Skip to main content

BLOG - Jacob Rosenberg: Hvorfor har vi grænser for omfang i Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal?

Redaktionen får en del henvendelser vedrørende omfangsgrænserne i både Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. Mange forfattere føler, at omfangsgrænserne er snævre.

12. jun. 2012
2 min.

Redaktionen får en del henvendelser vedrørende omfangsgrænserne i både Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. Mange forfattere føler, at omfangsgrænserne er snævre.

Faktaboks

Fakta

Det betragtes som positivt, hvis man kan udtrykke sig i rimelig korthed og får fremsat sine budskaber klart og koncist. Dette gælder i mange sammenhænge og også i vores to tidsskrifter. Omfangsgrænserne er derfor delvist besluttet ud fra et ønske om at kunne formidle stoffet kort og præcist til læserne.

Herudover er der et økonomisk aspekt af vores omfangsgrænser. Al tekst går til sprogbehandling, hvor der er en udgift per ord, og artiklernes omfang har derfor en direkte økonomisk konsekvens for os.

Det er endvidere mere tidkrævende at læse korrektur på lange indlæg i forhold til korte indlæg, og korrekturlæsning er også en udgift for tidsskrifterne.

I Ugeskrift for Læger har vi kun et vist antal sider til rådighed på årsbasis, og hver side er forbundet med en sidepris for tryk og distribution. I Danish Medical Journal, som jo er et internetbaseret tidsskrift, har vi selvfølgelig ikke udgifter til tryk og distribution, men der er stadig de samme udgifter som i Ugeskrift for Læger vedrørende sprogbehandling og korrekturlæsning.

Figurer og tabeller er forbundet med en betydelig arbejdsindsats ikke kun for forfatterne men i høj grad også for tidsskrifterne, da den grafiske opsætning undertiden kan være udfordrende. Vi er derfor også nødt til at have grænser for antallet af figurer og tabeller.

Vores omfangsgrænser er således nødvendige af flere grunde. Omfangsgrænserne både for tekstens længde og for antallet figurer og tabeller er vejledende, men vi bliver nødt til at håndhæve dem med rimelig fast hånd. En sjælden gang kan vi dispensere fra grænserne men som hovedregel skal de følges.