I Odense skal plejecenterbeboere ikke tilbringe deres sidste tid på hospitalet

Morgenkonferencen på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital er netop slut. I flokken af hvide kitler skiller en enkelt sig ud i en neongul refleksjakke og titlen »Læge – Akutmediciner« trykt bag på jakken. Det er Stefan Posth, specialeansvarlig og ledende overlæge på FAM, OUH, samt ph.d. og lektor på Syddansk Universitet, der lyser op. Jakken bærer han, fordi det er ham, der i dag har vagt med FAM-lægebilen, der kører ud til plejecentrene i Odense Kommune, når de ringer 112.

Indtil 2020 blev der som alle andre steder i landet sendt en ambulance eller sygetransport ved opkald til AMK (Akut Medicinsk Koordinering) fra plejecentrene. Men fra 2020 til 2022 udførtes et pilotprojekt, hvor man i stedet sendte en akutmediciner fra FAM på OUH og en sygeplejerske fra Odense Kommunes Akutteam. Formålet var at undersøge, hvorvidt det var muligt at behandle flere af de ældre i egen bolig frem for at indlægge dem. Hver måned indlægges på landsplan 6% af plejecenterbeoerne, hvoraf en femtedel er genindlæggelser, og man ved, at disse ældre meget sjældent profiterer af at blive indlagt. Tværtimod er de i øget risiko for at blive ramt af delirium, hospitalsinfektioner, funktionsnedsættelser og død.

Resultatet af pilotprojektet talte sit eget klare sprog. Antallet af indlæggelser blandt plejecenterbeboere i Odense faldt med 87%, og i dag er ordningen gjort permanent.

Udrykning uden alarm og blå blink

Stefan Posth går ned i køkkenet, hvor en medarbejder, der har sidste arbejdsdag på afdelingen, byder på brunsviger. Han når lige at skære et stykke af den fynske farinkage og tage en bid, inden alarmen bipper i hans lomme. Dagens første AMK-kald fra et odenseansk plejecenter.

»Det er en kørsel fire. Så har vi ikke travlt. Men jeg må alligevel hellere vente med kaffen«, siger han og og bevæger sig mod udgangen.

På ambulanceholdepladsen holder FAM-lægebilen. Stefan Posth gennemgår bagagerummet for at sikre sig, at alt udstyr er med. Så sætter han gps’en til og kører roligt mod plejecenteret.

»Jeg sætter ikke blink eller lyd på, når det er en kørsel tre og fire. Og det er langt de fleste. Her på skærmen kan jeg se, at der er tale om en 87-årig kvinde, der er konfus, klager over smerter i maven og har været sengeliggende et par dage«, siger han.

Godt ti minutter senere parkerer han foran plejecenteret. Nogle gange står der plejepersonale og tager imod ved indgangen, hvis det skal gå stærkt. Men her går Stefan Posth selv hen til oversigtstavlen og finder den syge beboers navn og lejlighedsnummer. En fra plejepersonalet lukker Stefan Posth ind og informerer om patientens tilstand de seneste dage. Stefan Posth går hen til sengen, hvor den ældre kvinde ligger med lukkede øjne, og præsenterer sig.

»Jeg er læge, og jeg kommer for at kigge lidt på dig. Jeg kan høre, at du ikke har det så godt«, siger han langsomt og højt, mens han lægger sin hånd på hendes arm.

Den ældre kvinde er ramt af demens, men man plejer at kunne føre en samtale med hende. Hun åbner kortvarigt øjnene, men siger ikke noget. Stefan Posth tager et blodtryk og måler hendes temperatur. Intet ser alarmerende ud. Så finder han en kanyle og nogle blodprøveglas frem og fortæller patienten, at der vil komme et lille stik, der kan gøre lidt ondt. En ansat fra plejecenteret står på den anden side af sengen og holder kvinden i hånden, da nålen går gennem hendes tynde hud. Da blodprøven er sikret, tager Stefan Posth en lille bærbar scanner frem fra sin jakkelomme.

»Nu bliver det lidt koldt nederst på din mave«, siger han og placerer scanneren, så han kan se, om der står meget urin i hendes blære.

»Der står faktisk en del urin«, siger han henvendt til den ansatte fra plejecenteret, imens han lægger dynen over patienten igen.

Han sætter sig i en stol med sin computer og skriver ned, hvad han har undersøgt, og hvad han har fundet. Normalt ville han lave en aftale om et eventuelt videre behandlingsforløb med akutsygeplejersken fra Odense Kommune, som ville være ankommet samtidig med ham. Men kommunen genindtræder først i samarbejdet til april. Han ringer til FAM og beder om, at der gøres klar til en analyse af to blodprøver, som han kommer med. Så aftaler han med plejecenterpersonalet, at han ringer tilbage med svar på blodprøven senere og fortæller, at han regner med at udskrive antibiotika for urinvejsinfektion. Den ældre kvinde sover nu så dybt, at hun ikke registrerer, at Stefan Posth siger farvel.

I FAM-lægebilen på vej tilbage til OUH bipper alarmen atter. Det er endnu en alarm fire, så der er god tid til at nå tilbage med blodprøverne først.

»Har I talt om, hvornår behandlingen skal stoppes?«

Efter at have afleveret blodprøver og fyldt nyt udstyr i sin taske går Stefan Posth til sit kontor og tjekker patientflowet på sin computer. En oversigt over FAM viser, hvor mange patienter der er ankommet, hvor mange der er blevet tilknyttet en læge, og hvor mange patienter der er meldt på vej. Lige nu ser alt fint ud – ingen lange ventetider nogen steder. Andre dage ser det helt modsat ud. De dage, Stefan Posth kører med FAM-lægebilen, der er i funktion på hverdage mellem 8.00 og 16.00, ser han patienter på FAM ind imellem kørslerne til plejecentrene. 

»Jeg ser mellem 12 og 15 patienter på en gennemsnitlig dag, og vi har i gennemsnit tre kørsler til plejecentre om dagen. De patienter, jeg ser, skal jeg kunne gå fra, hvis der kommer et kald, hvor jeg skal hurtigt afsted«, siger Stefan Posth, der deler vagterne med tre speciallægekollegaer.

Den næste patient, som Stefan Posth besøger, er en 95-årig mand, der har været sengeliggende de sidste ti dage. Inden da var han i plejecenter-målestok frisk. Han kom ned i fællesområderne ved egen hjælp og fulgte med i nyhederne på tv, fortæller plejehjemmets sygeplejerske. Den 95-åriges søn, der har siddet ved sin fars seng, rykker sig, så Stefan Posth kan komme til. Den gamle mand glider ind og ud af søvnen under undersøgelserne, og det er svært at forestille sig, at han var oppegående for mindre end to uger siden.

»Har I talt om, hvor meget der skal gøres, hvis han viser sig ikke at rette sig?«, spørger Stefan Posth sønnen.

Få beboere på plejecentrene har udfyldt behandlingstestamente, så ofte må Stefen Posth spørge ind til, hvad de har talt med den ældre om, eller hvad vedkommende har givet udtryk for.

Sønnen siger, at hans far naturligvis ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop, men at mere har de ikke fået talt om. Tidligere på ugen var den ældre mands infektionstal forhøjede, kan Stefan Posth se i hans journal, og han tager derfor nogle nye blodprøver, da det ikke tyder på, at han har fået det bedre. Tværtimod.

»Nu har jeg taget nogle blodprøver. Måske er der også noget væskemangel. Når jeg har svarene, ringer jeg, og så ser vi, hvad vi gør derfra. Jeg synes ikke, at der er grund til at indlægge ham. Det er bedre, at han ligger og hviler i trygge rammer«, siger Stefan Posth og kigger på sønnen.

Han er enig, siger han.

Det handler om værdighed

Tilbage på OUH har Stefan Posth fået svar på blodprøverne fra dagens første kørsel, og han ringer til plejecenteret og giver besked om, at det formentlig er en urinvejsinfektion, og at han vil få apoteket til at bringe antibiotika ud.

Når en FAM-læge kører ud på plejecentrene sammen med en kommunal akutsygeplejerske, er det muligt at foretage et bredt spektrum af undersøgelser og behandlinger. Der kan blandt andet skiftes kateter, tages blodprøver, udføres ultralydskanninger, gives væske og antibiotika intravenøst og sys mindre rifter. Men ofte er det ikke omfattende behandlingsindsatser, der skal sættes i gang, fortæller Stefan Posth. I stedet er der behov for, at der kommer en læge ud, som kan agere beslutningstager og tage ansvar for, om der skal behandles, eller om, som det ofte er tilfældet, det bedste for patienten er at stoppe behandlingen og lade vedkommende få fred.

»Den her ordning handler først og fremmest om værdighed. Om at vi tager et holistisk ansvar for patienten og ser på individet frem for systemet. Hvad er det mest værdige for lige netop denne patient i lige netop denne situation? Det skal jeg finde ud af ved at tale med patienten, hvis jeg kan – men ellers med de pårørende og plejepersonalet«, siger Stefan Posth.

At tage ud til plejecentrene som akutmediciner kræver, at man har modet til at tage ansvar – også når man vurderer, at det bedste for patienten er at stoppe behandlingen. Det er ikke en opgave, alle bryder sig om, fortæller han. Når han selv kan, skyldes det, at det ligger ham dybt på sinde, at den sidste tid i et ældre menneskes liv skal være så værdig, så rolig og så lidt fyldt med lidelse som muligt.

»Når jeg åbner døren ind til en stue og ser patienten, kan jeg ofte allerede se, hvilken vej det går. Så skal jeg vælge, hvilken værktøjskasse jeg skal tage fra. Når jeg anbefaler at stoppe behandlingen og sørge for at smertedække og pleje den ældre, er de pårørende næsten altid enige. Men det er nødvendigt, at der står en som mig, der tør anbefale det«, siger han.

Når det er besluttet, at behandling ikke længere er meningsfuld, og at den palliative pleje skal igangsættes, efterlader Stefan Posth en såkaldt tryghedskasse på plejecenteret. I den er der medicin, så personalet kan lindre smerter og pleje den ældre i den sidste tid. Både fagligt og menneskeligt finder Stefan Posth det tilfredsstillende, at han kan være med til at sikre, at et gammelt menneske får afsluttet sit liv på værdig vis.

»Med den her ordning kan jeg få lov at tænke mindre på systemet og mere på patienten – hvad antager jeg, at lige præcis fru Hansen ville ønske? Jeg skal ikke tage en blodprøve og skal ikke bestille en skanning, når jeg kan se, at det ikke vil gøre noget godt for patienten, tværtimod. Var vedkommende blevet indlagt på sygehuset, havde det været noget andet, for der er procedurer at følge«, siger han.

Han understreger, at der kan være situationer, hvor det er nødvendigt, at plejecenterbeboere indlægges, og at det selvfølgelig ikke skal undgås for enhver pris. Det kan f.eks. være tilfældet ved mistanke om brud, hvor patienten har mange smerter.

Tværsektoriel succes

En af årsagerne til, at ordningen er blevet en succes, er ifølge Stefan Posth, at den bygger på et tværsektorielt samarbejde mellem region og kommune.

»Der er lagt op til, at kommunerne fremover skal overtage flere akutopgaver fra regionerne, og her vil Odense Kommune gerne være på forkant. I den her ordning betyder samarbejdet, at akutsygeplejerskerne kan overtage opgaven med behandling eller pleje af den enkelte patient, efter vi har været der, og at vi også sammen med plejepersonalet kan lægge en fælles plan for, hvad der skal ske hos den ældre. På den måde undgår vi det informationstab, som er en af de store udfordringer, når man arbejder meget sektoropdelt«, siger han.

Jette Mark Sørensen, sundhedsfaglig chef i Odense Kommune, glæder sig til, at kommunen om kort tid genindtræder i aftalen med FAM OUH, som, fremhæver hun, sikrer et borgernært fremmøde af de to parter, hvorved borger-/patientsikkerheden understøttes.

»Vi har lært meget siden 2020. I starten var det meget en ,sygehus-ting’, men nu har vi fået et samarbejde, hvor der også er et forum, hvor vi løbende kan tale om, hvordan vi kan gøre ordningen endnu bedre. Vi har drøftelser om værdighed og kan stille spørgsmål åbent til hinanden: ,Hvorfor gjorde du egentlig det og det?’, uden der opstår mistillid«, siger hun.

At samarbejde om sårbare borgere på tværs af sektorer er, påpeger Jette Mark Sørensen, ikke nemt, men hun mener, at Odenses Kommunes samarbejde med FAM OUH er et godt eksempel på, at det kan lykkes. Her slipper ingen, før den næste er klar til at gribe. Og, pointerer hun, målet er ikke i sig selv at vedholde den lave indlæggelsesprocent.

»Hvis vores ældre skal på sygehuset, så skal de på sygehuset. Det skal ikke være sådan, at de for alt i verden ikke må komme afsted. Men samtidig har vi fokus på, i hvilket omfang plejecenterbeboerne kan behandles i kendte omgivelser, hvor der er plejepersonale og pårørende omkring dem. For vi ved, at ingen af de ældre på plejecentrene profiterer af en indlæggelse«, siger hun.

Med i Sundhedsstrukturkommissionens rapport

Denne dag bliver en af de travle dage med FAM-lægebilen for Stefan Posth. Fem gange rykker han ud til et plejecenter i Odense. Da vi et par dage senere taler med ham, fortæller han, at han på to af sygebesøgene frarådede, at den ældre patient blev indlagt, og at man i stedet sørgede for god og kærlig pleje på plejecenteret den sidste tid. I det ene tilfælde var de pårørende, som de oftest er, helt enige. Og den ældre døde stille og roligt samme aften. I det andet tilfælde havde de pårørende et stærkt ønske om, at den syge skulle have en »ekstra chance«. Så der blev rekvireret en ambulance.

»Jeg kan se, at patienten blev undersøgt gennem det meste af natten. Blev skannet og fik taget blodprøver, men trods dette døde vedkommende i en hospitalsseng dagen efter«, siger han.

Det tværsektorielle samarbejde omkring FAM-lægebilsordningen har for længst tiltrukket sig opmærksomhed ud over kommunegrænsen. Således vil ordningen være et af eksemplerne på, hvordan et vellykket tværsektorielt samarbejde kan se ud, når Sundhedsstrukturkommissionen aflægger rapport senere på året. Også andre hospitaler og regioner og sågar udlandet har vist interesse for ordningen. Det er positivt, synes Stefan Posth, der dog vurderer, at modellen kan være svær at efterligne én til én mange steder i udlandet.

»Det her er en unik mulighed i de nordiske lande på grund af den måde, sundhedssystemet er skruet sammen på. Men i andre lande, Tyskland og USA f.eks., vil det være utænkeligt at gennemføre en ordning på samme vis«, siger han.