Ambulancelægernes sårbarhed kan mindskes

Fokus på ambulancelægernes etiske dilemmaer ved hjertestop er vigtigt og af almen interesse, da problematikken vedrører både patienten, de pårørende, personalet og lægen. En kombineret medicinsk og filosofisk tilgang til emnet må derfor hilses velkommen.

I en nylig artikel i Ugeskriftet påpeges lægens sårbarhed, fordi de etiske overvejelser sjældent journalføres, hvilket efterfølgende kan få de pårørende eller andre til at sætte spørgsmålstegn ved lægens beslutning i den akutte situation.

Jeg mener, at ambulancelægernes sårbarhed kan mindskes, hvis behandlingsindikationen på forhånd er fastlagt for en velafgrænset gruppe af hjertestoppatienter. Det vil betyde, at de vanskelige etiske overvejelser om genoplivning allerede er gjort ved lægens ankomst.

I en kronik i Ugeskriftet i juli fokuserer jeg på plejehjemsbeboere og redegør for, at den nuværende ordning med mulighed for fravalg af hjertestopbehandling ikke fungerer efter hensigten. Ifølge de anførte Københavnske undersøgelser er risikoen for at skade beboeren langt større end chancen for et godt resultat. Fravalgsordningen indebærer desuden et urimeligt etisk dilemma for personalet. Et på forhånd håbløst genoplivningsforsøg bliver i mange tilfælde iværksat, da personalet ellers risikerer frihedsstraf.

Som alternativ til fravalgsordningen foreslår jeg i et debatindlæg i Ugeskriftet i september, hvordan en tilvalgsordning kunne se ud. De formentlig få beboere med et lægeligt begrundet genoplivningsønske kunne man forsyne med et diskret bånd om håndleddet, hvoraf navn og fødselsdag fremgår (skal naturligvis ikke kunne fjernes af beboeren). Dette vil være afgørende for personalets og ambulancelægens beslutningsgrundlag, og det vil dermed mindske de pågældendes sårbarhed. Jeg vil mene at et sådant regelsæt, som formentlig vil kræve en lovændring, vil give tryghed for beboerne, personalet og de pårørende.

Nogle synes måske, at denne systematiske undladelse af genoplivningsforsøg, som omfatter en gruppe plejehjemsbeboere, er kynisk. I mine øjne er det mere kynisk at påtvinge beboerne en behandling med ringe chance for succes og med stor risiko for alvorlig hjerneskade og dermed dårlig livskvalitet.

Det vil være interessant at få en kommentar til denne del af genoplivningsproblematikken set fra en lægelig og en filosofisk synsvinkel.

Det er værd at erindre Hippokrates ord: ”primum non nocere” (først og fremmest ikke at gøre skade).