BLOG - Line Soot: Afvikling eller udvikling

Om et par måneder er der valg til repræsentantskabet i PLO. I den anledning er der grund til at tænke sig godt om, før krydserne sættes.

Ønsker man at bibeholde den politiske kurs, der har været lagt det seneste gode års tid, eller er der forhold, som tilsiger, at vi har brug for en anden kurs?

Et lille flertal af repræsentantskabet samt den nuværende PLO-ledelse har valgt en diplomatisk samarbejdslinje, hvor man har ment, at det bragte os længst, såfremt vi gjorde os umage for at få mange politiske venner som muligt og ikke stillede for mange ultimative krav til vores forhandlingspartner Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn.

Da sundhedsloven blev accepteret, var det med en udmelding om, at aftaleretten var bevaret, at kvalitetsdata ikke kunne bruges til kontrol, og at samarbejdslinjen ville bære frugt i form af, at Danske Regioner ville behandle os godt, når nu vi opførte os pænt.

Virkeligheden blev en anden: Det står klart for de fleste, at aftaleretten nok alligevel ikke er bevaret, at kvalitetsdata alligevel skal udleveres til kontrol, og at Danske Regioner ikke i de efterfølgende overenskomstforhandlinger har behandlet os godt. Tværtimod.

Overenskomstforhandlingerne blev en ynkelig affære. Alle de forhold, som vores forhandlingsudvalg slog sig op på var afgørende for, om man ville indgå en aftale, blev ikke til noget. Vi accepterede det uacceptable. Økonomien i en overenskomst har aldrig nogensinde været så sløj, og vi accepterede, at sikre aftaler fra den centrale overenskomst blev udlagt til decentrale forhandlinger, fuldstændig som foreskrevet i Captia PLO. Vi tog i samarbejdets navn første spadestik til en kastrering af PLO som forhandlingsorganisation.

Fagligheden lider også under disse snævre villighedsprincipper. Senest har vores formand stillet sig positiv over for et udspil fra sundhedsministeren om, at dårligt uddannede mænd skal helbredsscreenes, selvom det strider mod al videnskabelig evidens. Vi er blevet så forhippede på at være venlige og sige ja, at den faglige stolthed er sat over styr. PLO som fagorganisation er under afvikling.

Fortsætter vi denne strategi, er der snart ikke mere tilbage af forhandle om. Indflydelsen på egne arbejdsforhold glider os hastigt af hænde, og værdien af vores virksomheder falder. I de hårdest udsatte regioner er det næsten umuligt at sælge en praksis, ligesom uddannelsesstillingerne er mere end vanskelige at besætte. Faget har mistet sin attraktion.

Ved valget har man to muligheder: Man kan stemme efter at fortsætte den aktuelle strategi, eller man kan stemme på repræsentanter, der ønsker en anden udvikling for vores fagorganisation.

Hvis vi igen skal gøre faget attraktivt, skal vi turde fastholde, at vi kun skal sige ja til fremtidige tiltag, der forbedrer vores arbejdsforhold. Vi skal kun sige ja til forhold, der forbedrer vores økonomi, ligesom vi skal holde den faglige fane højt, når der skal indføres nye behandlingstiltag. Kun således kan man igen få unge læger til at søge almenmedicinske blokstillinger og købe praksis, når de bliver færdige.

Sundhedsministeren og regeringen er ikke lægefagligt uddannede og ved derfor ikke, hvad der er fornuftige investering af skattekronerne på sundhedsområdet. Det ved vi, og den viden skal vi sørge for at formidle og bruge, når der skal indgås aftaler fremadrettet.

Sundhedsministeren og regeringen ved heller ikke, hvorfor diversitet i praksisstørrelse og drift er en optimering af primærsektoren, fordi lægernes forskellige resurser udnyttes maksimalt. Det skal vi være bedre til at formidle, således at man stopper den systematiske udryddelse af solopraksis.

Hvis du ikke er klar over, hvilke repræsentanter, der står for hvilken linje i din region, så spørg kandidaterne i god tid inden valget. Vær opsøgende og stem kun på kandidater, der har givet klare udmeldinger om, hvad de står for og hvilken linje, de vil tegne.