Skip to main content

Nu skal djøffere også hentes fra Indien

Regeringen er blevet så begejstrede for idéen om at hente sundhedsfaglige fra Indien og Filippinerne, at de nu også vil hente indere til djøffernes positioner.

Foto: Colourbox.

Redaktionen

1. apr. 2024
2 min.

Danmark har netop indgået aftale med Indien om at hente regionsdirektører, koncerndirektører, jurister og
administrative medarbejdere fra Indien.

»Vi har indset, at inderne er bedre til at drive et billigt sundhedsvæsen. Ifølge deres beregninger er der i Indien lige nu 1,07 sygeplejersker pr. 100 patienter, i Danmark er det 10,34 sygeplejersker. Det må betyde, at deres sundhedsvæsen er mere effektivt, og derfor har vi brug for indernes ekspertise til at drifte sundhedsvæsenet«, lyder det fra indenrigs-, udenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke (M).

Han tilføjer, at de danske djøffere, der mister deres arbejde som følge af aftalen, vil kunne ansættes i fuldtidsjob med at drifte Sundhedsplatformen, som på det seneste har fået sin egen vilje og er begyndt at bestille takeaway fra indiske restauranter til patienter og pårørende.

Brain care

Regeringen er med planen om at hente sundhedsfaglige fra Indien blevet kritiseret for såkaldt care
drain, hvor rige vestlige lande dræner tredjeverdenslande for kvalificeret arbejdskraft i sundhedsvæsenet.

»Vores høst efter djøffere er snarere et udtryk for brain care«, siger en glad Lars Løkke.

Han udtrykker stor stolthed over sit bedste sproglige påfund til dato.

»Som regering føler vi et ansvar for at tage hånd om ikke kun de globale, varme hænder, men også om de
globale, kolde hænder. Det manglede da bare«.

Aftalen med Indien træder i kraft 1. april 2024.

Da aftalen om at hente indiske sundhedsfaglige blev præsenteret i Indien i februar, ville flere
journalister vide, om ikke Indien selv har brug for sit sundhedspersonale.

Til det svarede Lars Løkke:

»Det smarte er, at befolkningen i Indien er meget sundere end i Danmark, så de har slet ikke brug
for deres sygeplejersker«.

Når der ikke er flere læger og sygeplejersker at hente i Indien, vil regeringen se til små østater,
der har god evidens for naturmedicin.

»Data fra internationale metaanalyser tyder på, at blandingen af urter, Wegovy og C-vitamin kan holde de
fleste sygdomme nede«, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Jonas Egebart.