Man møder desværre relativt ofte, at forfattere til videnskabelige artikler foretager fejlciteringer.Som læser, bedømmer eller redaktør opdager man det typisk ved, at der er påstande, der virker mærkelige på et område, som man har kendskab til.
Man møder desværre relativt ofte, at forfattere til videnskabelige artikler foretager fejlciteringer.
Som læser, bedømmer eller redaktør opdager man det typisk ved, at der er påstande, der virker mærkelige på et område, som man har kendskab til.
Den typiske fejl består i, at der refereres til en artikel, som forfatteren faktisk ikke har læst. Man har måske fundet citeringen i en anden artikel og overfører den så ukritisk til sit eget manuskript.
En anden men måske lidt mindre alvorlig fejl er, hvis man anfører et postulat, som stammer fra en original artikel og så i stedet refererer til en oversigtsartikel, hvor postulatet har været fremført.
Faktaboks
Det er god tradition så vidt muligt altid at referere tilbage til den originale kilde.
Disse fejlciteringer, specielt hvor det drejer sig om regelrette fejl, er et væsentligt problem.
Det er dog umuligt for tidsskrifterne at tjekke alt dette i detaljer. Vi bliver nødt til i vid udstrækning at støtte os til forfatternes vederhæftighed og bedømmernes indsigt.
Dette er på ingen måde optimalt, men jeg har svært ved at se andre muligheder, med mindre vi skulle være 100 redaktører ansat i stedet for de nuværende 6 deltidsansatte. Det ville være en enorm arbejdsopgave at tjekke det hele igennem, hver gang vi modtager en artikel.
Man kunne også overveje at foretage stikprøvekontrol af referencerne, men det vil stadig være en stor ekstra arbejdsopgave for de nuværende redaktører, og vi bliver derfor nødt til at lade det være forfatternes ansvar.
Det forholder sig på samme måde selv i de store internationale tidsskrifter, hvor der er mange ansatte i redaktionen, og man kan derfor kun opfordre forfatterne til at have styr på referencerne og ikke foretage fejlciteringer.
