Skip to main content

BLOG - Klaus Larsen: Jagten på den usynlige fjende

Under researchen til min nye bog om medicinens moderne gennembrud i 1880’ernes Danmark, var det slående, at vi med ebola-udbruddet oplever et uhyggeligt déja vu.

Foto: Claus Boesen.
Foto: Claus Boesen.
17. sep. 2014
5 min.

I Vestafrika spreder ebola-epidemien skræk. Verden er i alarmtilstand, medierne følger sygdommens udbredelse fra land til land og rapporterer om jagten på en vaccine og en effektiv behandling.

Og for 150 år siden kunne infektioner ikke behandles. Epidemier slog hvert år tusinder ihjel. Medicinens moderne gennembrud i 1880’erne banede vej for opdagelsen af antibiotika, som befriede os fra resigneret dødsangst. Hvad nu, hvis sygdomsbakterierne holder op med at reagere på antibiotika?

Da jeg researchede til min nye bog om medicinens moderne gennembrud i 1880’ernes Danmark, var det slående, at vi med ebola-udbruddet oplever et uhyggeligt déja vu.

For sådan oplevede vores tipoldeforældre livet i 1800-tallet: Man gik i evig frygt for at pådrage sig en infektion eller en af de mange smitsomme sygdomme. Og blev man smittet, var der ingen behandling. Man kunne lade sig årelade og tage et afførings- eller brækmiddel. Og ellers vente på, at man enten blev rask – eller døde.

Nogle sygdomme – for eksempel kolera, kopper og difteritis - havde høj dødelighed og dræbte i løbet af få dage eller uger. Andre – som syfilis og tuberkulose – udviklede sig langsomt, mens de vansirede og tog livet af deres offer, bid for bid, år for år. Man fulgte bekymret avisens notitser om et nyt udbrud af difteritis, tyfus eller kopper i Cairo, Hamborg eller Aalborg. Og håbede, det ikke skete her.

Ingen, hverken kloge folk, kvaksalvere eller læger, kunne stille noget op. Så folk resignerede og fandt sig i de evindelige epidemier af tyfus, mæslinger, røde hunde, dysenteri, kolera og barselsfeber. For ikke at tale om den sårfeber, der næsten altid ramte kirurgernes patienter – selv vellykkede operationer endte ofte med sepsis, koldbrand og død.

Klaus Larsen: Smitstof. Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark. Munksgaards Forlag. 368 s., Ill. Pris kr. 275.-

Infektioner overalt – og ingen antibiotika

Kunne man selv holde ud at leve i det (tilmed meget uhygiejniske) Danmark, som var vores tipoldeforældres? Og en anden tanke: Hvor længe havde man i det hele taget overlevet i et hav af usynligt smitstof, som man nok fornemmede eksistensen af, men ikke kunne se? Selv ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke havde oplevet min 30-års fødselsdag uden det moderne gennembrud, der skete for lægevidenskaben omkring 1880. De fleste af mine nærmeste havde heller ikke været her i dag.

Lægerne havde mange indviklede teorier om, hvad der var årsag til de mange epidemiske sygdomme, folk døde af: Der måtte findes et smitstof. Smitstof! Ordet blev brugt, men man var uenige om, hvad det betød: Var det skadelige luftarter, miasmer, der opstod i sump og stillestående vand? Eller måske et håndgribeligt, men usynligt stof, som smittede ved kontakt mellem mennesker – contagio?

Derfor var det en verdenssensation, da Louis Pasteurs og Robert Kochs laboratorier fra 1870 og frem begyndte at opdage og kortlægge, at der var en årsagssammenhæng mellem infektionssygdommene og de upåagtede småkravl, man kunne se i et mikroskop.

Bakteriologi var pludselig blevet forsidestof. Med korte mellemrum var der breaking news fra Paris eller Berlin: Så var det årsagen til miltbrand, der var isoleret, så var det kolera og difteritis. Og nu kunne Pasteur vaccinere – først mod miltbrand i får og geder, og så mod den frygtede rabies hos mennesker, der var bidt af gale hunde. Måske var en kur mod tuberkulose lige på trapperne!

Brandes: Lægen er ”Tidens Helt”

Medicinens moderne gennembrud skete omtrent samtidig med, at Georg Brandes skrev om ”Det moderne Gjennembrud”. Netop i disse år kunne den franske biokemiker Louis Pasteur og den tyske Læge Robert Koch afsløre, at ”smitstoffet” var mikroorganismer, der kunne ses i mikroskopet og dyrkes i et glas. Det blev muligt at fremstille vacciner og sera, og på operationsstuerne vandt antiseptikken, og senere aseptikken, frem.

Medicinen havde indtil da, hånden på hjertet, været det rene kvaksalveri. Nu blev lægevidenskaben og dens udøvere på kort tid genstand for en næsten kultisk heltedyrkelse. Og der var fuld fart på gennembruddet. Opdagelserne snublede over hinanden, og aviserne var fulde af det.

Der var ingen grænser for de mirakler, man tilskrev lægerne. Georg Brandes påpegede ligefrem i 1883, i værket ”Det moderne Gjennembruds Mænd”, at lægen i den nye kunst og litteratur havde indtaget pladsen som ”Tidens Helt”.

Få år senere efter mistede Brandes sin tiårige datter, Astrid, under en epidemi af difteritis. Familien måtte magtesløst se på, at en læge forgæves forsøgte at redde hende fra kvælningsdøden. På samme tid var forskere ved at udvikle et serum, der kunne have reddet Astrid Brandes, hvis hun var blevet syg et par år senere.

En af de helte, Brandes hentydede til, var formentlig hans nære barndomsven, grundlæggeren af dansk bakteriologi, Carl Julius Salomonsen. Og det var faktisk Salomonsen, der herhjemme blev pioneren bag masseproduktion af difteri-serum på hans nyetablerede Seruminstitut. Men som Brandes bittert bemærkede: Serummet kom først på markedet i 1895 – fem år for sent til at redde datteren Astrid.

”Smitstof” slutter omkring 1900 og når derfor ikke at beskrive den revolution i sygdomsbehandlingen, der fulgte med opdagelsen af penicillinet og udviklingen af nye antibiotika, der gjorde det muligt at holde de mange infektionssygdomme i ave.

Men om få år, når antibiotikaresistensen har gjort det sidste antibiotikum virkningsløst, kan nogen måske skrive et nyt, uhyggeligt kapitel. Det kommer måske til at handle om en verden, der hvad dødelige infektionssygdomme angår minder om den, vores tipoldeforældre levede – og døde – i.