BLOG - Jesper Gad Christensen: Ingen klinisk kvalitet uden organisatorisk ditto

Den anerkendte intensivlæge dr. Michael A. DeVita fra University of Pittsburgh Medical Center har ved flere lejligheder udtalt, at hvis han selv blev alvorligt syg, ville han ikke lede efter sygehuset med de bedste eksperter eller sygehuset med det nyeste og fineste udstyr.

Nej, han ville såmænd vælge det sygehus, hvor han oplevede, der var mest styr på tingene. For al hans erfaring siger ham, at høj behandlingskvalitet hænger tæt sammen med en velfungerende organisation, og at noget af det farligste, en patient kan blive udsat for, rent faktisk er noget så banalt som rod.

Det er et interessant indspark set i lyset af, at Michael A. DeVita ikke er en hvilken som helst læge. Han er foregangsmand inden for tværfaglig opkvalificering af intensive akutteams og har gennem en årrække skrevet en fast klumme for Joint Commission Resources om emnet, lige som han har modtaget Asmund S. Laerdal prisen for sit arbejde.

Det er også et interessant indspark set i relation til den aktuelle debat om data, dokumentation og registrering i det danske sundhedsvæsen. For der er generel enighed om, at antallet af registreringer i sundhedsvæsenet er tæt på smertegrænsen – hvis denne ikke allerede er overskredet. Det får mange til at pege på DDKM og spørge, om det ikke er her, der skal reduceres. For de kliniske databaser opfattes som kronjuveler, der ikke kan undværes i den fremadrettede udvikling af den kliniske kvalitet.

Men ser man på Michael A. DeVitas udsagn, og sætter man sig ned og læser afgørelser fra skadesager etc., så fremgår det ganske tydeligt, at vi ikke kan undvære procesredskaberne. Vi er nødt til fortsat både at fokusere på den kliniske og på den organisatoriske kvalitet.

Hellere vigtigt end præcist

IKAS vil gerne være med til at nedbringe registreringsbyrden, og det er allerede i vidt omfang sket i 2. version af DDKM.

Betydningen af retningsgivende dokumenter er ligeledes nedtonet i betydelig grad. Men det vil stadig have en selvstændig betydning, at der foreligger politikker og retningslinjer, der beskriver overordnede hensigter, prioriteringer, ansvarsfordeling og mål og midler.

Men fokus ved survey skal ikke være på retningslinjerne i sig selv, men på hvordan de faktisk understøtter den faglige kvalitet. Med en mere outcome-orienteret tilgang må man erkende, at et givet outcome kan være et resultat af mange forskellige arbejdsgange. DDKM bør derfor give mulighed for en mere holistisk, resultatorienteret overvågning af kvaliteten.

Alt dette fører til, at akkrediteringsstandarderne bliver mindre præcise i deres krav. Vurderingen skal stadig ske med udgangspunkt i standarderne, vurderingsprincipperne og fund, der objektivt kan beskrives som observationer, interviewsvar, dokumentgennemgang og indsamlede data. Men implementeringen bliver – set fra et bureaukratisk synspunkt – besværligere, når man ikke på forhånd kan sætte en tjekliste op, som – vinget af – garanterer et godt akkrediteringsudfald. Til gengæld er vi overbevist om, at implementeringen bliver en nyttigere øvelse, som vil give betydeligt større mening for personalet og, allervigtigst, for patienterne.

Hvis vi skal vælge mellem at måle det, der er nemt at måle præcist, og at forsøge at måle og beskrive det, der er vigtigt, vælger vi det sidste.