»Bokserdemens« kendt i 100 år

Da bokselegenden Tom Bogs døde i julen 2023, blev en gammel debat om boksning og hjerneskader genoplivet. I de sidste år af sit liv var den tidligere OL-bokser, syvdobbelte europamester og medlem af Sportens Hall of Fame svært ramt af demens.

Hans kollega Jørgen »Gamle« Hansen led samme skæbne. Da han døde i 2018, 74 år gammel, var hans karriere netop blevet skildret i spillefilmen »Den bedste mand«. Filmen fik gode anmeldelser. Hvad den tidligere nidobbelte europamester selv mente om filmen, vidste ingen. Han var hårdt ramt af demens og Alzheimers sygdom og ude af stand til at formulere sig.

»Et kvalmende syn«

I 2016 – samme år som Tom Bogs’ demens blev offentligt kendt – døde alle tiders måske største bokser, Muhammad Ali, 74 år gammel. Ali, der »svævede som en sommerfugl og stak som en bi«, led ved sin død af fremskreden Parkinsons sygdom. Skønt det aldrig er påvist, antages det, at Alis sygdom – som blev diagnosticeret, allerede da han var 42 år – skyldtes hans langvarige boksekarriere.

I 1980, da Ali var 38 år, forsøgte han at genvinde VM-titlen i sværvægt en fjerde gang og udfordrede den regerende verdensmester, Larry Holmes. Millioner af tv-seere verden over kunne konstatere, at glansen var gået af den engang så letfodede Ali. Den sørgelige kamp fik lov at trække for længe ud, og Ali fik en alt for hård medfart. Det var omkring dette tidspunkt, at han begyndte at få sløret tale og ufrivillige rystelser.

To år senere, i 1982, var Holmes fortsat verdensmester i sværvægt. Nu var det udfordreren Randall Cobb, der gik efter titlen. Det gik skidt for ham, da Holmes gennem 15 runder nærmest hamrede livet ud af ham. Den kendte boksekommentator Howard Cosell, som ellers ikke var sart, råbte til kamplederen, at nu måtte kampen stoppe. Men kampen fik lov at fortsætte. Cosell erklærede, at det havde været et så kvalmende syn, at han hermed havde kommenteret sin sidste boksekamp. (Cobb overlevede).

Hundreder af dødsfald

Kun 13 dage efter kampen mellem Holmes og Cobb døde den sydkoreanske bokser Duk Koo Kim efter en VM-titelkamp i Las Vegas mod Ray Mancini. Efter kampen var Kim kollapset. I koma blev han transporteret fra Caesar’s Palace til hospitalet, hvor lægerne fjernede et subduralt hæmatom bestående af 100 cm³ blod i bokserens kranium. Efter fem dage i koma døde Kim.

Boksning er kort sagt en højrisikosport, som gennem tiden har kostet hundreder af boksere livet. En opgørelse nævner tallet 1.604 dødsfald mellem 1890 og 2011 som følge af skader pådraget i ringen. Det er et årsgennemsnit på 13 dødsfald. Værst så det ud i 1920’erne, som oplevede 233 bokserelaterede dødsfald.

I nyere tid bliver der passet lidt bedre på sportsudøverne, og i 2000’erne var antallet af registrerede dødsfald »kun« 103. Mange af de overlevende har dog ødelæggende senfølger som resultat af livet som nævekæmper.

Ved en kamp i 1908 vandt en sort bokser for første gang VM-titlen i sværvægt. Og for første gang i historien blev en VM-kamp filmet. Se kampen her.

Siden 1920’erne har sammenhængen mellem boksning og en række neurologiske symptomer – sløret tale og rysten – været kendt. Lægerne opfandt endda en klinisk betegnelse for tilstanden: dementia pugilistica (bokserdemens) eller »bokserhjerne«. I begyndelsen var det nemlig kun hos boksere, man mente at se den progredierende neurodegenerative tilstand.

I 1949 foreslog en britisk neurolog at beskrive tilstanden som »punch-drunk syndrome«, men efterhånden blev det klart, at også andre udøvere af kontaktsport som amerikansk football, rugby og ishockey var udsatte. Derfor ændredes diagnosen til kronisk traumatisk encefalopati (CTE).

I de senere år er også europæisk fodbold kommet i søgelyset. CTE rammer nemlig også fodboldspillere, formentlig fordi de udsættes for gentagne hjernepåvirkninger, når de header til en tung læderbold, og når de i dueller på banen støder hovederne sammen. (Se tekstboksen).

Ekstremsport

Motionister, der slår løs på en sandsæk eller lejlighedsvist sparrer med hinanden iført tykt polstrede handsker, risikerer sjældent værre skader end et forstuvet håndled. Problemerne opstår, når boksning bliver til ekstremsport. Men uanset om man klatrer i bjerge, løber ultraløb, fridykker på store dybder, dyrker hanggliding, faldskærmsudspring, oceanroning, mixed martial arts eller boksning på højt niveau, udsætter man sig selv for svære skader og potentiel livsfare.

I 2019 helligede Ugeskrift for Læger et helt temanummer til medicinske ekstremsportsskader og fokuserede bl.a. på risikoen for at udvikle CTE efter gentagne hjernerystelser.

Der er dog en væsentlig forskel på professionel boksning og andre højrisikosportsgrene. Ved de andre sportsgrene er skader – herunder hjernetraumer – en risiko. Noget, som sker utilsigtet, og som man for enhver pris forsøger at gardere sig imod. Ved boksning på højt plan er det uerklærede formål derimod så vidt muligt at slå modstanderen halvt bevidstløs – i realiteten: påføre ham en hjerneskade og potentielt ødelægge hjerneceller.

Måske skulle man bare forbyde slag mod hovedet? Men det ville – svarer sportens tilhængere – svare til at arrangere Formel 1-løb med hastighedsbegrænsning på 75 km/t.

Stævnelægens dilemma

I 1999 endte den danske sværvægtsbokser Brian Nielsens kamp nr. 50 på Vejle Sygehus, efter at han gennem to runder havde sejlet rundt i ringen i en kamp, som burde være stoppet. Stævnelægen tilså Nielsen i 9. runde, men først i 10. runde greb kamplederen ind. Bokseren blev halvt bevidstløs kørt på hospitalet, stærkt dehydreret. Stævnelægen fik efterfølgende en hård medfart i pressen for ikke at have stoppet kampen.

Episoden fik Lægeforeningens daværende næstformand, Lars Bjørn Rasmussen, til at skrive en leder i Ugeskrift for Læger, hvor han bad politikerne om at fratage lægerne det overordnede ansvar ved professionelle boksestævner. I stort set alle andre lande er det kamplederens ansvar at stoppe en kamp, når en bokser kommer så langt ud som Brian Nielsen.

I februar 2000 var den gal igen, da den mexicanske bokser Efren Gonzalez faldt om efter et boksestævne i Jylland. På Odense Universitetshospital konstaterede neurokirurgerne, at han havde pådraget sig en hjerneblødning. Efter operation, et par døgn i respirator og et par uger på hospitalet kunne han dog rejse hjem.

Det udløste en fornyet henvendelse fra Lægeforeningens Etiske Udvalg til Justitsministeriet og Sundhedsministeriet om at befri lægerne for det moralske dilemma, man stilles i ved professionelle boksestævner. Det førte dog ikke til noget.

Det ærgrede udvalgets daværende formand, Hanne Mollerup, som til Berlingske syrligt bemærkede, at når man hører politikere diskutere, »om man eventuelt kunne flytte stævnerne til byer, som råder over sygehuse med neurokirurgiske afdelinger, viser det lidt om, hvor absurd det her er«.

»Lad være – det er farligt!«

I 2016 udsendte Justitsministeriet en rapport om kampsport i Danmark, som bl.a. fremhævede en bekendtgørelse, som fastslår, at der ved offentlige kampe og stævner skal være en læge til stede. Og ikke nok med det: Både amatørboksere på et vist niveau og amatører, der vil være professionelle boksere, skal jævnligt gennemgå neurologiske eller neurokirurgiske undersøgelser samt undersøges af en øjenlæge og MR-skannes med fastsatte intervaller.

Stævnelægen befinder sig i et dilemma, når han sidder ved ringsiden. At tage ansvaret for at stoppe en kamp før tid, er ingen nem beslutning.

Lægeforeningen er i sagens natur ingen stor fan af boksning, men har på den anden side aldrig agiteret for et egentligt forbud. I 2000 sagde Lægeforeningens daværende formand, Jesper Poulsen, til Berlingske Tidende: »En stævnelæge repræsenterer en etisk vanskelig problemstilling for os. Fordi det lægelige råd fra os i forhold til boksning er: Lad være med at gå i gang – det er farligt«.

Lægeforeningen har aldrig selv udtalt sig for et egentligt forbud mod boksning, det være sig professionelt eller på amatørplan. Det har derimod den internationale lægesammenslutning, World Medical Association. Siden 1983 har WMA krævet et forbud mod professionel boksning, fordi den adskiller sig fra alle andre sportsgrene ved, at »hensigten grundlæggende er at fremkalde fysisk skade ved specifikt at rette sig mod hovedet«, hvorved udøverne bl.a. udsættes for kronisk traumatisk hjerneskade og dementia pugilistica, også kendt som demenstilstanden »punch-drunk syndrome«.