Min skepsis over for akkreditering blev vendt til noget positivt, fordi læger har været med til definere standarderne, skriver praktiserende læge Annette Ransløv i et debatindlæg.
200 læger mangler at akkreditere og er måske på vej til at stoppe i almen praksis inden for de næste år.
Det er jo ikke særligt opmuntrende læsning i en tid, hvor det ikke alle steder er lige let at besætte de ydernumre, der bliver ledige. Men det er også ærgeligt, hvis man taber sådan en gruppe med stor erfaring og betydning for en masse patienter uden en ordentlig grund.
Spørgsmålet er derfor, hvorfor det endnu ikke er lykkedes at få alle med, og om vi kan gøre noget for, at de kommer det.
Jeg tror, det handler om en stille protest mod alle de registreringspåbud, vi stilles overfor i almen praksis, hvor bl.a. dokumentationskrav om, hvad vi skal fylde vores notater med, gør, at man tænker, at nu er det nok.
Desuden kom kravet på et tidspunkt, hvor der i forvejen var en ret giftig stemning mellem de øvrige myndigheder og praksis, og hvor vi nærmest dagligt var udsat for angreb på vores faglighed og integritet.
Jeg hørte selv om det første gang på et LUP-kursus i 2013 og blev rasende. Både fordi det lagde sig i slipstrømmen af en masse negativ propaganda om praksis, og fordi vi alle havde hørt om, hvordan det var foregået på sygehusene.
Jeg var således heldig at få en introduktion til akkreditering, hvor jeg kunne se, at der også var fordele i det for mig.
Min skepsis blev heldigvis vendt til noget positivt, idet der på kurset var inviteret læger med, som havde været med til at udvikle de standarder, vi skulle have med i akkrediteringen. Det viste sig, at man havde taget ved lære af processen på sygehusene og netop havde bedt dem, som det handlede om, om at være med til at definere, hvad der var vigtigt.
Jeg var således heldig at få en introduktion til akkreditering, hvor jeg kunne se, at der også var fordele i det for mig og blev overbevist om, at det ikke først og fremmest var en kæp, man havde opfundet til at slå praksis oven i hovedet med.
Derfor syntes jeg heller ikke, at det var så tungt at komme i gang med. Selvfølgelig tog det tid, men det medvirkede også til en større klarhed over for både mig selv og mit personale på, hvordan vi syntes, man skulle håndtere medicinbestillinger, kronikerbehandling, rengøring mv.
Så for mig har det været en god proces, og jeg er ret overbevist om, at vi godt kan få de fleste af de 200 med, hvis vi kan overbevise folk om fornuften i det og om, at man får noget ud af at gøre det, ud over bare at tilfredsstille nogle urimelige myndigheder.
De læger, jeg har kendskab til, som mangler, er i hvert fald hverken udbrændte eller stakkels på anden måde, så jeg håber, at den hjælpende hånd, jeg ved regionen og PLO har strakt ud gennem KAP-H kan motivere de sidste for at komme med på vognen.
