Skip to main content

Forfattere: Moos T, Møller M

Forlag: København: FADL's Forlag, 2010

SIDER: 275

Pris: 549 kr.

ISBN: 978-87-7749-538-0

BOGANMELDELSE

Bogen er skrevet for lægestuderende, og omfanget af denne tredje udgave er reduceret i takt med den gennemførte reduktion af pensum i neuroanatomi. Herved er indholdet af bogen blevet lettere tilgængeligt for studerende inden for fysio- og ergoterapi samt sygepleje.

Forfatterne er henholdsvis professor i neurobiologi ved Aalborg Universitet og professor i strukturel neuroendokrinologi ved Københavns Universitet.

Det er vanskeligt at foretage en logisk og simpel opdeling af neuroanatomien, og forfatterne blander da også strukturelle og funktionelle inddelinger: Først gives et generelt overblik over centralnervesystemet (CNS) og et afsnit om rygmarven, hjernestammen og hjernenerverne. Herefter følger afsnit om det sensoriske apparat, det motoriske apparat og nervesystemets autonome og neuroendokrine funktioner. I det næste afsnit beskrives det limbiske system, bevidsthed og søvn samt koma og hjernedød omtales kort. I det sidste afsnit i bogen gives en oversigt over CNS, blodforsyning og metabolisme.

Forfatterne har haft held til at give en forståelig og bred indføring i neuroanatomien og samtidig bibeholde den væsentligste del af den detaljerigdom, der karakteriserer denne disciplin. Sproget er let læseligt, og de enkelte afsnit er meget didaktisk opbygget.

Bogen er rigt illustreret med en passende blanding af fotografier af præparater og skematiske tegninger, der understøtter overblikket. Alle afsnit indeholder flere faktabokse, der knytter de neuroanatomiske beskrivelser til funktionelle og kliniske forhold. De latinske betegnelser er tilføjet en dansk oversættelse som en hjælp til de studerende, hvoraf en stor del ikke længere vil have noget kendskab til latin fra skoletiden.

Bogen kan varmt anbefales til lægestuderende i den prækliniske del af studiet og som et brush up før et klinisk ophold på en neurologisk afdeling. Også læger i uddannelsesstilling i de neurologiske specialer vil have glæde af bogen.