Den blege rytter

Byldepesten – som senere fik tilnavnet Den sorte død – ramte Europa i 1348 og nåede til Danmark det følgende år. Det anslås, at pandemien på tre år lagde mellem 30 og 60 procent af Europas befolkning i graven. I de følgende 400 år hjemsøgte pesten Europa med korte mellemrum. Mellem 1350 og 1711 blev Danmark i gennemsnit ramt af pesten med ni års mellemrum. I denne periode stagnerede befolkningstallet.[Note 1] 

Den sorte død er den største demografiske katastrofe, der har ramt menneskeheden. Den skulle sammen med utallige andre epidemier sætte sit dybe præg på den enkelte borger, på det nære samfund, på det åndelige liv og på kirken. Den dybt troende befolkning tolkede katastrofen som et varsel om verdens undergang. For der stod jo i »Johannes’ åbenbaring«, at apokalypsen ville blive sluppet løs i form af fire ryttere. Sammen ville de fire ihjelslå en stor del af verdens befolkning »med Sværd og med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr« [1]. Den fjerde rytter – på en »bleg« hest – var pesten. Forestillingen om, at menneskeheden stod over for apokalypsen, bredte sig.

Og det var på en måde sandt, for Den sorte død indvarslede enden på middelalderens statiske samfund og førte til en radikal omskabelse af det Europa, som man kendte. Den undergravede kirkens autoritet og såede frøene til reformationen. Den førte til sociale omvæltninger, og den indvarslede en videnskabelig, teknologisk og filosofisk revolution og fødte renæssancen.

 

DØDEN SOM FJENDE

Den sorte død blev i de følgende århundreder en permanent påmindelse om, at jordelivet kan få en brat og uventet afslutning. Før katastrofen indtraf, havde det religiøse menneske forliget sig med døden som en overgang til noget bedre end jordelivet. Den hellige Frans af Assisi (1182-1226) havde ligefrem talt sødladent om »Søster Død«. Man havde forberedt sig på den gode død, man puslede om syge og døende familiemedlemmer, og man samledes om dødslejet for at tage afsked. Nu blev den syge til noget, det gjaldt om at holde sig på god afstand af – næsten som en fjende. Benediktinermunken Ludvig den Hellige boede i Avignon i 1348 og fortæller, at indbyggerne der behandlede pestsyge familiemedlemmer »som hunde«:

»De kastede mad og drikke hen til dem ved sengen, og så flygtede de fra huset. Til slut, når de var døde, kom stærke karle fra Provences bjerge, elendige, fattige og vredladne … Mod høj betaling bar de den døde til graven. Ingen slægtninge, ingen venner bekymrede sig om, hvad der ville ske. 

Ingen præst kom for at høre de døendes skriftemål eller give dem sakramentet. Folk bekymrede sig kun om deres eget helbred (…)« [2 s. 62].

Frygten for de syge og døende blev til en angst for selve døden, som ikke fandtes tidligere – i hvert fald ikke i kunst og digtning. Fra at være en ven, der tog den dødes sjæl ved hånden og viste vej til himmerige, blev døden til et grotesk uhyre, der vrimlede af orme og maddiker og førte an i en dans, som alle var tvunget til at træde.

Før Den sorte død havde Europa været tæt på overbefolket. Grænsen var nået for, hvor mange mennesker landbruget kunne brødføde, og selv marginale jorder blev dyrket. Men selv om mange havde levet i dyb fattigdom og underernæring, havde samfundet været relativt stabilt og stillestående. Alt det lavede Den sorte død om på. Pesten var en biologisk naturkatastrofe af et omfang, der aldrig før var set. En tredjedel af Europas befolkning lå nu på kirkegårde eller i massegrave, og den demografiske udvikling var brudt fuldstændig sammen.

Mange af pestens ofre var unge. Efter 1300-tallets sorte død stod Europa tilbage med en stærkt reduceret befolkning, og der manglede især unge, stærke og arbejdsduelige mennesker. Det mest iøjnefaldende var, at kontinentet gik i forfald. Halvtomme byer omgivet af brakliggende marker, forladte hytter, faldefærdige broer, forladte gårde, uddøde landsbyer og smuldrende bygninger. Et samfund i opløsning.

NYE PRODUKTIONSFORMER

Den globale pandemi af byldepest i 1348-1350 og de nye, tilbagevendende pestudbrud medførte en voldsom og langvarig befolkningsnedgang. De, der ejede jord, produktionsudstyr eller værksteder, var på konstant udkig efter arbejdskraft. Det betød, at almindelige menneskers materielle vilkår tog et kraftigt opsving. Jordpriserne og bøndernes fæsteafgifter styrtdykkede. Godsejeren måtte betale mere for arbejdskraften, hvis han ville have sine marker pløjet, tilsået og høstet. Håndværksmesteren måtte lønne sine svende bedre, for der var altid mulighed for at finde et andet værksted, hvis mester var for nærig eller behandlede sine folk for dårligt.

Og ikke alene steg lønningerne. Mange kom pludselig til en uventet arv. Almindelige mennesker fik flere penge mellem hænderne og dermed råd til et forbrug ud over det mest nødvendige. Nu kunne man tillade sig at spise kød og smør og drikke øl og vin til. Man kunne klæde sig i andet end det groveste vadmel, bestille moderigtigt fodtøj hos skomageren, flytte ud af den gamle rønne og anskaffe sengelinned, nyt indbo og køkkentøj [3 s. 390f]. Med den øgede efterspørgsel efter forbrugsvarer var der brug for masseproduktion. Men hvem skulle stå for den? Den dyre arbejdskraft var et incitament til at effektivisere produktionen, udvikle redskaber og maskineri, rationalisere og organisere arbejdet bedre. En udvikling, som ikke havde fundet sted, hvis der stadig havde været enorme mængder af billig arbejdskraft [3 s. 390f].

Men det var ikke kun forbrugsvarer, der krævede arbejdskraft. Håbet om, at kirkebyggeri og donationer til kirker og klostre kunne afbøde Guds vrede, medførte et vældigt opsving i byggeriet af kirker og katedraler. Det blev et langvarigt og massivt byggeboom, som gavnede alle byggefagene: arkitekter, ingeniører, teglbrændere, stenhuggere, murere, tømrere, tagdækkere, smede, malere, kunstnere og menige arbejdsfolk. Der skulle også bruges mængder af tømmer, og med manglen på arbejdskraft måtte man finde nye veje og sætte vandkraften til at drive savværker. Vandhjulet blev allerede i 1200-tallet brugt til at drive savværker, men slet ikke i et omfang som i senmiddelalderen efter Den sorte død. I 1356 påbød den danske konge Valdemar Atterdag (1320-1375), at der skulle opføres mange nye vandmøller i landet: »Han vilde ikke, at Aaerne skulde løbe i Stranden, uden først at have gjort Landegavn« [4], som der står i »Sjællandske Krønike«. Ved at montere knaster på vandhjulets aksel kunne man bruge vandet til ikke bare at trække en sav op og ned, det kunne også løfte tunge hamre, der kunne findele jernmalm, trække smedjens store blæsebælge og smede jernet, valke uldklæde og knuse bark til garvning. Opfindsomheden kendte ingen grænser, når det handlede om at udnytte den sparsomme menneskelige arbejdskraft bedst muligt.

Gradvist blev det gamle økonomiske og sociale system omformet. Forholdet mellem bonden, håndværkeren og arbejderen på den ene side og jordbesiddere og arbejdsgivere på den anden blev i højere grad baseret på et markedssystem, hvor forpagtningsafgifter og løn blev bestemt af udbud og efterspørgsel. På den måde fremskyndede Den sorte død feudalvæsenets sammenbrud og banede vejen for en kapitalistisk markedsøkonomi, især i Vesteuropa [3 s. 390f]. I byerne voksede et borgerskab frem, hvis velstand var baseret på handel og produktion. Udviklingen af nye økonomiske samfundsformer tvang konger og bystyrer til at professionalisere deres administration, effektivisere skatteopkrævningen og sørge for et minimum af offentlig service. Højmiddelalderens feudalsamfund, der byggede på en landbrugsbaseret naturalieøkonomi, forvandlede sig langsomt, men sikkert til en helt ny samfundsform.

Forandringerne skete langtfra gnidningsfrit. I England, Frankrig og Centraleuropa kom det til blodige oprør. Der var typisk tale om bondeoprør, men også i byerne kom det til folkelige opstande i protest mod øgede skatter, inflation og den dybe afgrund mellem rig og fattig. For trods faldende indkomster levede adel og fyrster fortsat i svimlende luksus. Det store, fattige flertal, der skulle producere rigdommen, kunne næppe selv spise sig mætte og havde knap nok tøj på kroppen. I Danmark blev nordjyske bønders oprør i 1441 knust af kong Kristoffer 3.s (1416-1448) hærstyrke ved Skt. Jørgensbjerg i Hanherred. En ny opstand blev slået ned i december 1534, da feltherre Johan Rantzaus (1492-1565) lejetropper i et slag ved Aalborg massakrerede Skipper Clements (1485-1536) jyske bondehær. Aalborgs forsvarere, 700-800 mand, blev hugget ned og byen lagt åben for lejetroppernes plyndring. Overalt blev oprør slået ned med uhørt brutalitet. Men de dybereliggende forandringer lod sig ikke standse.

SKØNSANG OG SNABELSKO: LIVETS TRIUMF

Den sorte død og de efterfølgende epidemier satte varige præg på religion, kunst og kultur. Men afskyen for døden og det, den gør ved vores kroppe, dommedagsprækener og frygten for apokalypsens blege rytter kaldte også på en modreaktion. For ganske vist døde alle omkring os. Men var det ikke netop en grund til at nyde det liv, der kunne blive røvet fra os når som helst? I »Decameron« har den italienske 1300-talsforfatter Giovanni Boccaccio (1313-1375) samlet en række fortællinger fra Den sorte døds tid, som han selv oplevede i Firenze. Her lader han syv unge, rige og smukke kvinder forlade den pestramte by for at bringe sig i sikkerhed på et af deres landsteder og slippe for al den jammer og elendighed. På rejsen underholder de hinanden med fortællinger, der ofte har et muntert og erotisk twist.

Den ene af Boccaccios kvinder, Pampinea, får overtalt de andre, da de mødes i kirken til endnu en pestbegravelse: Der er ingen grund til at blive i byen og risikere livet blot for at gå til nye begravelser i morgen og i overmorgen. Selv klostrenes munke bryder deres løfter og giver efter for kødets lyster, så hvorfor skulle vi ikke i det mindste redde os selv, argumenterer hun? Vores venner og familie er jo allerede døde, så hvad holder os tilbage? Nej, lad os tage på landet »og dér leve som ærbare kvinder på et af vore landsteder, med lystighed, festlige sammenkomster og andre fornøjelser« [5], siger Pampinea.

Den anden store 1300-talsdigter, italieneren Francesco Petrarca (1304-1374), gennemlevede også Den sorte død. Men til forskel fra Boccaccio skildrer han pestens virkninger fra et stærkt personligt og følelsesladet synspunkt – ikke mindst, da han begræder tabet af den elskede Laura de Noves. De to florentinske digtere lagde sammen med den lidt ældre Dante Alighieri (1265-1321) grunden til renæssancens humanisme. De skrev verdslig litteratur, og de skrev på italiensk i stedet for de lærdes latin – selv om de beherskede dette sprog og beundrede de klassiske, romerske forfattere.

Renæssancen spirede ikke kun frem i Italien. Uafhængigt af sine italienske kolleger digtede også den franske hofpoet og komponist, Guillaume de Machaut (ca. 1300-1377) ikkereligiøse og livsbekræftende vers. I forordet til Machauts digt om kong Charles 2. af Navarre (1332-1387) lader han fortælleren beskrive, hvordan forfatteren isolerer sig i sit hus fra den 9. november 1349 og til foråret 1350 for at undgå Den sorte død [6 s. 29]. Machaut har muret sig inde, for luften udenfor er mørk, befængt, kold og tåget. Han overlever og beskriver pestens ødelæggelser: 

»Mange har sikkert

hørt folk tale om det:

I tretten hundrede niogfyrre

undslap kun ni af hver hundred med livet.

Og da der ingen folk var tilbage,

lå mangen en fin gård forladt hen, og øde.

Ingen pløjede marken,

bandt neg eller plukkede druer.

Nogle tilbød at tredoble lønnen,

men selv tyve skilling i stedet for én var for lidt.

Så mange var døde« 

[2 s. 41, forfatterens oversættelse].

Forfatteren grubler over verdens ondskab og gudløshed, men kommer så i tanker om, at ifølge »Prædikerens bog« er alt jordisk jo blot forfængelighed, og derfor er der ikke andet at gøre end at »være glad og gøre godt« [2 s. 41].

Guillaume de Machaut er berømt som digter og som verdslig sangskriver, men han huskes især som komponist. Den gamle gregorianske kirkesang var monoton og søvndyssende, mens Machaut præsenterede en ny, polyfon og smukt forsiret musik, der gav anledning til en del knurren. Konservative kirkekredse mente, at det var noget forfængeligt gøgl og djævleri, men Machaut vandt, og hans mest berømte værk, som stadig opføres, er et stykke kirkemusik fra 1362 med titlen »Messe de Nostre Dame«. Han satte også musik til sine egne, verdslige tekster, og hans ballader blev en stor inspiration for nye generationer af sangskrivere og komponister.

Om det ligefrem var Den sorte død, der udløste renæssancen, kan diskuteres i det uendelige. Men det står fast, at renæssancekulturen i 1400-tallet var mere vendt mod jordelivet end mod det himmelske. »Da pesten, flagellanternes pilgrimstog og drabene på jøderne var overstået, kom verden endnu engang til live, og glæden vendte tilbage, og folk begyndte at lave nye klæder« [7 s. 260-2]. Sådan fortæller byskriveren Tileman Elhen von Wolfhagen (ca. 1347-1402), som er en af de bedste kilder til hverdagsliv og klædedragt i middelalderen. Tileman var spæd, da Den sorte død første gang viste sig i 1348, og han døde i begyndelsen af 1400-tallet. Han voksede altså op i katastrofens kølvand, og hans krønike beretter om begivenheder fra 1347 og frem. Tileman fortæller om tøjmoden, der blev kortere, strammere og mere afslørende, hos både mænd og kvinder. Jakkerne blev forede og var nu så snævre, at de ikke længere kunne trækkes ned over hovedet, men måtte være åbne foran og lukkes med knapper. Og tøjet sad så stramt, at »det tjente til at afsløre, hvad skamfølelsen kræver, at vi skjuler« [7 s. 260-2]. Tøjet blev stribet og spraglet i mange farver, og kvindernes dragt var ikke mindre skandaløs. Bluserne blev nedringede og brysterne snøret så hårdt op, »at man kunne stille et lys på dem« [7 s. 260-2]. Skørterne sad så stramt om hofterne, at de på udfordrende vis fremhævede de kvindelige former. 

Før pesten havde moden dikteret spidse snabelsko. Det var en mode, som kirken havde fordømt, og nu vendte den forargelige skomode tilbage med fornyet kraft, nærmest som en protest mod moralisternes fordømmelse. Hverken forbud eller fordømmelser kunne stoppe det. Den bøhmiske krønikeskriver Benesch von Weitmühl (d. 1375) bemærker vrissent i 1372:

»Af hang til forfængelighed gik næsten alle unge mennesker med spidse sko. Den almægtige Gud, for Hvem menneskers forfængelighed er vederstyggelig, ønskede at vise Sin misbilligelse og lod ofte lyn fra himlen pludselig rive spidserne af den slags sko … Men ak! Menneskenes stivsind! Skønt dette mirakel stod klart for alle mennesker, var der ingen, der gav afkald på denne forfængelighed, men de forhærdede sig over for Gud og vedblev at bære korte jakker og spidse sko« [7 s. 262].

Synet på tilværelsen blev lysere og til tider løssluppent. Det har sandsynligvis også betydet noget for optimismen, at mange nu havde råd til bedre boliger, bedre tøj og en mere varieret kost.

Den florentinske historiker Matteo Villani (1283-1363) var en snob, der heller ikke brød sig om det, han så, efter at Den sorte død havde besøgt Firenze: Nu førte selv håndværkerkoner og tjenestepiger sig frem i kostbare rober, som rige borgeres fruer havde efterladt sig, da de døde af pest. Det værste var dog, at de lavere klasser nu krævede langt højere lønninger: 

»Tjenestepiger (…) forlanger mindst 12 floriner om året, og de mere arrogante blandt dem 18 eller 24 floriner, (…) små håndværkere, der arbejder med hænderne, kræver tre gange den sædvanlige betaling, og alle landarbejderne vil have okser og såsæd og vil dyrke den bedste jord og lade al anden jord ligge« [8 s. 158].

Agnolo di Tura, som var fra Siena, udtrykte det samme mere kortfattet: »Ingen holdt sig tilbage fra at gøre hvad som helst« [8 s. 277]. Måske var den hysteriske munterhed bare et tyndt lag fernis over en dyb sorg og angsten for det nye og ukendte, der ventede efter Den sorte døds rædsler.

Det er svært at overvurdere den betydning, Europas affolkning fik for den teknologiske udvikling. Hele samfundet var i opbrud: Økonomisk og socialt fremskyndede pesten middelaldersamfundets forvandling, skubbede adelsvældet til side og banede vej for nye samfundsformer. Adelens privilegier svandt ind, mens de underste klasser fik bedre leveforhold. Kirkens autoritet var svækket, og dens monopol på lærdom blev udfordret af universiteter, som insisterede på at dyrke andre videnskaber end teologien. Pesten havde skabt en voldsom mangel på arbejdskraft, som fremskyndede den teknologiske udvikling og bragte en økonomisk og administrativ modernisering med sig. I byerne voksede et nyt borgerskab, som byggede på handel, håndværk og industri, frem, og det fik vidtrækkende konsekvenser.

BOGTRYKKERKUNSTEN

Det var ikke kun i varefremstillingen, i minedriften og byggeriet, at der var brug for arbejdsbesparende teknologier. En af de mest vidtrækkende teknologiske fornyelser skete inden for bogfremstilling. I højmiddelalderen var der ikke mange andre end kirken, der efterspurgte bøger. Det skulle da lige være konger og fyrster, der bestilte fint illustrerede, religiøse bøger til eget brug.

Bøger var kunsthåndværk, og der skulle et større hold af højt specialiserede håndværkere og munke til for at fremstille dem. Pergamentet skulle tilberedes af tyndt, kostbart kalveskind. De færdige ark skulle skæres til, præpareres og sys i ryggen. Der skulle blandes blæk i forskellige farver, siderne skulle linjeres, og der skulle fremstilles penne og pensler. Der skulle købes kostbare pigmenter til at lave farver og skaffes bladguld til illustrationerne. Først da kunne kopisten – som regel en munk i klosterets scriptorium – begynde at nedfælde teksten med kalligrafisk kunstfærdighed. Særligt dygtige kunstnere udsmykkede bøgerne med illustrationer i lysende farver og guld, og de fineste eksemplarer blev indbundet i omslag, dekoreret med udskåret elfenben, forgyldte beslag og ædelstene. Til et enkelt eksemplar af Bibelen kunne der gå op mod 300 fåreskind eller 170 kalvehuder. Så bøger var kun for rige klostre, konger og kejsere.

Efter Den sorte død ville byernes fremvoksende borgerskab af købmænd, håndværksmestre og universitetsuddannede have kundskaber og bøger. Før epidemiens hærgen kunne en velhavende mand sagtens have råd til at eje en bog eller to, men nu var arbejdskraften blevet så dyr, at bøger var uden for rækkevidde. Her kommer en foretagsom ung gravør fra Mainz dog ind i billedet. I 1453 – omtrent 100 år efter Den sorte døds opdukken – præsenterede den tyske guldsmed Johann Gutenberg (d. 1468) verden for sin revolutionerende trykpresse med løse typer og tryk med sværte på det billigere papir. Illustrationerne blev fremstillet som træsnit, og nu kunne bøger massefremstilles hurtigt og billigt. Ved slutningen af 1400-tallet var der trykt mindst en halv million bøger i Europa. 

Da bøger blev nemmere at få fat i, lærte flere at læse. Bogtrykkerkunsten var en af de vigtigste faktorer i renæssancehumanismens udbredelse. Ligesom internettet gør i dag, gav Gutenbergs trykpresse bred adgang til information (inklusive løgn og propaganda), mulighed for debat og meningsudvekslinger på et oplyst grundlag samt kritik af autoriteterne. I reformationens første år udspyede tyske trykpresser hundreder af pamfletter fra kirkereformatoren Martin Luthers (1483-1546) hånd – langt flere, end den katolske modpropaganda kunne holde trit med. Gutenbergs opfindelse havde vristet kontrollen med det skrevne ord ud af den katolske kirkes greb, og kirken kunne ikke længere standse udbredelsen af, hvad den betragtede som kætterske ideer. Da Luther i 1517 slog sine berømte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, sørgede han for, at de også blev udsendt på tryk. Luther selv kunne kun prædike for nogle få hundrede ad gangen. Trykpressen spredte hans ord til tusinder og var med til at gøre den protestantiske reformation til en massebevægelse.

VIDENSREVOLUTIONEN

De trykte bøger gav også flere adgang til videnskabelige værker og lærebøger, og bogtrykkerkunsten blev derved en vigtig katalysator for den senere oplysningstid og den videnskabelige revolution. Desuden gav den Europa et stort forspring for dets muslimske rival og ærkefjende, Det Osmanniske Rige, hvor de religiøse ledere forbød trykning af bøger.

Også inden for lægekunsten havde Den sorte død paradoksalt nok fremskyndet udviklingen. Tilliden til kirken havde lidt et alvorligt knæk, men medicinens anseelse var heller ikke i høj kurs. Den universitetsuddannede læge vidste alt om Aristoteles, kunne tale flydende latin og citere Hippokrates på oldgræsk. Men han kunne ikke behandle en nedgroet negl eller sætte et forvredet led på plads. Det kunne den ydmyge barberkirurg, og derfor begyndte man i lægeuddannelsen at lægge større vægt på praktiske færdigheder og præcis viden. I stedet for at spekulere og disputere sig frem til en diagnose blev vægten flyttet over på den kliniske iagttagelse. På de mest avancerede lægeskoler begyndte man at dissekere for at blive klogere på menneskets anatomi.

Den flamske læge og anatom Andreas Vesalius (1514-1564) udførte dissektioner af lig, mens han forelæste for de studerende ved universitetet i Padua. I 1543 udgav han det første videnskabeligt baserede anatomiske atlas, »De Humanis Corporis Fabrica«, som var illustreret med uhørt avancerede illustrationer. De var tegnet af en kunstner fra maleren Tizians (1490-1576) skole, og træsnitblokkene var skåret på Venedigs fineste værksteder. De viser menneskets muskler, knogler og organer i præcise detaljer, sådan som Vesalius blotlagde dem på dissektionsbordet. Takket være bogtrykkerkunsten fik bogen i mere end hundrede år kolossal indflydelse på lægeuddannelsen i hele Europa. »De Humanis Corporis Fabrica« er en af de vigtigste bøger, der nogen sinde er udgivet. Den gjorde op med 1.400 års medicinsk tradition, og den fik en lige så revolutionerende betydning for lægevidenskaben, som Gutenbergs bibel havde fået for kristendommen. Og begge dele var på sin vis produkter af Den sorte døds gevaldige efterdønninger i samfund, kunst og åndsliv.