Skip to main content

1.000 klik om dagen

Den enkelte læge klikker på en almindelig hverdag på Lungemedicinsk Ambulatorium mellem 635 og 1.369 gange.

Martin Døssing.
Martin Døssing.

Overlæge, dr.med. Martin Døssing, Lunge- og Infektionsmedicinsk Ambulatorium, Nordsjællands Hospital, Frederikssund
E-mail: Martin.Doessing@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen

29. jan. 2016
4 min.

Da hospitalerne i Danmark indførte it, undrede jeg mig over, at vi startede fra et langt lavere niveau end det, man havde nået i nabolandet Norge, hvor man i mange år havde haft et velfungerende system: DIPS, som jeg havde personlig erfaring med fra vikariater i Norge, og som var kommercielt tilgængeligt. Det danske it-system betød, at personalet kom til at fungere som forsøgskaniner og måtte stå model til alle it’s børnesygdomme. Samtidig har vi gennemgået flere akkrediteringsrunder, hvor det, som patienterne vurderer som meget betydningsfuldt ikke bliver registreret, nemlig at der ikke er for lange ventetider, og at de ser den samme læge gennem hele forløbet.

Klikker kontrolklik på forhånd

I takt hermed er der kommet mere og mere kontrol – alt sammen noget, som tager rigtig meget af den sparsomme tid, vi som læger har sammen med patienterne. Hver gang vi ser en patient, skal vi klikke et utal af gange for at dokumentere, at vi har set blodprøvesvar, at vi har set røntgenbilleder, at vi har set lungefunktionsmålinger etc. Det tager så lang tid, at man af tidsmæssige grunde ofte starter med at klikke ind og dokumentere, at man har set prøvesvar i håbet om, at der i sidste ende er tid til rent faktisk at få det gjort. Det er ikke muligt for mig at foretage en kvalificeret bedømmelse af en nyhenvist patient uden at se de omtalte prøvesvar, og jeg refererer og dokumenterer altid dette i journalen. Derfor føles det overflødigt og for at sige det rent ud – spild af kostbar tid – at skulle klikke 5-6 gange for at dokumentere noget, man alligevel dokumenterer ved at notere det i journalen!

Hvad med min sunde fornuft

Jeg vil kort illustrere, hvad vi bruger tiden til på en almindelig arbejdsdag i Lungemedicinsk Ambulatorium på Frederikssund Hospital. Jeg har 12-14 patienter om dagen og et antal andre kontakter og løbende opgaver – bl.a. et såkaldt brevambulatorium, som ofte indebærer at give svar til patienter, som jeg oftest aldrig har set, om resultater af prøver, jeg ikke har ordineret. Dertil kommer vurdering af røntgenbilleder, CT'er, kontakter til tuberkulosepatienter og smitteopsporing, kolleger, som kommer forbi for at få et råd, praktiserende læger, som ringer ind for vejledning, samt ekstra patienter, som ringer ind og skal have besked om et eller andet. Det kan indimellem knibe med arbejdslysten, knibe med at få nok tid til af få snakket med mine fremmødte patienter og få den grundige sygehistorie, som ofte tidligt vil føre den diagnostiske proces på rette spor og herved undgå misforståelser, overflødige undersøgelser og overflødige ekstrakonsultationer. Jeg vil gerne have tid til at bruge min sunde fornuft, viden og kliniske erfaring til at se patienten i øjnene, lytte, give tryghed, nærhed og skabe tilfredse patienter.

Overdrevent klikkeri

Jeg har på tre ganske almindelige arbejdsdage registreret antallet af klik med musen. Resultatet af min »klik-undersøgelse« viser, at jeg har udført mellem 655 og 1.369 klik om dagen! Der blev talt mellem 39 og 159 klik pr. patient. Hver gang, der foretages et klik eller et dobbeltklik, sker der noget på skærmen, som kræver opmærksomhed og respons – responset er ofte et nyt klik til en ny side. Jeg kender ikke »normalområdet”«for antallet af klik, men jeg ved, at jeg sidder og klikker og glor på skærmen ca. halvdelen af arbejdsdagen.

Hvis den tendens fortsætter (og med den kommende sundhedsplatform er der noget som tyder på, at det er tilfældet), vil det betyde, at det patienterne efterlyser, nemlig mere tid med lægen og sygeplejersken og helst den samme læge og den samme sygeplejerske – og kortere ventetider – vil rykke længere og længere væk. Den overdrevne kontrol, hvis hensigt er god nok, men som er alt for tidsrøvende, kan meget let opfattes som manglende tiltro til, at vi gør vores arbejde ordentligt. Jeg har svært ved at tro, at der skulle komme færre utilsigtede hændelser, og at behandlingsniveauet skulle blive bedre med flere klik. Og jeg tvivler stærkt på, at der skulle være en ligefrem proportionalitet mellem antallet af klik og kvaliteten af sundhedsarbejdet? Vis os evidensen!

Er det ikke på tide at få stoppet det overdrevne klikkeri, få drejet blikket væk fra skærmen mod patienten og vende tilbage til den grundige patientsamtale?