Content area

|

Fra hospital til universitet

En samtale med designhistoriker Birgit Lyngbye Pedersen og arkitekturredaktør Karsten Ifversen om epoker i Københavns Kommunehospitals omtumlede historie.

Forfatter(e)

Christian Graugaard, chefredaktør

Karsten Ifversen og Birgit Lyngbye Pedersen, tillykke med den smukke fotobog »Fra hospital til universitet«, der handler om Københavns Kommunehospital, som stod færdigt i september 1863 og var i brug som sygehus helt frem til 1999. I dag huser det smukke gamle bygningskompleks universitetets Center for Sundhed og Samfund, og hvis man som jeg kommer jævnligt på stedet, kan man ikke undgå at blive opløftet over, hvor fint tradition og fornyelse spiller sammen. Det vil jeg gerne høre jeres mening om. Men først og fremmest, hvad var det egentlig for et hospital, der blev indviet i 1863? Og hvor meget ved vi om, hvad det ville sige at være patient på Kommunehospitalet i de tidlige år? 

Pedersen: Kommunehospitalet blev grundlagt som et moderne og fremsynet hospital båret af en moderne tidsalders sundhedsidealer og lægevidenskabelige revolutioner. Det fik både de fattige og de bedrestillede gavn af. I begyndelsen tog hospitalet imod både betalende patienter og syge københavnere, der skulle behandles på kommunens regning. De betalende patienter fordelte sig i tre grupper: indenbys patienter, udenbys patienter og dem, der var medlem af den københavnske sygekasse. Hospitalet tog også imod uformuende patienter, dog ikke dem, der hørte under fattigvæsenet. De allernederste sociale klasser forsøgte man så vidt muligt at holde ude, fordi de bedrestillede borgere kviede sig ved tanken om at dele hospitalsstuer med underklassen. De løsagtige og de offentlige fruentimmere – altså byens prostituerede – var henvist til Almindelig Hospital, ligesom fattiglemmer, der led af fnat, skurv, utøj eller andre uhelbredelige sygdomme. Kommunehospitalet var med andre ord et strengt klasseopdelt sted, og selv måltiderne afspejlede, hvilken betalingsklasse patienterne tilhørte. 

Foto: Medicinsk Museions samling

Om patienternes liv og levned ved vi ikke meget. Vi ved dog, at otteårige Valdemar Jensen blev indlagt den 21. september 1863 med kataralsk feber, som den første patient. Hospitalet husede ikke en børneafdeling, og derfor blev han indlagt på en af mandsafdelingens store stuer med ti senge. Her lå børn og voksne af samme køn sammen, og der hang skilte på væggene, der gjorde opmærksom på de strikse regler, der skulle overholdes. Der er ingen tvivl om, at der herskede skrappe regler for patienternes gøren og laden. I reglementet fra 1863 står der fx om fællesstuerne, at patienterne skulle »iagttage Rolighed, Reenlighed og Sømmelighed saavel i Sygestuerne, Gangene og Gaardene som i Badene og Andetsteds i Hospitalet«. 

Selvom vi på fotografier fra de tidlige år kan se mandlige patienter, der spiller skak, eller se, at det fine haveanlæg somme tider blev brugt til opvisninger og teater, herskede der en streng disciplin på selve sygestuerne. Selv patienternes læsestof var der regler for. »Usædelige og anstødelige« bøger og blade blev beslaglagt, ligesom der var forbud mod terningespil, kortspil og »klink«. Patienterne måtte ikke uden lægelig tilladelse besøge hinanden og heller ikke trække frisk luft i de nye rekreative gårdhaver. Kl. 20 skulle der være ro på stuerne, og derefter måtte patienterne hverken tale sammen eller have lyset tændt. 

Lægerne befandt sig øverst i hospitalshierarkiet og var derfor den mest synlige personalegruppe, og man skal til skønlitteraturen – fx Herman Bangs »Ludvigsbakke« fra 1896 – for at læse skildringer af hospitalets kvindelige plejepersonale. Hvor meget ved vi i grunden om datidens vågekoner, stuekoner og plejemødre – og hvornår gjorde sygeplejersker i moderne forstand deres indtog på Kommunehospitalet?

Pedersen: Da Kommunehospitalet åbnede i 1863, dannede Det kgl. Frederiks Hospital i Bredgade forlæg for at ansætte ufaglært plejepersonale. Det var stuekoner om dagen og vågekoner, der mødte fra et dagsarbejde og vågede over patienterne om natten. Stuekonerne boede på hospitalet, og de havde ofte ansvaret for en stue med ti patienter. Arbejdsdagen var på 14 timer, og det krævede udgangstegn at forlade hospitalet hver anden søndag eftermiddag samt en eftermiddag hver anden uge. 

Det ufaglærte plejepersonale blev sidst i 1800-tallet erstattet af uddannede sygeplejersker, inspireret af engelske forhold og den britiske sygeplejerske Florence Nightingale (1820-1910), der havde oprettet en sygeplejeskole i London i 1860. Grundtanken bag sygeplejeskolen var, at det krævede en grundig uddannelse at pleje syge. I 1876 begyndte Kommunehospitalet at optage unge kvinder til oplæring i sygepleje. Initiativet til et nyt uddannelsessted kom fra hospitalsborgmester og læge Carl Emil Fenger (1814-1884). Han var utilfreds med systemet med ufaglærte plejere og blev fortaler for at gøre sygeplejegerningen attraktiv for unge ugifte kvinder fra de dannede klasser. 

Ordningen måtte dog indføres gradvist, for lægerne var yderst skeptiske. Det var først i 1905, at der kom sygeplejersker på de sidste afdelinger på Kommunehospitalet. Flere overlæger var lodret uenige, og lægerne var generelt bange for, at sygeplejerskerne ville bevæge sig ind på deres domæne. De nye sygeplejersker gjorde stue- og vågekonerne overflødige, og i 1876 indledte sygeplejerskerne deres arbejde med en arbejdstid på 14 timer om dagen og 12 timer i nattevagt. Og så blev det i hospitalets reglement fra 1878 bestemt, at »den nye Sygepleje« skulle have formiddagskaffe. Det havde aldrig været det ufaglærte plejepersonale forundt. Helt frem til 1883 fik de kun mælk og brød.

Kommunehospitalet fik stor indflydelse på sygeplejerskeuddannelsen i resten af landet. Det var også uddannelsessted for læger, der lærte, at sygepleje var en væsentlig forudsætning for god patientbehandling. Mange af de nye sygeplejersker rejste til andre hospitaler efter endt uddannelse, og ofte indrettede de deres nye arbejdsplads efter de nye mønstre, hvor det var lægens opgave at bestemme pleje og behandling og sygeplejerskens opgave at sætte begge dele i værk. 

Kommunehospitalet var hypermoderne for sin tid, men tiden gik, og efterhånden sakkede det bagud …

Pedersen: Ja, da det nye, storslåede Kommunehospital blev indviet i 1863, var det et opgør med et utidssvarende og utilstrækkeligt hospitalsvæsen. Det var et fremsynet hospital, der var moderne for sin tid og præget af videnskabelige idealer ude fra den store verden. På Kommunehospitalet skabte og afprøvede man i årtier ny viden og var først på en række områder, fx mht. insulinbehandling, kirurgiske indgreb, psykiatrisk diagnostik og undersøgelser af hjertets kranspulsårer. Hospitalet var også det første herhjemme, hvor man indrettede en patologisk afdeling, en øjenafdeling, en brandsårsafdeling og en røntgenafdeling. 

Men gradvist blev Kommunehospitalet udfordret af udviklingen inden for lægevidenskaben og af hovedstadens befolkningstilvækst og den stigende hospitaliseringsgrad. Det førte til indvielsen af Bispebjerg Hospital i 1913, og selvom Kommunehospitalet over tid omstrukturerede og byggede til, kunne det ikke længere opfylde kravene til et moderne hospital, og det blev derfor nedlagt den 1. maj 1999. En hospitalsepoke var dermed forbi.

Det var kgl. bygningsinspektør Christian Hansen (1803-1883) – storebror til arkitekten Theophilus Hansen (1813-1891) – som fik til opgave at tegne Kommunehospitalet. Hvad var hans faglige vision med stedet, og er det helt forkert, hvis man får associationer til byzantinsk arkitektur, når man ser portbuer, loftshvælv, murstensornamentik og de karakteristiske brede striber i murværket? For slet ikke at tale om det smukke kirkerum ud mod Østre Farimagsgade?

Ifversen: Det er helt rigtigt, at Christian Hansen benyttede sig af byzantinsk stil med rundbuer over vindues- og portåbninger og horisontale striber i muren. Efter endte arkitektstudier rejste han på et legat til Italien og videre til Athen, der netop var åbnet efter mange års tyrkisk herredømme. Sammen med Theophilus forestod han udgravningen af Akropolis, og studierne af de klassiske tempelanlæg fik varig indflydelse på brødrenes arkitektur. Christian tegnede Athens nye universitet og Theophilus biblioteket og videnskabernes akademi på hver side af det. Tre af Athens fineste bygninger fra 1800-tallet.

Nationalisme tvang dog fremmede ud af Athen, og Theophilus kom til Wien, hvor han skabte sig en stor karriere, mens Christian virkede nogle år i Trieste, før han vendte hjem til et professorat i København og til en udnævnelse som kongelig bygningsinspektør for Sjælland. Det var i den egenskab, han fik til opgave at tegne et hospital. 

Anlægget er spejlsymmetrisk med en fremhævet midtersektion med en kobberklædt kuppel som bygningens højdepunkt. Under den befinder der sig et meget smukt kirkerum. Det er skabt i en religiøs tid, hvor døden var allestedsnærværende og kontakten til det hinsides blev viet den største æstetiske omsorg. Herudfra og til begge sider udfolder der sig så et for den tid ganske rationelt hospitalsbyggeri.

Da Kommunehospitalet blev opført, lå det uden for voldene på militærets befæstningsterræn. Hvordan kom det med tiden til at spille sammen med sine omgivelser? Jeg tænker især på naboen Botanisk Have med sine majestætiske væksthuskonstruktioner?

Ifversen: Botanisk Have er anlagt lidt senere, den stod færdig omkring 1870. Hospitalet blev som et af de første større anlæg planlagt uden for Københavns volde. Arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908) frygtede, at man snart ville have slettet sporene fra forsvarsanlægget ved blot at udvide den alt for tætte by hen over det. Han foreslog derfor, at man reserverede arealerne omkring Københavns volde til et grønt parkbælte og altså undlod at bygge på dem, på nær anlæg af særlig offentlig interesse. Det lykkedes, hvis man ser bort fra husrækkerne omkring Frederiksborggade og Israels Plads og ved Gyldenløvesgade. Således fik man en grøn strækning fra Kastellet over Østre Anlæg og botanisk have til Ørstedsparken og Tivoli. 

Hvordan synes du, det er lykkedes at føre Hansens smukke og detaljemættede byggeri ind i et nyt årtusinde? Har man haft held til at bevare stedets særlige ånd? Fungerer det som en moderne læreanstalt med tusindvis af daglige brugere?

Ifversen: Den statelige ro i Hansens værk, tyngden og den gode rumhøjde samt de smukke trapperum, der er opbygget med præfabrikerede stålelementer er gode rammer om et universitet. Her er højt til loftet og en fornemmelse af soliditet.

De nye tilbygninger har uden tvivl også gode funktioner for universitetet, men de er ikke af en karakter, der fremhæver anlæggets helhed. Erik Møller Arkitekter har med deres tilbygning fra 2013 forsøgt at lege med elementer fra Christian Hansens anlæg og sætte dem sammen i et meget tidstypisk »vilkårligt« mønster: De vandrette stribede murbånd i gule og røde mursten er blevet til lodrette tegl i abrupt forskudte lin- jer. Relieffet i facaden med dybtliggende vinduer, der hviler på gesimsbånd, er blevet til et overfladisk, nervøst teglrelief som et tapet i fløjl med vinduer i flugt. Taget er dertil moduleret i et skævt taglandskab, og vinduesrytmen er bevidst uden symmetri og lodret orden. 

Det giver en overfladisk uro, som står i kontrast til den ro og autoritet, der ligger i Christian Hansens anlæg. Under Byen Arkitekter står for det mere nøgterne auditorium fra 2006, med brune mursten pakket ind i en glasfacade. Bygningen prøver ikke at tilnærme sig sproget i Hansens anlæg, men har en egen ro, der måske bedre understøtter kvaliteterne i de fredede hospitalsbygninger.

Genremæssigt er Kommunehospitalet opført i historicistisk stil ligesom Martin Nyrops (1849-1921) 30 år senere rådhus. Det er jo en meget udskældt stilart, som ofte beskyldes for at være noget overpyntet roderi. Har eftertiden været for hård ved historicismen, synes du? Er vi ved at få bedre sans for de bedste af de historicistiske værker?

Ifversen: Historicismen er en interessant periode, der strækker sig fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Den udtrykker en nyvunden frihed, både politisk, økonomisk og teknisk. En fornemmelse af, at om ikke alt, så i hvert fald meget kunne lade sig gøre for det nye industriborgerskab, der rejste sig overalt i Europa. Den ny gruppe velhavere byggede villaer, landsteder og fabrikker. Industribaronerne var ikke bundet af adelens eller stedets historie. De søgte i stedet at befæste deres nyvundne magt i den store europæiske historie. Dampmaskinen gjorde produktion af ornamenter billig, og den positivistiske historievidenskab leverede de skemaer, man kunne lægge brikkerne i. 

Der var ingen grænser for, hvilken europæisk stil man kunne bygge i – fx gotisk, byzantinsk og hollandsk renæssance – bare man holdt sig til stilens regler, som man fulgte med videnskabelig strenghed. Arkitekturhistorien set som en evolution, en fortløbende udvikling af nye overlegne stilarter, var sat på pause. Det gjaldt om til hver opgave at finde det passende udtryk i historiens righoldige katalog. Men under dekorationernes ydre lag udviklede arkitekturen og byggeteknikkerne sig hastigt, ikke mindst med opfindelsen af stål. Det ville funktionalisterne have frem: Væk med al den forløjede pynt, lad os se den rå bygningsmaskine indenunder! Det var dem, der gav historicismen dårlig presse. Men i dag er der ingen tvivl om, at mange af historicismens værker har vist sig at have en stor hårdførhed, både funktionelt og æstetisk. Ikke mindst Kommunehospitalet.

Foto: Jens Markus Lindhe

Er der noget i Kommunehospitalets transformation fra klassisk hospitalsbyggeri til moderne universitetscampus, som vi kan lære noget af? Er der ligefrem tale om et eksempel til efterfølgelse?

Ifversen: Beliggenheden er i dag formidabel for en uddannelsesinstitution. Det liv, som en campus giver, vil man gerne have i en bykerne, så den placering uden for byen, der oprindelig var perfekt til hospitalet, er med byens vækst blevet perfekt til et universitet. Der er et heldigt samspil mellem bygning og funktion i størrelsen på hospitalsstuerne, der let har ladet sig omforme til undervisningslokaler. De brede gange og næsten kubiske rum har uden videre kunnet overgå fra den ene funktion til den anden.

Det er ofte i de funktionelle sammenstød mellem før og nu, at der bliver plads til lidt poesi i hverdagen. Når en studerende sidder bag en søjle og ikke kan se tavlen, kan han eller hun blunde lidt og få plads til andet i livet end opfyldelse af læringsmål. 

Birgit Lyngbye Pedersen, hvad har for dig som designhistoriker været det sjoveste ved at dykke ned i Kommunehospitalets farverige og omskiftelige historie?

Pedersen: Det har været fantastisk at dykke ned i historien om, hvordan ny viden fra den store verden skulle manifestere sig inden for nogle bestemte arkitektoniske rammer. Hvordan man fik bygget et stort og på mange punkter innovativt hospital efter helt nye forskrifter om frisk luft og hygiejniske principper. Højt til loftet, rindende vand, latriner og vandklosetter var bare en del af den ny indretning. Ny viden om diagnostik og behandling udviklede sig forbavsende godt inden for hospitalets strenge rammer, og det samme gjorde et helt nyt syn på sygepleje. 
Og så har det været overraskende at se, hvordan den sundhedsfaglige udviklings himmelflugt betød, at de smukke arkitektoniske rammer blev udfordret og til sidst forladt. Det ligner en udvikling, vi kender fra vore dage, hvor nye supersygehuse skyder frem mange steder i landet.

 

Birgit Lyngbye Pedersen er designhistoriker og Karsten Ifversen er arkitekturredaktør på dagbladet Politiken. Bogen »Fra hospital til universitet« er udkommet på forlaget Strandberg Publishing.

Alle nye fotografier er taget af Jens Markus Lindhe, mens de historiske fotos stammer fra Medicinsk Museions samling. Strandberg Publishing takkes for velvillighed og venlig assistance. 

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer