lønniveau kunne det ligne en slags »social dumping« (dog ikke indebærende udenlandsk arbejdskraft, som ligger i begrebet social dumping). Det kan vi ikke være bekendt, og vi vil derfor opfordre til, at dette emne tages op og bliver italesat.

Det er vores håb, at dette indlæg vil inspirere til en bredere debat blandt fagfæller, uddannelsesinstitutioner og fonde, og dermed bidrage til en styrkelse af de videnskabelige forskningsmiljøer i sundhedssektoren.