Skip to main content

Basisbog i medicin & kirurgi

♠ Overlæge Lars Kristian Munck overlæge Anne Grethe Mølbak E-mail: a.g.molbak@dadlnet.dk

8. feb. 2008
2 min.


Basisbog i medicin og kirurgi er udkommet i fjerde udgave, og den er blevet endnu bedre. I bogen gives der en kortfattet, koncis, lettilgængelig og overskuelig fremlæggelse af de basale aspekter af det medicinske og kirurgiske curriculum, og der inspireres til de nødvendige videre studier og til prioritering af den supplerende læsning. Målgruppen er bredere end de medicinstuderende; specielt kunne tredjeverdenslæger herigennem få en indføring i et let forståeligt, dansk, medicinsk sprog. Værket er stramt redigeret, og de fleste kapitler er yderst velskrevne, om end man ikke i alle udnytter de korte indledende afsnit til den nødvendige læsevejledning. Vi har kun fundet få - og næsten ingen meningsforstyrrende - trykfejl. Forkortelserne er velkomment få og generelt forklaret. Illustrationerne er fremragende og integreres ligesom tabellerne fint i teksten. Flere kunne dog videreudvikles for at øge den visuelle information; eksempelvis kunne blødningsrisikoen ved endoskopisk behandling af galdevejslidelser nemt illustreres ved at angive a. gastroduodenale. Gengivelsen af specielt røntgenbilleder må kunne forbedres til niveauet i det dedikerede billeddiagnostiske afsnit, hvis store uddannelsesmæssige værdi kunne øges yderligere ved en placering før de organ-specifikke afsnit. Afsnittet om den kliniske hverdag og dennes elementer og de øvrige tværgående kapitler supplerer fint de systematiske afsnit, og man kunne ønske sig tilsvarende for anden paraklinik.

Indholdsfortegnelsen kunne udnyttes bedre til at formidle overblikket, eksempelvis ved at man anvendte samme prioriterede typografi som i de enkelte kapitler. Afsnittene med de væsentligste lidelser indledes med nogle nøglepunkter, et fremragende tiltag, som der i kommende udgaver kunne fokuseres mere på, således at det rigtige niveau rammes hver gang, og informationen er præcis og reel. Stikordsregisteret supplerer de velredigerede krydsreferencer i teksten, men enkelte mangler springer i øjnene, som f.eks. for diskusprolaps, hvor der ikke henvises til omtalen af udfaldssymptomer i det neurologiske kapitel, og for steatoré, hvor der ikke henvises til afsnittet om malabsorption. Glascow coma scale findes i to lidt forskellige udgaver i forskellige kapitler. Prioriteringen af de hyppigste og mest akutte sygdomme medfører mangler mht. de mere kroniske lidelser.

Basisbogen er opbygget som en klassisk lærebog. Det er let at se sygdommen, men ofte svært at se patienten. Uden nødvendigvis at blive helt problemorienteret kunne lidelser samles, hvor det er relevant og logisk muligt, eksempelvis de urogenitale infektiøse lidelser og stensygdom i galdevejene.