I en artikel på dr.dk med titlen “Danskerne vil have alternativ behandling hos lægen” for nylig fremføres nogle synspunkter, som jeg gerne vil kommentere på.
I en artikel på dr.dk med titlen “Danskerne vil have alternativ behandling hos lægen” for nylig fremføres nogle synspunkter, som jeg gerne vil kommentere på.
Det anføres, at 67% af danskerne mener, at ”sundhedsvæsnet bør være mere åbent over for at tale med patienter om alternativ behandling”. Det er altså ikke det samme, som at danskerne vil have alternativ behandling hos lægen!!
Men har respondenterne overhovedet prøvet at tale med sundhedpersonale om det? Eller er der blot tale om en fordom?
Der er faktisk lavet en hel del forskning af god kvalitet omkring specifikke effekter af alternative behandlinger. Der er få typer af alternativ behandling, hvor man kan påvise specifikke virkninger på specifikke tilstande, men der er langt mellem snapsene.
Personligt har jeg ikke spor imod at tale med folk om alternativ behandling (ser dog ikke patienter, da jeg er patolog). Det er egentlig ikke min fornemmelse, at sundhedsvæsnet har noget imod at tale med patienterne om alternativ behandling. For min skyld kunne brug af alternativ behandling godt være en del af journaloptagelsen – på linje med forbrug af tobak og alkohol. Men det at man kan tale åbent om det er ikke det samme som at anbefale det.
I situationer hvor den alternative behandling kan interferere med den lægefaglige behandling, er det ekstremt vigtigt, at denne åbenhed findes. I mit daglige arbejde som gastro-patolog vil jeg meget gerne vide, om den prøve, jeg undersøger, er fra en patient, som bruger alternativ behandling. Specielt hvis det indebærer indtagelse af naturlægemidler, der kan resultere i morfologisk synlige forandringer af slimhinden.
Jeg husker et eksempel, hvor en endoskopisk biopsi blev foretaget på et barn, hvor en irisanalytiker havde stillet diagnosen cøliaki (biopsien viste normale forhold). I et andet tilfælde blev en patient efter eget ønske sigmoideoskoperet, fordi en homøopat havde stillet diagnosen ”utæt tarm”. Der var forandringer, som kunne forklares ud fra patientens forbrug af et ”hav af naturlægemidler”.
Begge disse cases er eksempler, hvor læger har rettet ind efter patienters (forældres) tro på alternativt sludder. Man kan argumentere for, at det var åbenhed, som gik for vidt. Men det illustrerer, at fordommen om lægers berøringsangst over for det alternative ikke nødvendigvis holder vand.
En mulig barriere mod at tale med patienterne om alternativ behandling kan være, at man ikke aner, hvad man snakker om. For mange er alternativ behandling ”noget halløj vi ikke lærte om på lægestudiet”. Der er en hel masse andre spændende og vigtige ting, man skal lære som medicinstuderende. I min studietid var alternativ behandling ikke noget, som rigtigt blev berørt. I en enkelt forelæsning i fysiologi blev det nævnt, at endorfiner kan være en forklaring på den smertestillende effekt af akupunktur. I en anden fortalte en entusiastisk forelæser om, at han ville anbefale citrat i stedet for EDTA, hvis et forsøg, som var under planlægning, (nyligt opstartet?) skulle vise gavn af kelationsbehandling mod claudicatio. Det var stort set det.
Faktaboks
At orientere sig om, hvad patienterne har tænkt sig at prøve m.h.t. alternativ behandling, er i høj grad op til en selv. Hvis jeg skal anbefale et quick-and-dirty-and-Danish sted at starte, så vil jeg pege på kapitlet om alternativ behandling i bogen ”Bedst af alle verdener”. Hele bogen kan læses kvit og frit på skeptica.dk. På samme site er der i øvrigt mange glimrende artikler om alternativ behandling.
Dr.dk citerer en professor ved navn Helle Johannesen for, at de danske læger bør sætte sig ind i den forskning, der allerede findes. Det er jeg faktisk enig i. Men den forskning, der interesserer mig, er den, som giver information, om der er specifikke virkninger eller ej. Forskning, som blot har til formål at gøre alternativ behandling stueren, (som ønsket af en forsker fra Københavns Universitet) har mere perifer interesse.
Der er faktisk lavet en hel del forskning af god kvalitet omkring specifikke effekter af alternative behandlinger. Der er få typer af alternativ behandling, hvor man kan påvise specifikke virkninger på specifikke tilstande, men der er langt mellem snapsene. Ønsker man sig et godt overblik over denne forskning er der to bøger jeg vil anbefale:
1) Simon Singh & Edzard Ernst: Trick or Treatment
Simon Singh er fysiker, og har en formidabel evne til at formidle naturvidenskab, så selv komplicerede emner føles let forståelige. Edzard Ernst er opvokset og uddannet som læge i Tyskland. Han har arbejdet på tyske hospitaler, og er bl.a. selv uddannet i homøopati. Han fik ansættelse som professor i England på et nystartet institut med alternativ behandling som forskningsområde. På det tidspunkt var han på baggrund af egen erhvervserfaring overbevist om, at homøopati og anden alternativ behandling havde specifikke virkninger, og at dette kunne dokumenteres videnskabeligt. Resultaterne af egen forskning overbeviste ham efterhånden om, at han havde været offer for selvbedrag.
Med de talrige opfordringer fra alternativister til at kopiere Tysklands omfavnelse af det alternative synes jeg, det er værd at lytte til Edzard Ernsts synspunkter.
Bogen giver en sammenhængende beretning med såvel historie som beskrivelse af forskellige behandlingstyper og forskningsresultater.
2) R. Barker Bausell: Snake Oil Science
R. Barker Bausell er biostatistiker. Han har specialiseret sig i klinisk forsøgsdesign, og det var i den kapacitet, han har været tilknyttet NCCIH (amerikansk forskningsinstitution med fokus på alternativ behandling).
Også denne bog er velskrevet med fyldige beskrivelser af diverse former for alternativ behandling samt relevante forskningsresultater. Den indeholder også en god gennemgang af forskellige typer bias som man kan blive snydt af, når man fortolker oplevelser med alternativ behandling.
Trick or Treatment er måske en anelse lettere at fordøje, men begge bøger er rettet mod menigmand.
Eksistensen af disse negative forskningsresultater illustrerer fint en af kulturforskellene mellem konventionel og alternativ behandling. Hvis der fremkommer evidens for, at en konventionel behandlingsform ikke virker, ophører vi med at bruge den. Kommer der en behandling, som er bedre end den, vi bruger i dag, ja så er det den, vi tager i anvendelse. Den strategi har bevist sin værdi. Takket være kontinuerlig testning af behandlinger lever vi nu i en tid, hvor skønsmæssigt 76% af de behandlinger, vi tilbyder, er baseret på overbevisende evidens (37% endda på randomiserede kontrollerede forsøg).
Alternative behandlere kører derimod uanfægtet videre på trods af evidens af fravær. Fantasi og intuition overtrumfer ethvert negativt forskningsresultat. Hvis homøopati havde ladet sig påvirke af forskning, ville den i dag blive markedsført som samtaleterapi. Og kraniosakral terapi ville blive markedsført som let hovedbunds- og nakkemassage.
Denne kulturforskel synes jeg styrker det synspunkt, at forskningsmidler gavner patienterne mere, hvis de anvendes til forskning i konventionel behandling i stedet for alternativ behandling.
