ADHD – behov for en bredere tilgang

I maj 2014 fremlagde Sundhedsstyrelsen en National Klinisk Retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge. I februar i år udsendte styrelsen en tilsvarende retningslinje for voksne. Tilgangen er diagnostisk med udgangspunkt i kernesymptomerne opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. Behandlingsforslagene er om muligt evidensbaserede og primært farmakologiske og rettet mod kernesymptomerne. Mht. de ikkefarmakologiske behandlingsforslag virker det, som om Styrelsen ikke her har researchet lige så ihærdigt som vedrørende den medicinske behandling.

»Lignende vanskeligheder«

Socialstyrelsen lancerede i maj 2013 en national ADHD-handleplan for såvel børn og unge som voksne og med indgående omtale af forebyggende tiltag. I maj 2014 udsendtes et vidensnotat, som byggede videre på handleplanen: »Mennesker med ADHD. Sociale indsatser der virker«. Socialstyrelsen omtaler også indgående de generelt oversete kønsforskelle. Styrelsens tilgang er ikkediagnosticerende, idet sociale indsatser principielt ikke ydes på baggrund af diagnoser. Tilgangen er gennem en udredning at opnå et nuanceret og helhedsorienteret billede af den enkelte persons udfordringer og støttebehov – og de faktorer, der har indvirkning herpå. Der vil ofte være behov for at sætte ind med sociale tiltag over for mennesker, som har vanskeligheder inden for opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet, men som ikke nødvendigvis opfylder de i øvrigt skiftende kriterier for diagnosen ADHD. Derfor anvendes betegnelsen mennesker med ADHD og lignende vanskeligheder. Praksis i flere kommuner viser også, at denne fælles tilgang er hensigtsmæssig.

Og hvorfor så ikke begynde der: ved behov for tiltag hos mennesker med ADHD eller lignende vanskeligheder tage udgangspunkt i en bred social tilgang og være afventende med evt. farmakologisk behandling?

Manglende forståelse

At leve med en ikkeerkendt ADHD-tilstand eller være i lignende vanskeligheder i længere tid kan medføre betydelige uønskede følger. For den enkelte kan især selvtilliden være påvirket – nærmest ikkeeksisterende. Følgevirkningerne kan bidrage til forringet livskvalitet (social isolation, påvirke uddannelses- og ansættelsesforhold, tidligt forældreskab m.m.), endvidere: overhyppighed af misbrug, vold, kriminalitet, øget ulykkelsesrisiko mv. Den manglende forståelse hos omgivelserne af baggrunden for de vanskeligheder, ADHD-tilstanden kan have bragt personen i, kan også medvirke til at udløse psykiske vanskeligheder f.eks. depressive tilstande, angst, personlighedsforstyrrelser mv. – og i årevis at behandle mennesker med psykiske forstyrrelser med psykofarmaka – uden at erkende en underliggende ADHD-tilstand – må alvorligt kunne komplicere forløbet på mange planer.

Som jeg ser det, taler en lang række forhold for primært at være tilbageholdende med medicinsk behandling. Virkningerne på længere sigt er ikke undersøgt. Kontraindikationer. Er personen misbruger, er der risiko for yderligere misbrug, videresalg af ordineret medicin mv. Og generelt: medikalisering.

Tilbageholdenhed gælder ikke mindst over for voksne, hvor dokumentationen for virkning er beskeden, og hvor betydningen af kernesymptomerne ofte overskygges af sociale og eksistentielle forhold, som vel ikke primært behandles medicinsk?

I en del tilfælde tåles medicinen ikke, virker ikke efter hensigten eller ønskes ikke.

Den brede indsats

Som jeg ser det, er det oplagt, at de beskrevne sociale og dermed sammenhængende psykiske forhold, som udgangspunkt bedst kan afhjælpes/lindres med udgangspunkt i den brede indsats, som ideelt set involverer social, pædagogisk og psykologisk ekspertise, med ad hoc-tilgang af psykiatrisk ekspertise, fysio- og ergoterapeuter, ernæringskyndige, kreativ ekspertise m.m.

Da området er komplekst og har betydelig indflydelse på en lang række forhold for den enkelte og for samfundet, kunne et konstruktivt videreforløb, med vægt på både behandling og forebyggelse, være, at det politisk blev besluttet at oprette en samordningsgruppe for de forskellige retningslinjer mv. med repræsentanter fra primært Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen og Undervisningsministeriet.

Interessekonflikter: Arbejder freelance for en forstærket indsats for børn, unge og voksne med ADHD eller lignende vanskelighder