Ældres alkoholproblemer kræver behandling

Jeg er meget glad for, at Ugeskrift for Læger har optaget dette tema [1], som trods sin store og tiltagende betydning kun får ringe opmærksomhed. Forfatterne danner et rigtig godt overblik, som jeg gerne vil supplere med nogle anmærkninger:

Klarlægninger om AUDIT er udmærkede, men der differentieres ikke mellem kvinder og mænd. Dette er dog vigtigt, ikke kun fordi selve AUDIT tager hensyn til kønsforskellen, men også fordi især hos ældre kvinder stiger andelen af storforbrugere i tiltagende grad i de yngre kohorter [2].

Når der er tale om behandling, skal man tage hensyn til, at der findes forskellige former for alkoholproblemer hos ældre. En almindelig opdeling er den i early- og late-onset alcoholics, som ikke dækker det hele, men er et godt didaktisk hjælpemiddel til at være opmærksom på forskelle. Det er sandsynligvis især late-onset alcoholics, som har bedre komplians og forløb med bedre terapiresultater [3].

Udtalelsen, at ældre har sværere abstinenssymptome og flere komplikationer, kan let misforstås. Tyngden af abstinenstilstand hænger ikke sammen med den kalendariske alder, men med komorbiditet og almentilstand og tyngden af alkoholafhængigheden [4, 7-11].

Det er helt positivt, at forfatterne anbefaler benzodiazepiner til afrusning, som jo er international standard. Man ville dog ønske en kommentar til, at man flere steder i Danmark fortsat bruger barbiturater, som verden rundt endnu kun bruges meget få steder pga. deres toksicitet.

Det er meget positivt, at fortatterne fremhæver, at disulfiram (Antabus) er en farlig medicin til ældre, og at man frem for dette skal bruge naltrexon. Men desværre står Sundhedsstyrelsens regler imod, idet der kræves en detaljeret behandlingsplan for tilskud til naltrexon, hvorimod enhver læge kan ordinere Antabus uden nogen som helst restriktioner.

De danske anbefalinger til alkoholforbrug indebærer kun mængder pr. hhv. dag og uge. De australske [5] og tyske [6] anbefalinger fremhæver derimod yderligere, at det er vigtigt at overholde minimum 1-2 dage om ugen uden alkohol. Afholdenhed er nemlig ikke blot et terapeutisk mål, men også et terapeutisk middel, idet det skærper patientens fornemmelse af, hvordan alkohol påvirker vedkommendes befindende. Og det er et diagnostisk redskab, idet det afklarer, om en person har svært ved at renoncere på alkohol eller ej, og på den måde hjælper det selve patienten mhp. opmærksomhed og eftertanke.