Aktiv dødshjælp

Lægeforeningens etiske principper for, at læger ikke skal deltage i aktiv dødshjælp, som formuleret ved Lise Møller, er rosværdigt klar. Læger kan nemt føle sig pressede i dette svære spørgsmål. For knap fire år siden havde jeg et indlæg om emnet, hvor jeg skrev, at kravet om retten til en værdig død ofte var meget fremme i medierne.

Ønsket er forståeligt og vil muligvis en dag blive vedtaget i Folketinget. Etisk Råd har i sin erklæring fra 2003 skrevet ”Eutanasi er uforeneligt med et etisk forsvarligt forhold mellem læge og patient”. Om det Etiske råd også i fremtiden kan modstå et eventuelt folkeligt ønske om retten til assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp er usikkert. Oftest er der i argumentationen herfor ikke en klar beskrivelse af, hvem der skal udføre drabet, en handling, der som regel pakkes ind i pæne formuleringer. Hidtil er læger blevet nævnt som kandidater til jobbet. Mit synspunkt er, at læger slet ikke skal involveres i udførelsen af assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp.

Læger og sygeplejersker er uddannede til at læge og helbrede deres patienter, ikke til at slå dem ihjel. Der må uddannes en ny faggruppe til at varetage arbejdet professionelt i dertil indrettede klinikker. Den nye faggruppes uddannelse skal omfatte viden om de love, der kommer til at vedrøre eutanasi, nogen viden om farmakologi, psykologi og en del praktiske færdigheder. Den nye faggruppe kunne kaldes eutanasiologer. Der skal selvfølgelig forud for iværksættelse af assisteret selvmord være dokumentation ved psykolog eller psykiater, så man sikrer sig, at det er personens eget inderlige ønske, og ikke et ønske begrundet i at skåne familie og pårørende. Endvidere måtte en juridisk instans skulle godkende iværksættelse af fremskyndet død.

Ved indlagte patienter må eutanasiologen kunne tilkaldes med henblik på at forklare patient og pårørende, hvor og hvordan dødshjælpen kan foregå. I praksis vil det indebære, at den syge fra hospital skal udskrives og overflyttes til den pågældende klinik. Personen kan også komme fra eget hjem. På klinikken skulle der være et passende udstyr, så den der søger en værdig død, ikke føler sig frastødt af omgivelserne. Der måtte gerne være blomster, dæmpet musik og levende lys. Hvordan den ny måde at afslutte livet på rent faktisk udføres, må det være op til farmakologisk ekspertise at vejlede om. Efter 6 timer skal der så tilkaldes en læge til at konstatere, at døden er indtrådt, og at dødsstivhed og dødsmærker har indfundet sig. Herefter kan begravelse eller ligbrænding finde sted på normal vis.

Læger og sygeplejersker skal så vidt det er muligt mindske eller fjerne patienters smerter. I en del tilfælde er det trods morfinpræparater ikke muligt at fjerne smerterne. Der er sygdomme, især neurologiske, hvor det ikke er smerter, men f. eks. lammelser, der kan gøre livet uudholdeligt. Psykiske lidelser vil være et område, hvor ønsket om fremskyndet død utvivlsomt vil opstå hyppigt. Her må psykiaterens tilbud om behandling forhindre juridisk imødekommelse af ønsket.

Det er vigtigt, at det ikke er læger og sygeplejersker, der udfører dødshjælpen. Patienter skal ikke frygte, at deres læge en dag vil afslutte deres liv. Lægen skal kunne afvise patientens ønske herom med at henvise til, at der er andre instanser til at tage sig af den opgave.