Content area

|

Det ensomme hjerte

En samtale med forfatter og historiker Tom Buk-Swienty, som har genoplevet 2. verdenskrigs rædsler med en ung lægestuderende som rejsefører

Forfatter(e)

Redaktionen

Tillykke med din nye bog »Det ensomme hjerte«. Bogen bygger på et mildest talt unikt kildemateriale, nemlig mere end 5.000 siders flittigt illustrerede erindringsoptegnelser fra den dansk-tyske læge Hans Horn (1921-1989). Som ungt menneske oplevede Horn nazismens fremkomst på nærmeste hold, og senere var han flere gange udsendt i krigstjeneste – først som menig soldat, siden som underlæge på et feltlazaret nær fronten. Hvordan kom du overhovedet på sporet af den usædvanlige historie?

En novemberdag i 2013 fik jeg en mail med ordene: »Efter at have læst dine to bøger om 1864, vil jeg høre, om jeg må sende dig skanninger af noget materiale, som jeg tror, kunne have din interesse? Det drejer sig om min fars erindringer med ledsagende akvareller. Min far, som voksede op i Kiel, deltog i 2. verdenskrig fra start til slut, først som soldat siden som krigskirurg. Han endte som praktiserende læge i Danmark. Han var musiker og kunstner på højt niveau og bearbejdede sine krigstraumer gennem sin kunst«. Brevets afsender var en pensioneret københavnsk overlæge. Jeg sagde naturligvis ja tak til at se materialet, og det, jeg fik at se – de 5.000 siders erindringer – slog fuldstændigt benene væk under mig. 

Horn oplevede først krigens rædsler som soldat ved østfronten, hvor han selv blev såret af granatsplinter. Og selvom han egentlig ville læse litteraturvidenskab, indskrev han sig på medicinstudiet for aldrig igen at havne ved fronten. Men efter få års studier blev han alligevel udnævnt til underlæge og atter sendt i krig. Hvad var det, der mødte den unge medicinstuderende på de tyske feltlazaretter?

Der mødte ham lidelser, som trodser enhver beskrivelse. Året var 1945, og alt var i opløsning for tyskerne, hvis hære på det tidspunkt mistede 350.000 mand – om måneden! Der var døde og sårede overalt. Lazaretterne var overfyldte i grotesk grad, og soldaterne døde som fluer. Tyskerne havde ikke – i modsætning til de allierede – penicillin. Ja, de manglede efterhånden selv de mest basale medikamenter og fornødenheder. I mange lazaretter havde man hverken gazebind eller servietter. Enhver operation blev derfor et frygteligt svineri. 
Horn kom til et lazaret i Slovakiet i byen Trencin, som lå lige bag Østfronten. I løbet af to måneder var han med til at foretage mere end 2.000 operationer, især amputationer og trepaneringer i forbindelse med hovedtraumer. De patienter, som ikke havde en chance for at overleve, blev stuvet sammen nede i katakomberlignende kældre, hvor de led en langsom og pinefuld død. Nogle af lægerne begyndte i deres afmagt at drikke sig fra sans og samling. Oplevelsen af at være i »dødens venteværelse«, som Horn kaldte lazarettet, gjorde ikke overraskende et uudsletteligt indtryk på ham, og den står malet så levende frem i hans erindringer, at man får kuldegysninger, når man læser dem. 

Hans Horn beskriver sig selv som et »ensomt hjerte« i et tiltagende vanvittigt nazidiktatur – han var aldrig selv nazist og så med voksende fortvivlelse på Hitler-regimets barbariske fremfærd. Men kan vi egentlig stole på Horns udsagn? Hvad er det, der gør, at du som trænet historiker finder hans beretning troværdig?

Der var ikke skyggen af nazist over Horn. Han hadede nazismen af hele sit hjerte og væsen, og han gjorde det allerede fra 1930’erne. Vi kan i den grad stole på hans beretning. Det ved jeg af en række grunde. Den ene er, at flere af hans nærmeste familiemedlemmer utroligt nok stadig lever. Det gælder hans søskende og to af hans danske kusiner. De fortæller samstemmende, hvordan Horn allerede som gymnasieelev rasede over nazismen, og hvor vred han for eksempel var over at skulle trække i Hitler Jugend-uniform. Der eksisterer en række dagbøger og breve fra 1930’erne og fra krigens tid fra hans hånd, hvor man ikke finder antydningen af sympati for regimet. Desuden skrev han sine erindringer som en form for privat terapi for at bearbejde krigens traumer. Det var ikke meningen, at andre skulle læse dem. Således var der ingen modtager, som han følte, at han skulle retfærdiggøre sig over for. Først senere skrev han en ny version af erindringerne til sin familie – de var på dansk og i overensstemmelse med den første (tyske) version. Endelig er et stort biografiprojekt som dette også et karakterstudie. Man kommer helt ind på livet af det menneske, man skildrer. Hans Horn var musisk, følsom, poetisk og litterær, en individualist og ikke mindst en mand med en fantastisk fin humoristisk sans. Alt det fremgår også af hans dagbøger fra 1930’erne. Intet af dette flugter med nazisme, og for en mand med hans temperament har »de stålhårde tider«, som han kaldte tiden under hagekorset, føltes som et åg fra start til slut.

Du har været endog meget tæt på krigens rædsler i dine tidligere værker. Var der noget, som særligt fascinerede eller forbløffede dig ved Horns historie?

Hele pakken, faktisk. Jeg var fascineret – og skræmt – over, hvordan Horn som skoledreng oplevede et totalitært regimes magtovertagelse og den totale kontrol med borgerne, som det medførte. Man skal huske, at nazismen fik næring af et politisk miljø, der blev stadigt mere radikaliseret og polariseret. Et klima, hvor retorikken blev mere og mere skinger, og hvor de højrenationale fik travlt med at udpege samfundsgrupper – altid minoriteter og såkaldte »fremmede« – som fjender, og hvor borgerne blev underlagt gennemgribende tankekontrol. For at være en rigtig tysker, skulle man være og tænke på en helt bestemt måde – og man kunne sådan set aldrig blive en del af folket (hvad det så end er), hvis ikke man havde den rigtige tro, den rigtige hudfarve og det rigtige ariske blod i årerne. Jeg har undervejs i skriveprocessen måttet tænke på debatklimaet i dag og på de strømninger, vi ser i den vestlige verden, Danmark inkluderet. Med Hans Horn som en slags rejsefører har jeg også været forbløffet over at komme så tæt på Tysklands totale opløsning i 1945. Det var rent ragnarok og en skærsild at blive trukket igennem. Men lige så forbløffende er det, at det midt i alt den destruktion lykkedes Horn at møde sin tilkommende hustru og opleve den helt store kærlighed. Som en blomst, der skyder frem i en gold ørken. 

Er der efter din mening en særlig pointe for læger i historien om Hans Horn, som efter krigen forlod – ja, nærmest fortrængte – sit hjemland og slog sig ned som vellidt landlæge i Danmark? I hvert fald leverer historien jo et markant korrektiv til den psykopatiske »nazilæge«-stereotypi …

Ja, Horn var alt det modsatte. Han kæmpede med alt, hvad han havde i sig for at bevare sin humanitet, og trods alle de grusomheder, han så, holdt han gennem sin kunst – musikken og maleriet – fast ved den skønhed, ja, det mirakel, som livet og kærligheden er. Jeg har mødt flere af hans tidligere patienter. De har ikke kunnet få nok af at fortælle, hvor omsorgsfuld en læge han var. Han lagde særlig vægt på at komme på sygebesøg i hjemmet – og gav ofte ved disse lejligheder sine patienter en lille blomsterakvarel, som han havde lavet. Kunne man forestille sig den slags i dag? Man kunne måske godt drømme om det.

Hvordan har processen med denne bog været i forhold til dine foregående storværker? Jeg fornemmer en vis personlig vinkel, eftersom du tilegner bogen til dine farforældre, som var fra Schlesien i det daværende Tyskland …

Skriveprocessen har været væsentlig lettere, fordi Horn gennem sine detaljerede erindringer har foræret mig så meget. For at tale i musiske termer, har jeg det, som om Horns materiale udgør en stor, ufuldendt symfoni, som jeg har haft det privilegium at bearbejde og tilføje en egen tone – men i Horns ånd. Historien har ganske rigtigt talt særligt til mig, fordi Horns og hans kones skæbne minder mig en del om min egen farfars og farmors. De var tyskere. Min farfar var sanitetsofficer ved Østfronten, hvor han var i tre år, inden han blev taget til fange og kom i fangelejr i Sibirien. Min farmor måtte flygte med sine to drenge. Først i 1948 kom min farfar tilbage. Han var totalt ødelagt af sine krigsoplevelser og fuldstændig opslidt af tiden i Sibirien. Han døde som 42-årig i 1952 af dårligt hjerte. Min farmor var dybt traumatiseret. Deres liv blev så at sige taget som gidsel af krigen. De var almindelige mennesker, der bare ønskede at leve et almindeligt liv og afskyede »de stålhårde tider«. Men ligesom Horns, blev også deres liv taget som gidsel af historiens store, uforsonlige kræfter. Krigen blev deres skæbne.

Må jeg til sidst spørge dig, hvor du skal hen i dit forfatterskab herfra? Det har hidtil handlet en hel del om død og destruktion – kan vi forvente mere fredsommelige temaer i fremtiden?

Ja, det lover jeg tit mig selv, men så vælter jeg pludselig ind i en ny krig. Lige nu er jeg heldigvis i gang med et stort værk om Karen Blixen i Afrika. Det kan der faktisk skrives meget nyt om. Dog må jeg nok skuffe dig med, at hendes afrikanske liv langtfra kan kaldes fredeligt!

»Det ensomme hjerte: Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odysse igennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker« er udkommet på Politikens Forlag. Akvarellerne er alle fra bogen og forsynet med Hans Horns påskrift. Fotografiet er fra krigens tid, men fotografen er ukendt. Illustrationerne er venligt stillet til rådighed af forfatter og forlag.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer