Content area

|

Renlighed er en dyd

For hundrede år siden blomstrede storbyernes offentlige badekultur, i dag er badeanstalterne stort set forsvundet. Vi taler med historiker Nete Wingender om fortidens hygiejniske projekt.

Brusebadsafdelingen i Helsingørgade Badeanstalt i 1920. Helsingørgade lå mellem Adelgade og Borgergade og er i dag bortsaneret. Der findes ingen bevarede fotografier fra de hambroske badeanstalter (foto: Peter Elfelt/Københavns Stadsarkiv).
Forfatter(e)

Christian Graugaard, chefredaktør

Nete Wingender, du har beskæftiget dig indgående med hovedstadens badeanstalter, som jo gradvist er forsvundet fra byrummet. For at forstå den moderne offentlige badekultur skal vi tilbage til midten af 1800-tallet, hvor stort set ingen havde bad i deres bolig, og hvor der var politisk og lægelig bekymring for især arbejderbefolkningens hygiejniske standard. Ja, en toneangivende hygiejniker som Emil Hornemann kaldte ligefrem København for en »meget skiden By« og forsøgte at overtale bystyret til at gribe ind. I stedet blev det dog en privat filantrop, som tog affære …

Ja, du hentyder til den danskfødte bankier, senere baron, Carl Joachim Hambro, der boede i England. Han havde lagt mærke til, at der i de større engelske byer var opført bade- og vaskeanstalter, hvor arbejderfamilier for en billig penge kunne tage sig et bad og vaske deres tøj. Det var, hvad de københavnske arbejderfamilier efter hans opfattelse også burde have mulighed for. Så i 1850 kontaktede han Københavns Borgerrepræsentation og tilbød tre års renter fra et familielegat til opførelse af en sådan bade- og vaskeanstalt i hovedstaden. 
Borgerrepræsentationen foretog sig i første omgang ikke noget, men i 1865 kunne den hambroske bade- og vaskeanstalt åbne på hjørnet af Hindegade og Borgergade som den første, der var opført for at fremme den personlige hygiejne hos den københavnske arbejderbefolkning. Derfor kom den til at ligge i byens tættest befolkede og fattigste kvarter. På den tid var brokvartererne nemlig endnu ikke udbyggede, så den københavnske befolkning klumpede sig sammen inden for de gamle fæstningsvolde. Tolv år senere – i 1877 – blev den anden hambroske bade- og vaskeanstalt åbnet ved Trinitatis Kirke. De to anstalter var selvejende med kommunalt tilskud og blev bestyret af et udvalg udpeget blandt Borgerrepræsentationens medlemmer.

Karbadet var kvinders foretrukne badeform. Der findes dog kun ét billede af en bruger af karbadet – og det er en mand. Her i Sjællandsgade Bad i 1922 (foto: Peter Elfelt/Københavns Stadsarkiv).Karbadet var kvinders foretrukne badeform. Der findes dog kun ét billede af en bruger af karbadet – og det er en mand. Her i Sjællandsgade Bad i 1922 (foto: Peter Elfelt/Københavns Stadsarkiv).

Hvad var det for mennesker, som frekventerede de hambroske anstalter? Og ved vi noget om, hvordan de i det hele taget blev brugt? Var det kun et spørgsmål om renlighed, eller havde de også karakter af væresteder og sociale oaser?

De to badeanstalter havde et blandet klientel. Der kom småkårsfolk, hvis eneste anden mulighed var etagevask ved den kolde hane i de små køkkener eller for de mindre børns vedkommende i en balje på køkkengulvet. Der var også forretningsfolk, læger, sagførere og andre fra den højere og lavere middelklasse blandt badeanstalternes stamgæster. Heller ikke de havde badefaciliteter i deres hjem. 
For de folk, der brugte badeanstalterne, handlede det udelukkende om at blive vasket. Badeanstalterne blev på den tid ikke brugt som sociale væresteder, det kom først langt senere. De hambroske anstalter kunne i den første tid tilbyde to forskellige former for bade: karbade, der var den ældste og almindeligste badeform, og dampbade kombineret med styrtebade, der tilsyneladende var de to anstalters specialitet. Præcis hvordan det fungerede, står ikke helt klart. Men det var disse to badeformer, der tiltrak badegæsterne fra middelklassen, og ikke de brusebade, der blev indført i de to badeanstalter i 1890. 

Samme år steg antallet af bade med hele 41%. En forklaring er, at man med brusebadsafdelingen udvidede badeanstalternes kapacitet, så det var muligt at betjene flere badegæster. Dertil kom, at brusebadene havde den fordel, at de var hurtigere overstået end kar- og dampbadene og – ikke mindre vigtigt – de var billigere. Et brusebad kostede ti øre, mens det kostede hhv. 25 og 15 øre for kar- og dampbad. Derfor tiltrak brusebadene i højere grad end de to andre badeformer den ubemidlede del af befolkningen. Så noget tyder på, at man ved at installere brusebade på badeanstalterne ramte et reelt behov hos arbejderbefolkningen, især den mandlige del, der kunne nå et hurtigt bad på vej hjem fra arbejde. Brusebadsafdelingen blev da også omtalt som »de fattiges badeafdeling«.

Før den første hambroske badeanstalt blev opført, blev der indhentet erfaringer fra udlandet. Der havde det vist sig, at flere mænd end kvinder gjorde brug af badeanstalterne – og derfor blev den indrettet med flere baderum til mænd end til kvinder. Samme erfaringer gjorde man sig i den første hambroske badeanstalt, så da den anden anstalt skulle opføres, blev også den indrettet med færre baderum for kvinder. Det samme gjorde sig gældende i de kommunale badeanstalter, der blev opført i det tidlige 1900-tal.

Den sorte røg fra de tidlige badeanstalters kuldrevne anlæg betød, at naboerne ikke kunne have vinduer åbne, uden at fint kulstøv lagde sig over det hele. Her er det røgen fra den hambroske badeanstalt ved Trinitatis Kirke. I forgrunden ses den ryddede plads efter det bortsanerede Brøndstrædekvarter, der stødte op til Vognmagergade. Billedet er fra 1911 (foto: Københavns Museum).Den sorte røg fra de tidlige badeanstalters kuldrevne anlæg betød, at naboerne ikke kunne have vinduer åbne, uden at fint kulstøv lagde sig over det hele. Her er det røgen fra den hambroske badeanstalt ved Trinitatis Kirke. I forgrunden ses den ryddede plads efter det bortsanerede Brøndstrædekvarter, der stødte op til Vognmagergade. Billedet er fra 1911 (foto: Københavns Museum).

Statistiske opgørelser for årene 1877-1911 viser da også, at der var tre gange så mange mænd som kvinder, der benyttede badeanstalternes badetilbud. Årsagen kender man ikke med sikkerhed. Men småkårsfolks økonomi kan have spillet ind, så der i højere grad blev sparet på kvinders end på mænds bade. Også de færre baderum til kvinder kan have spillet ind. Det mente i hvert fald en kvindelig bruger af badeanstalterne i et læserbrev i B.T. i 1923. Hun var stærkt provokeret af, at hun i en artikelserie om københavnernes renlighed kunne læse, at kvinder var mindre renlige end mænd. En forklaring på, at kvinder benyttede badeanstalterne mindre end mænd, var efter hendes mening, at kvinder ofte måtte vente 1-2 timer på et karbad, hvad børnepasning og husarbejde foruden arbejde uden for hjemmet ikke levnede tid til. Det var ikke tilfældigt, at det var ventetiden for karbad, der blev kritiseret, for det var den badeform, mange kvinder foretrak – og stod i kø efter. 
I øvrigt er det interessant, at københavnernes renlighed – eller snarere mangel på samme – endnu i 1920’erne kunne trække avisoverskrifter.

Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet, hvor kønsmoralen som bekendt var en del strammere end i dag. Hvordan håndterede man egentlig kønsfaktoren? Hvordan sikrede man sig, at anstalterne ikke inspirerede til erotisk usædelighed?

Forholdene i 1800-tallets badeanstalter var nogle ganske andre end i de middelalderlige badstuer, hvor omgangen mellem de to køn var afslappet og løssluppen. 1800-tallets bornerthed i erotisk henseende afspejler sig i, at de kvindelige og mandlige badegæster var skarpt adskilt, ikke kun med hver deres badeafdeling, men også med hver deres indgang og ventesal. De to køn behøvede slet ikke at se hinanden – i hvert fald ikke, når de kom til den hambroske badeanstalt ved Trinitatis Kirke, hvor mændenes indgang var fra Købmagergade, mens kvinderne brugte en indgang fra Landemærket. Senere var man i de kommunale badeanstalter nået til, at de to køn godt kunne have samme indgang, men stadig hvert deres venteværelse – og selvfølgelig hver deres badeafdeling. 

Efter at vaskeriet var nedlagt i de hambroske badeanstalter, havde fattige kvinder ikke andre muligheder end at klare tøjvask i deres små køkkener eller i boligejendommenes vaskekældre. Som her i en saneringsmoden ejendom i Baggesensgade på Nørrebro. Billedet er taget så sent som 1965 (foto: Boligkommissionen/Københavns Stadsarkiv).Efter at vaskeriet var nedlagt i de hambroske badeanstalter, havde fattige kvinder ikke andre muligheder end at klare tøjvask i deres små køkkener eller i boligejendommenes vaskekældre. Som her i en saneringsmoden ejendom i Baggesensgade på Nørrebro. Billedet er taget så sent som 1965 (foto: Boligkommissionen/Københavns Stadsarkiv).

Som antydet var badeanstalterne en del af et større hygiejnisk projekt, og jeg forstår, at de også havde et tøjvaskeri tilknyttet … 
Ja, og for arbejderkvinderne, der ikke havde andre steder at vaske tøj end i deres små usle køkkener, var den mulighed for at vaske og tørre familiens tøj populær. Så der var pres på vaskeriet, især om lørdagen, og det kunne vare til langt ud på aftenen, før kvinderne var færdige. Det fik den socialdemokratiske borgerrepræsentant F.J. Borgbjerg til at harcelere over, at fortravlede kvinder måtte vente op til tre timer for at få et ledigt vaskerum. Og så måtte de ydermere tilbringe ventetiden i et venteværelse, der ifølge ham var alt andet end tiltalende. 
Det var naturligvis kun kvinder, der stod for tøjvaskeriet. Og det var da også kun kvinder, der havde adgang til vaskeriet, som var opdelt i adskilte vaskerum. Denne indretning gjorde, at de fattigste kvinder, der kun havde det tøj, de gik og stod i, kunne få det vasket og tørret uden samtidig at blive nidstirret af de andre kvinder. 

Ved opførelsen af bade- og vaskeanstalten ved Trinitatis Kirke blev det opfattet som et særligt plus, at der var indgang til vaskeriet fra Pilestræde, så kvinderne kunne komme og gå uden at blive set af badegæsterne. Erfaringer fra bade- og vaskeanstalten i Hindegade havde nemlig vist, at mange af de kvinder, der brugte vaskeriet, følte skam over at få deres fattigdom udstillet. Det blev dog ikke længere muligt efter indretningen af brusebadsafdelingen, eftersom den også fik indgang fra Pilestræde. Men da de fleste af de badegæster, der søgte brusebadene, selv var fattige, har det måske ikke været til så stor gene for de kvinder, der brugte vaskeriet. 

De kommunale badeanstalter, der blev opført i det tidlige 1900-tal, var uden tilknyttet vaskeri. Begrundelsen var, at behovet ikke længere var så stort, fordi der til de nyopførte arbejderboliger i brokvartererne hørte både vaskekælder og tørreloft. Det gjorde også de kommunale badeanstalter betydeligt billigere i drift. 

Badeanstalterne levede et hårdt liv, og de blev langsomt, men sikkert slidt ned. Ja, flere kunder gjorde ligefrem indsigelser over deres tiltagende uhumskhed. Hertil kom, at naboerne klagede over røg og gnister fra anstalternes skorstene. Og endelig var der en stadigt større gæld i foretagendet. Alt dette førte til lukninger og et stigende pres på magistraten for at overtage driften. Det var vel sådan, de første kommunale badeanstalter så dagens lys?

Tilsyneladende det eneste billede, der findes af kvinder i bad. Billedet er fra kvindernes brusebadsafdeling i Sjællandsgade Bad i 1920. De enkelte brusebade var placeret mellem to små omklædningskabiner, hvad der gjorde benyttelsen af brusebadene mere effektiv (foto: Peter Elfelt/Københavns Stadsarkiv).Tilsyneladende det eneste billede, der findes af kvinder i bad. Billedet er fra kvindernes brusebadsafdeling i Sjællandsgade Bad i 1920. De enkelte brusebade var placeret mellem to små omklædningskabiner, hvad der gjorde benyttelsen af brusebadene mere effektiv (foto: Peter Elfelt/Københavns Stadsarkiv).

Det er rigtigt, at de hambroske badeanstalter i slutningen af 1800-tallet var godt og grundigt nedslidte. Det blev forsøgt udbedret ved reparationer, hvad der ikke gjorde den voksende gæld mindre. Gælden hang ikke kun sammen med, at der var henlagt for få midler til badeanstalternes drift, men også med kulprisernes himmelflugt. Det var dyrt at varme vand til badene og vaskeriet. I følge politikerne var prisen på ti øre for et brusebad sat urimeligt lavt, men af hensyn til brusebadsafdelingens fattige brugere holdt de hånden over den. I stedet blev det som en vandbesparende foranstaltning foreslået, at der blev installeret automatiske lukninger på vandhanerne.

Ved begyndelsen af 1. verdenskrig måtte politikerne give op og sætte prisen på brusebadet op med to øre. Det gjorde det dyrere end i de kommunale badeanstalter, hvor prisen bedre kunne holdes nede som følge af mere tidssvarende anlæg. Prisstigningen kunne også ses som et signal om, at det var de kunder fra middelklassen, der søgte kar- og dampbadet, der skulle satses på. Arbejderbefolkningen måtte bruge de kommunale badeanstalter.

De nedslidte og gældsramte hambroske badeanstalter kan have haft en vis betydning for, at Borgerrepræsentationen i det tidlige 1900-tal besluttede at opføre kommunale badeanstalter. Men det helt afgørende var sundhedsmyndighedernes og politikernes bekymring for arbejderbefolkningens hygiejniske standard og dermed deres sundhed. Både i forhold til varmtvandsbadeanstalter, som badeanstalterne også blev kaldt, og friluftsbadeanstalter var København langt bagud i forhold til de større byer i Tyskland og England. Under debatterne i Borgerrepræsentationen i 1890’erne blev det nævnt, at man nærmest måtte tvinge arbejderbefolkningen til at bade, og i Social-Demokraten var der opfordringer til læserne om at bruge badeanstalterne. Men det udvalg, der var nedsat for at undersøge byens badeforhold, var ikke enig i, at arbejderbefolkningen havde en uudviklet sans for renlighed. Snarere drejede det sig om, at der var for få badeanstalter til at dække behovet, og at de få, der var, lå for langt væk fra brokvarterernes arbejderboliger og var for små og dyre. 

At det ikke stod helt galt til med arbejderbefolkningens sans for renlighed, synes også at fremgå af, at Borgerrepræsentationen i januar 1899 modtog ca. 8.000 underskrifter fra beboere på Vesterbro, der ønskede en badeanstalt opført i området. Blandt politikerne var der uenighed om, hvorvidt opførelsen af badeanstalter var en kommunal eller en privat opgave. Men da der fra privat side ikke var den store interesse for at løse problemet med billige bademuligheder for arbejderbefolkningen, blev det kommunen, der tog opgaven på sig. 

Var der forskel på de kommunale badeanstalter og de klassiske private bade?

Tja, ud over at de kommunale badeanstalter i det tidlige 1900-tal var mere tidssvarende end de gamle hambroske badeanstalter, afspejler forskellen sig nok tydeligst i badeformerne, der tiltrak forskelligt klientel. Den opgave, kommunen satte sig for i det tidlige 1900-tal, var at give arbejderbefolkningen en så let og billig adgang til de såkaldt »almindelige renselsesbade« som mulig, dvs. til brusebade. Karbade var for dyre i drift og badekarrene vanskelige at holde så rene, at de ikke udgjorde en smitterisiko. Derudover var karbadene en ineffektiv badeform. Derfor blev den første kommunale badeanstalt i Saxogade på Vesterbro – åbnet i 1903 – indrettet udelukkende med brusebade, også selv om der blandt politikerne var delte meninger om deres hygiejniske effekt. Der var dem, der betragtede brusebadet som et »nødtørftigt renselsesbad«, mens andre anså det for at være mere hygiejnisk og appetitligt end karbadet og dertil også en hurtigere og billigere badeform. Netop det sidste var en forudsætning for, at arbejderbefolkningen kunne blive en del af kommunens renlighedsprojekt – ligesom det også passede kommunens pengebeholdning ganske godt. 

Da kommunen i 1918 besluttede at nedlægge den hambroske badeanstalt ved Trinitatis Kirke som den sidste af de to gamle selvejende badeanstalter, førte det til kraftige protester. På det tidspunkt var »de fattiges badeafdeling« og vaskeriet allerede nedlagt uden protester. Arbejderbefolkningen brugte de kommunale badeanstalter, mens det hovedsageligt var borgere fra middelklassen, der benyttede kar- og dampbadene i den hambroske badeanstalt. Deres protester rettede sig mod, at den hambroske anstalt ikke kunne erstattes af de kommunale badeanstalter, hvor der kun var få karbade og ikke noget dampbad. Det sidste hæftede især de kvindelige underskrivere af protesten sig ved. De mente ikke, at dampbadet kunne erstattes af det finskinspirerede svedebad, saunaen, der var blevet installeret i Sjællandsgade Bad. Det var tilsyneladende ikke en badeform, de brød sig om, og det handlede om blufærdighed. Kvinderne fandt det ubehageligt at skulle dele et stort fælles baderum med andre kvinder.

Jeg er selv vokset op i Lægeforeningens Boliger på Østerbro – endnu et produkt af 1800-tallets socialmedicinske eksperimenter – og i min barndom i 1970’erne havde vi hverken bad eller varmt vand. Derfor gik jeg ofte med min far i Øbro Hallen, og selv om det var en svømmehal, husker jeg tydeligt den helt særlige stemning i dampbadet, hvor snakken gik, og der var livlig social aktivitet. Jeg tror, det var lidt af et andet hjem for nogle af de ældre herrer. Tror du også, det er tilfældet med de få tilbageværende badeanstalter i dag? Er de blevet til små sociale oaser, hvor tiden er gået i stå, og man kan reflektere over tilværelsen og få nye bekendte? Og er det grunden til, at de bliver holdt i live, selv om alle har rindende vand og rigelig adgang til shampoo og sæbe …?

Den sorte røg fra de tidlige badeanstalters kuldrevne anlæg betød, at naboerne ikke kunne have vinduer åbne, uden at fint kulstøv lagde sig over det hele. Her er det røgen fra den hambroske badeanstalt ved Trinitatis Kirke. I forgrunden ses den ryddede plads efter det bortsanerede Brøndstrædekvarter, der stødte op til Vognmagergade. Billedet er fra 1911 (foto: Københavns Museum).Den sorte røg fra de tidlige badeanstalters kuldrevne anlæg betød, at naboerne ikke kunne have vinduer åbne, uden at fint kulstøv lagde sig over det hele. Her er det røgen fra den hambroske badeanstalt ved Trinitatis Kirke. I forgrunden ses den ryddede plads efter det bortsanerede Brøndstrædekvarter, der stødte op til Vognmagergade. Billedet er fra 1911 (foto: Københavns Museum).

Ja, det tror jeg. I dag, hvor stort set alle har badeværelser, er badeanstalter ikke længere det renlighedsprojekt, det har været tidligere. Derfor ser vi også, at den ene badeanstalt efter den anden er blevet lukket eller har fået nye funktioner som Sofiebadet på Christianshavn og Sjællandsgade Bad på Nørrebro. Nu handler det ikke længere om ren og skær hygiejne, men om wellness i form af karbad med æteriske olier, saunagus, massage og forskellige former for events. Og det handler om at have et socialt værested, hvor man kan mødes på en uforpligtende måde på tværs af alder og kulturelle skel. Så badeanstalternes sundhedsprojekt af i dag har langt flere strenge at spille på, end de havde, da de blev opført.

Og til sidst: Tror du også, at vi har badeanstalter i København og andre store byer om 50 år? 

Hm, det er svært at se så langt ud i fremtiden, men ja, det tror jeg faktisk. Der vil nok fortsat være behov for kropslig forkælelse og sociale oaser. Og her udgør badeanstalten en perfekt ramme.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer