Skip to main content

KRONIK Almen praksis bløder fortsat i de områder, hvor behovet er størst

Der er veje til at bevare familielægen i hele Danmark, men hvor er viljen?

Ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Mads Toft Kristensen.
Ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Mads Toft Kristensen.

Speciallæge i almen medicin, ph.d.-studerende Mads Aage Toft Kristensen, Forskningsenheden for Almen Praksis, Københavns Universitet
E-mail: mads.kristensen@sund.ku.dk
Interessekonflikter: ingen

10. jun. 2015
7 min.

DR Nyheder har netop opgjort, at der er 116 ledige stillinger som alment praktiserende læger i Danmark. Dette tal beskriver imidlertid ikke den reelle mangel på alment praktiserende læger. Det blev usynliggjort ved overenskomsten i 2011 mellem Regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Indtil da var antallet af stillinger automatisk koblet til indbyggertallet i en kommune med et normtal på 1.600 patienter pr. alment praktiserende læge. Siden 2011 er adskillige tomme lægepraksis inddraget, og nye ydernumre udbydes ikke, hvis de eksisterende alment praktiserende læger kan tage flere patienter. Resultatet er, at der primært er blevet færre alment praktiserende læger i de områder, hvor behovet er størst. Det svarer til at fjerne klassekvotienten i folkeskolen, aflønne lærerne efter antallet af elever og lade lærerne selv vurdere, om de f.eks. kan håndtere 35 elever i en klasse. Vel at mærke uden hensyntagen til, om nogle elever er tosprogede og uden at monitorere serviceniveauet og resultaterne af undervisningen.

På fem år er hver tiende alment praktiserende læge ophørt i socioøkonomisk udsatte kommuner

I stedet for at sætte tal på mangelen på alment praktiserende læger er det tidligere påvist, at der fra 2010 til 2013 i Region Sjælland er blevet færrest alment praktiserende læger i socioøkonomisk udsatte kommuner, som primært er udkantskommuner, hvor de tilbageværende læger skal tage sig af flere patienter med højere forekomst af kroniske sygdomme og kortest middellevetid [1]. Nye tal viser, at denne udvikling er forstærket. Fra den 1. oktober 2010 til den 1. maj 2015 blev der 29 færre alment praktiserende læger i Region Sjælland (Tabel 1). Nedgangen i antallet af alment praktiserende læger er markant størst for de seks socioøkonomisk mest udsatte kommuner, kommunesocialgruppe 3 (KSG 3) [0], med 22 læger (11,6%), hvor andelen af borgere over 65 år oven i købet er betydeligt højere end i resten af regionen. I KSG 3 skete der en gennemsnitlig stigning på 176 (10,6%) borgere pr. alment praktiserende læge, mens stigningen i de fem bedst stillede kommuner (KSG 1) var på 79 (5,6%) borgere pr. alment praktiserende læge. I Kalundborg og Lolland Kommuner, som begge tilhører KSG 3, er der nu over 2.100 borgere pr. alment praktiserende læge.

Denne udvikling er fortsat i en tid med centralisering af sygehusene med færre sengepladser og kortere indlæggelsestid samt en aldrende befolkning med flere kroniske sygdomme, som i den grad kræver et stærkt primært sundhedstilbud. Der er ikke grund til at antage, at det ikke skulle forholde sig på samme måde andre steder i Danmark. Dertil forventer Sundhedsstyrelsen, at antallet af alment praktiserende læger fortsat vil falde frem mod 2020 [2]. Det kalder på handling både fra lands- og regionspolitikere og fra de alment praktiserende læger. Manglen på alment praktiserende læger har hovedsageligt ramt de socioøkonomisk udsatte land- og byområder, og derfor kan den skæve lægefordeling ikke løses alene ved at uddanne flere alment praktiserende læger. For det første vil det tage 5-10 år, før det får effekt, og for det andet vil effekten sandsynligvis komme sidst i de socioøkonomisk mest udsatte områder, hvis der ikke sættes målrettet ind for at modvirke lægemanglen her.

Lad lægepraksis med de mest syge få flest resurser

Her og nu er der brug for tiltag, der gør det mere attraktivt at arbejde i socioøkonomisk udsatte områder. I en dansk artikel fra 2012 har man fundet, at forskelle i patientgrundlag kan forklare en mindre indtægt på op til 400.000 kr. i almen praksis i socioøkonomisk udsatte områder [3]. Det er også påvist, at på trods af den mindre indtjening er arbejdsdagene længere, og der er større risiko for udbrændthed hos lægerne [4]. Hvem kan fortænke yngre almenmedicinere i at nedsætte sig i andre områder, når der er frit valg på alle hylder? Der er brug for at udligne forskellene, f.eks. ved et basishonorar, der er differentieret efter sociodemografi, hvorved lægerne kan kompenseres økonomisk for den øgede arbejdsmængde. Modellen er enkel og ligger klar til brug i Danmark. Den bygger på erfaringer fra bl.a. Sverige og England, hvor der i det primære sundhedsvæsen sker en omfordeling af resurserne efter behovet for sundhedsydelser. I England forpligtes de alment praktiserende læger via et differentieret basishonorar til f.eks. at foretage særlig børne- og svangreprofylakse, tilbyde særlig kronikerindsats og deltage i efteruddannelse.

Hvis nogen er i tvivl om de forskellige vilkår for alment praktiserende læger, bør de prøve at arbejde i almen praksis i begge ender af det socioøkonomiske spektrum; der er en verden til forskel! I almen praksis på f.eks. Lolland skal man som læge ud over den større forekomst af kroniske sygdomme og lange medicinlister forholde sig til betydelige psykosociale problemer, som er tidskrævende at tage hånd om, og som ofte ikke kan løses. Men samtidig giver det en følelse af at gøre en stor forskel som læge, da patienterne oftere er alvorligt syge, og der er langt til sygehus og speciallæger. Nogle patienter magter ikke transporten, og derfor må man behandle patienter, som andre steder sendes videre.

Videreuddannelsen kan også omstruktureres: Man kunne som i Norge give læger sidst i speciallægeuddannelsen (fase 3) mulighed for at købe sig ind i en praksis i udkantsområder, samtidig med at de sikres uddannelse, som primært er i ledelse og klinikdrift. Klinisk er fase tre-læger veluddannede, så det vil ikke være på bekostning af patientsikkerheden. I det tidligere Storstrøms Amt blev der for ti år siden givet dispensation fra Sundhedsstyrelsen til, at yngre læger kunne søge en almenmedicinsk hoveduddannelsesstilling uden at have gennemført en introduktionsstilling. Herved blev alle uddannelsesstillingerne besat med velkvalificerede ansøgere, hvor flere valgte over to timers daglig pendling, og en del har nu nedsat sig som alment praktiserende læger i området. Efter at denne dispensation faldt bort, har der været store vanskeligheder med at besætte uddannelsesstillingerne i samme område. Med andre ord: Almen praksis i udkantsområder har ledig uddannelseskapacitet, men kan ikke få uddannelseslæger.

Almen praksis ved en korsvej

Der er behov for betydelige investeringer i almen praksis, og der spores endelig politisk velvilje, men der mangler klare udmeldinger fra PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) om, hvorvidt de reelt vil medvirke til at sikre, at resurser og læger bliver allokeret til områder med størst behov. Hvis politikerne skal tilføre almen praksis flere midler, skal almen praksis kunne levere en løsning på problemet med for få alment praktiserende læger til den mest syge del af befolkningen, som får mest medicin og har længst til sygehuse og øvrige speciallæger. Problemet har fyldt påfaldende lidt i PLO og DSAM's igangværende visionsproces for almen praksis – især med tanke på, at det var et af sundhedsministerens hovedargumenter for lovindgrebet, da konflikten i almen praksis stod for døren for bare to år siden. Måske er nye vinde på vej: alment praktiserende læge Lars Foged, som har været med til at få læger til Vestjylland, skriver i den seneste udgave af DSAM's medlemsblad: »Ja, jeg mener, at PLO i alles interesse skal mane til solidaritet blandt medlemmerne. Hvad, der er godt for Nordjylland, er også godt for Indre By« [5].

Hvis det kan lykkes at løse manglen på alment praktiserende læger i socioøkonomisk udsatte områder, vil almen praksis stå stærkt i fremtidens danske sundhedsvæsen. Hvis ikke, vil de alment praktiserende læger være én af spillerne i et kludetæppe i det primære sundhedsvæsen, som allerede har fået regionsklinikker og andre private aktører. Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har netop udtrykt: »Vi står ved en korsvej. Skal vi have en fast forbindelse eller en færge? Skal almen praksis være en ø eller integreret i det nære sundhedsvæsen?«. Der er brug for en national handlingsplan her og nu, hvor PLO og DSAM er med til at se på alle muligheder for både på kort sigt og på længere sigt, at få alment praktiserende læger til hele Danmark. Der findes løsningsmodeller, som på den korte bane kunne bidrage til at modvirke den fortsatte udhuling af almen praksis i de områder, hvor borgerne har størst behov for et stærkt primært sundhedstilbud.

Læs også artikel: Færrest læger, hvor behovet er størst

Referencer

LITTERATUR

  • 0. Region Sjællands Sundhedsprofil har på baggrund af uddannelse, arbejdsløshed og indkomst inddelt de 17 kommuner i tre kommunesocialgrupper.

  • 1. Kristensen MA, Thorsen T. Mangel på alment praktiserende læger stiger mest i socioøkonomisk udsatte kommuner. Ugeskr Læger 2014;176:V08130497.

  • 2. Lægeprognose 2012-2035. www.sst.dk/publ/Publ2013/02feb/Laegeprogn2035.pdf: 2013.

  • 3. Olsen KR. Patient complexity and GPs' income under mixed remuneration. Health Econ 2012;21:619-32.

  • 4. Pedersen AF, Vedsted P. Understanding the inverse care law: a register and survey-based study of patient deprivation and burnout in general practice. Int J Equity Health 2014;13:121.

  • 5.Foged L. Praktiserende Læger til hele Danmark? Hvad gør vi? Practicus 2015;39:43-5.