Skip to main content

Akupunktur er kommet for at blive i det danske sundhedsvæsen

Lad os droppe firkantetheden og finde de områder, hvor akupunktur kan være til gavn for patientbehandlingen.

Praktiserende læge Tommy Sommer, Lægehuset i Rødby
Næstformand i Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab, DMAS
Repræsentantskabsmedlem i LVS
Bestyrelsesmedlem i ICMART, International Council of Medical Acupuncture and Related Techniques
E-mail: Tsommer61@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

11. feb. 2016
4 min.

Akupunktur er kommet for at blive. Lige siden starten af 1970'erne har interessen for denne behandlingsform været stor og voksende i den vestlige verden. I Danmark har Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab (DMAS) været det lægelige selskab, der siden 1974 har haft som sit formål at styrke kendskabet til og øge implementeringen af akupunktur i det danske sundhedsvæsen. DMAS' ca. 600 medlemmer er læger fra mange forskellige specialer, dog overvejende praktiserende læger samt tandlæger, dyrlæger og respektive studerende. DMAS er medlem af De Lægevidenskabelige Selskaber/LVS.

Faktaboks

Fakta

Mange læger kan akupunktur

Hvordan er det så gået? Gennem årene har hundredvis af vores medlemmer gennemgået selskabets moduluddannelse. Akupunktur tilbydes på de fleste fødesteder i Danmark, på flere hospitaler har man indført akupunktur som et tilbud ved postoperativ kvalme og opkastning, på flere hospitaler bruger man akupunktur på andre indikationer f.eks. i forbindelse med kemoterapi eller på smertecentre. Akupunktur er især udbredt i almen praksis.

I starten var akupunktur et lægeligt behandlingsområde, da man betragtede indføring af nåle i huden som et operativt indgreb. Dette er siden blevet ændret politisk, så der i dag ikke findes nogen officielle krav til dem, der udøver akupunktur. Alternative behandlere kan dog blive Registreret Alternativ Behandler (RAB), som ikke er en officiel autorisation, men en registrering, der garanterer en vis uddannelse. Personer med en sundhedsfaglig uddannelse, som læger, sygeplejersker og fysioterapeuter kan ikke blive RAB, medmindre de frasiger sig deres sundhedsfaglige autorisation.

Beslutning bør træffes af en læge

Der er i disse år stort fokus på patientsikkerhed, og godt for det. Vi skal alle kunne føle os trygge i det danske sundhedsvæsen. Mht. akupunktur kunne det kan være en fordel, hvis beslutningen om at bruge akupunktur hos en given patient blev truffet af en læge med kendskab til behandlingen. Som læger er vi uddannet til at diagnosticere og behandle.

De læger, der vælger at nedsætte sig som fuldtidsakupunktører i egne klinikker, er underlagt tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Hvis der længere nede ad gaden ligger en anden akupunkturklinik, der drives af en ikkelæge, er denne klinik fritaget for tilsyn. Vi har fra DMAS' side forelagt dette forhold for Styrelsen for Patientsikkerhed, da vi undrer os over logikken og også finder det konkurrenceforvridende. Svaret fra styrelsen er, at hvis man som læge ønsker at undgå tilsyn, så kan man jo bare fraskrive sig sin lægelige autorisation! Øger det patientsikkerheden?

Den hellige evidens

Danske læger har i lang tid haft en udtalt berøringsangst over for akupunktur i den hellige evidens' navn. Når Nordisk Cochrane Center siger, at det ikke virker, så virker det ikke. Vi i DMAS mener, at det kan gøres mindre firkantet. F.eks. er der det tilbagevende spørgsmål, om en placebogruppe nu også er en placebogruppe eller en anden aktiv gruppe. Selv ikkepenetrerende nåle kan have en effekt. På den måde har vi fraskrevet os en virkningsfuld og billig behandlingsmetode, der er stort set uden bivirkninger. Set med globale briller er Danmark et uland, når det kommer til implementeringen af akupunktur. I Østrig og Portugal undervises der i akupunktur på universiteterne. I Brasilien har man 120 afdelinger, hvor man kun beskæftiger sig med akupunkturbehandling. Selv Nordafrika er længere fremme. Jeg ved ikke, hvad det er, vi er så bange for, og hvorfor vi tror, at vi har patent på sandheden i Danmark.

Jeg ser et stort potentiale i onkologien og den palliative behandling. Ikke som en erstatning for effektiv cancerbehandling, men til behandling af følgetilstande som træthed, nattesved, uro, kvalme og opkastning. Akupunktur i forbindelse med kemoterapi giver færre bivirkninger, som ellers ofte medfører, at dosis reduceres eller behandlingen helt opgives, hvorved patientens muligheder for helbredelse forringes.

I DMAS håber vi, at den øgede politiske bevågenhed for CAM (Complementær og Alternativ Medicin)* kan være med til at finde de områder, hvor disse behandlinger kan være til gavn for patientbehandlingen i Danmark.