Skip to main content

Behov for ny faglig profil i tilskudssager

Ida Sofie Jensen, E-mai: isj@lif.dk

1. okt. 2010
2 min.

Medicintilskudsnævnets virke og funktion presses af udviklingen af nye og moderne lægemidler. Udviklingen nødvendiggør reformer af Medicintilskudsnævnets struktur og virke.

Hver måned træffer Lægemiddelstyrelsen beslutning om, hvorvidt danske patienter skal have tilskud til de nyeste lægemidler eller ej. Samtidig revurderer styrelsen løbende tidligere beslutninger.

Lægemiddelstyrelsens tilskudsafgørelser har afgørende indflydelse på lægemiddelforbruget i Danmark og har dermed også afgørende indflydelse på kvaliteten af den medicinske behandling. Tilskudsbeslutninger er ikke »teknik«, det er sundhedspolitiske beslutninger med direkte patientkonsekvenser. Den 15. november 2010 fratages tilskuddet til produkter, som mere end 350.000 patienter anvender. Tilmed oplevede 200.000 af disse patienter også omlægninger af tilskudspraksis i juli 2009.

I praksis følger Lægemiddelstyrelsens afgørelser Medicintilskudsnævnets indstillinger, og kravet om, at Lægemiddelstyrelsens afgørelser skal have et stærkt sundhedsfagligt fundament, stiller derfor også store krav til den sundhedsfaglige kvalitet i Medicintilskudsnævnets arbejde.

Medicintilskudsnævnets beslutningsstrukturer og beslutningsprocesser har været relativt uforanderlige under nævnets mangeårige virke. I modsætning hertil har udviklingen af nye lægemidler ændret sig betydeligt i de senere år. På mange områder sker udviklingen inkrementelt, idet behandlingsmulighederne hele tiden forfines og specialiseres. Disse tendenser skaber nye udfordringer for, hvorledes en faglig robust, objektiv og transparent lægemiddelfaglig rådgivning organiseres i forbindelse med tilskudsbeslutninger. Med den nuværende struktur er det vanskeligt at håndtere disse udfordringer, og det bør derfor være i alle parters interesse at modernisere de beslutningsprocesser og -strukturer, der udgør rammerne for de faglige vurderinger i tilskudssammenhænge.

En nævnsstruktur med syv faste medlemmer er simpelthen ikke tidssvarende. En mere fleksibel nævnsstruktur, hvor nævnet sammensættes med udgangspunkt i det behandlingsområde, som tilskudsafgørelsen omhandler, vil styrke det faglige fundament i nævnets afgørelser.

De seneste års øgede opmærksomhed om Medicintilskudsnævnets arbejde vil yderligere intensiveres i fremtiden. Dermed også sagt, at der er et stadigt stærkere behov for en solid økonomisk og sundhedsfaglig dokumentation for nævnets indstillinger. Der er med andre ord også behov for, at nævnet tilføres resurser og kompetencer, som kan bidrage til en mere systematisk dokumentation i forbindelse med nævnets indstillinger.

Vi må alle med rette kunne forvente et stærkt sundhedsfagligt - og økonomisk - grundlag for Medicintilskudsnævnets indstillinger. Men den nuværende struktur er en hindring herfor, så min opfordring er hermed at samle alle gode kræfter og arbejde for en modernisering af systemet.