ADHD-centre er af allerstørste nødvendighed

Opmærksomhedssygdommen ADHD bliver for tiden omtalt i flæng i medierne, dels når det drejer sig om ventelister til udredning og behandling på landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, dels når det drejer om svært utilpassede unge, hvad enten det er pigebander, udøvere af »road-raging«, shopaholics eller misbrugere af alle slags. Oven i alt dette vil man ved nærmere undersøgelse også kunne finde mange med ADHD blandt de personer, der deltager i de bandekrige, der fortiden bliver beskrevet i medierne. Desværre er der aldrig fokus på langt den største gruppe, nemlig de personer, der har en tilværelse med ægtefælle og børn, passer deres arbejde eller studie, men alligevel konstant oplever verden kaotisk og stresset og derved har svært ved at finde ud af dagligdagen.

Nu har det igen fået mediernes opmærksomhed (Jyllands Posten den 1. november og den 3. november 2009), idet det viser sig, at nogle misbruger den medicin, som anvendes til behandling af ADHD, nemlig Ritalin og andre, hvor det kemiske navn er metylfenidat. Ritalin har en amfetaminlignende effekt og kan derfor have interesse for personer, der netop ønsker en stimulerende effekt på hjernen. Ritalin og de andre metylfenidatlægemidler bliver af Sundhedsstyrelsen klassificeret som »Afhængighedsskabende lægemidler« på lige fod med morfika, og når læger skriver den slags medicin ud, bliver der samtidig sendt en kopi af recepten til Sundhedsstyrelsen, som således altid har styr på, hvor meget der bliver udskrevet, og hvem der udskriver det. Generelt bryder læger sig ikke om at blive registreret, og det gør, at mange læger, både de praktiserende og speciallæger i psykiatri, ikke er så glade for at stille diagnosen ADHD, da de ved, at det kan være ensbetydende med, at de nu måske skal til at sætte den pågældende person i Ritalinbehandling. Inden for de seneste par år, er der kommet andre lægemidler, som også er gode til behandling af ADHD og ikke er »afhængighedsskabende«, såsom Strattera og Modiodal. Desuden er der også et lægemiddel som Zyban, der egentlig er et antidepressivt middel, der bruges til rygeafvænning og i flere tilfælde har vist sig at have en god virkning til behandling af ADHD. Af disse lægemidler er det kun Modiodal, der ligesom Ritalin er på dopinglisten, men det er relativt uinteressant at misbruge.

Imidlertid har Sundhedsstyrelsen udsendt en vejledning, som dikterer lægerne en prioritering af den medicinske behandling ved ADHD, og Ritalin (eller et andet metylfenidatlægemiddel) skal være førsteprioritet. Generelt drejer det sig om dyre lægemidler, så den enkelte læge skal søge Lægemiddelstyrelsen om at få det gjort tilskudsberettiget. Lægemiddelstyrelsen, der hører ind under Sundhedsstyrelsen, kræver ingen anden argumentation, end at personen har ADHD, og at lægemidlet har en virkning, for at tilskuddet gives. Hvis lægen derimod primært søger om tilskud til et af de andre lægemidler, skal lægen først argumenter for, hvorfor man ikke ønsker at anvende Ritalin (metylfenidat), da dette lægemiddel er det bedst undersøgte. Receptmæssigt er Strattera, Modiodal (og Zyban) udlevering B, dvs. at lægemidlerne kan genudleveres på samme recept, og den tilladelse gives jo ikke til »afhængighedsskabende lægemidler«.

Det er som om, Sundhedsstyrelsen spænder ben for sig selv.

For både børn, unge og voksne med ADHD, er det gældende efter Sundhedsstyrelsens nyeste vejledning (VEJ nr. 38 af 18.06.2008), at det skal være en speciallæge i børne- ungdomspsykiatri eller psykiatri, der stiller diagnosen og opstarter den medicinske behandling, og den praktiserende læge kan så videreføre den.

Før den 18. juni 2008 måtte den praktiserende læge godt stille diagnosen og iværksætte behandlingen af personer over 18 år, blot diagnosen blev konfirmeret af en speciallæge i psykiatri (Sundhedsstyrelsen: VEJ nr. 9881af 08.06.2007).

Det vil være interessant at vide, hvilke personer der står bag denne beslutning, og med hvilken begrundelse man pludselig ønsker at ændre denne praksis. Er Dansk Selskab for Almen Medicin og Dansk Psykiatrisk Selskab blevet hørt her?

Da 3-4% af befolkningen har ADHD, kan man forvente, at mindst 2% vil have behov for en udredning med medfølgende medicinsk behandling. Kort og godt er der alt for få speciallæger i psykiatri til dette store stykke arbejde. Der er for tiden 1-3 års ventetid. Det er på mange måder en vanskelig diagnose at stille, da 85% af patienterne har en anden psykisk lidelse oveni. 65% har yderligere to diagnoser oveni. Det tager nogen tid at opnå en erfaring, der til gengæld gør det meget let at stille diagnosen. At arveligheden er på ca. 80%, gør det meget lettere at stille diagnosen, såfremt børnene eller forældrene og til dels søskende har fået stillet den. Det er først inden for de seneste 5-6 år, at man er blevet rigtig opmærksom på ADHD hos voksne, derfor er der alt for få psykiatere, der har erfaring med det på nuværende tidspunkt, og når nu de praktiserende læger ikke længere må stille diagnosen og opstarte den medicinske behandling i tæt samarbejde med en psykiater, er det forudsigeligt, at ventetiden bliver ekstrem lang - til stor gene og ulempe for personen og samfundet som helhed. Skal der af en eller anden grund skiftes fra Ritalin til Strattera, skal patienten efter den nye vejledning atter ses af en speciallæge, der så kan opstarte denne behandling.

Nogle personer bliver på socialforvaltningernes foranledning udredt af praktiserende psykiatere, der ikke har overenskomst med Sygesikringen. Disse psykiatere stiller blot diagnosen, men opstarter ikke nogen behandling, så nu må disse patienter på en lang venteliste hos en anden psykiater, der har overenskomst med Sygesikringen, så behandlingen kan iværksættes. Tidligere klarede de praktiserende læger dette fint.

Det smarteste, bedste og efterhånden mest nødvendige vil være at oprette ADHD-centre, hvor man kunne undersøge og behandle alle lige fra børnehavealderen til folkepensionister. Der vil være behov for et center for hver 80.000 indbyggere. Det svarer til et i hver kommune, og f.eks. fire i Århus. Det skal svare til antallet af socialcentre. ADHD-centret skal have ansat både børne- ungdoms- og voksenpsykiatere, som skal diagnosticere og iværksætte den medicinske behandling. Der skal være pædagoger til at støtte, strukturere og coache patienterne. Der skal være psykologer til dels at hjælpe psykiaterne med diagnosticeringen og terapien, både individuelt og i grupper, dels til at supervisere pædagogerne. ADHD-centret skal selvfølgelig også have mange socialrådgivere ansat, da rigtig mange vil få brug for deres hjælp på mange måder. Da en del personer med ADHD også er motorisk svage, har hypermobile led osv., vil det også være nødvendigt med fysio- og ergoterapeuter. Sekretærer og administrativt personale er en selvfølgelighed. Det kræver således en tværfaglig indsats at behandle ADHD, hvor den medicinske behandling i mange tilfælde er det vigtigste, men til gengæld det mindste af det hele. I dag er der generelt en meget ringe opfølgning efter opstart af den medicinske behandling. ADHD er grundlæggende en funktionel forstyrrelse. Når man har set én m ed ADHD, har man set én med ADHD.

Det vil dog være passende, hvis centret også tog sig af andre diagnosegrupper inden for neuropsykiatrien som f.eks. Aspergers syndrom og Gilles de la Tourettes syndrom. Måske bør det hedde et NeuroPsykiatrisk Center.

Interessekonflikter:

Forf. har i perioden 2005-2009 deltaget i de internationale multicenter-undersøgelser, LAMDA 1 og LAMDA 2, sponsoreret af Janssen-Cilag A/S, og har holdt foredrag sponsoreret af hhv. Novartis Healthcare A/S, Eli Lilly Danmark A/S og HB Pharma.

Mogens Brødsgaard er medforfatter til PsykiatriFondens bog: ADHD - opmærksomhedssygdommen hos børn og voksne. PsykiatriFondens Forlag, 2007.