BLOG - Line Soot: Ja-hatten, en grænseløs trussel mod kerneværdierne i almen praksis

Valgkampen skydes i gang i dag den 18. november, og snart vil vi vide, hvordan det nye repræsentantskab i PLO kommer til at se ud. Der er tilsyneladende rift om pladserne i år, og de opstillede kandidater deler sig i to markante kategorier: Ja-hat tilhængere og Skeptikere.

Nu skal krydserne sættes, og man må som medlem beslutte sig for, hvordan man ønsker, at PLO´s kurs fremover skal tegne sig.

Mange af de genopstillende kandidater står for den samme linje, som PLO aktuelt fører og har ført siden sommeren 2013. En linje som er ”løsningsorienteret” og ”dialogsøgende”, hvor man gerne vil ”sidde med ved bordet”, således at man kan indgå ”konstruktive løsninger”. En linje, hvor man har accepteret at arbejde under sundhedsloven, angiveligt pga. frygten for at et nej ”ville forværre vores situation”. En linje, hvor man har indgået en overenskomst, der for alle praktiske formål er den dårligste overenskomst nogensinde, fordi man var bange for konsekvenserne ved at sige nej til fagligt og økonomisk forringede vilkår. Fordi det var vigtigere at have Ja-hatten på, end at forsvare ordentlige arbejdsforhold og økonomi for almen praksis.

Ja-hattene bryster sig typisk med, at der også for dem er en grænse for, hvad de vil være med til. Virkeligheden er dog, at den grænse hele tiden forrykker sig, og at der hele tiden er en mere eller mindre tynd forklaring på, hvorfor grænsen ikke er nået lige nu.

Man kunne få det indtryk, at den eneste sande værdi, som Ja-hattene vil forsvare er retten til at være dialogsøgende og retten til at beholde Ja-hatten på.

Hvis man siger ja til alting, vidner det om en manglende evne til kritisk refleksion og en vigende evne til at stå fast på vigtige principper. Ja-hattene formulerer sjældent, hvad der for dem er vigtige principper, for så slipper Ja-hattene for at skulle bortforklare, hvorfor de ikke står fast på disse principper. Med andre ord har Ja-hattene en smuldrende faglig integritet, da de fremtræder grænseløse.

Skeptikere holder bestemt også af dialog og gode løsninger. Dog ikke altid, ikke for hver en pris. Skeptikerne har typisk gjort sig den ulejlighed at formulere, hvad de opfatter som afgørende værdier. Skeptikere er nemlig stolte af, at der er emner, som er mere vigtige end andre emner, og at disse emner er værd at stå fast på. At kunne sige nej på relevante tidspunkter handler om at have integritet. Et velplaceret nej vidner om en evne til at skelne mellem vigtigt og uvigtigt, når der skal søges løsninger og dialog.

En ægte Skeptiker ved man, hvor man har. En skeptiker stiller sig kritisk, når en lind strøm af nye og omfattende mængder af opgaver tilsyneladende vedbliver at dale ned over almen praksis som vintersne.

Der er mange opgaver, som det omgivende sundhedsvæsen ikke længere ser sig i stand til at løse pga. nedskæringer og kapacitetsproblemer, og som i princippet kan udføres godt og billigt i almen praksis.

Det drejer sig f.eks. om pasning af akutpladser i kommunerne, overtagelse af tunge ikke-psykotiske psykiatriske problemstillinger, som distriktspsykiatrien ikke længere kan passe og om kræftkontroller, der ikke er fundet evidens for at udføre på sygehusene, men som ingen tør fjerne helt. Der er hospitalspatienter, som udskrives tidligere og tidligere pga. nedlæggelse af sengepladser, og der er ambulatoriepatienter, som ikke længere kan følges på hospitalerne pga. lukninger og besparelser.

Er det almen medicinske kerneområder at varetage disse funktioner? Tager vi alle disse opgaver på os, vil det ske på bekostning af kerneværdier som tid, kontinuitet og udømmende lydhørhed på patientens præmisser. Vi kan ikke det hele, der må nødvendigvis prioriteres i opgaverne.

I en tid med udtalt mangel på praktiserende læger, skal vi da lade Ja-hattene varetage almen praksis´ anliggender, mens de lukker kerneværdierne ud af bagdøren? Eller skal vi lade skeptikerne spørge sig selv og hinanden om, hvad vi vil bruge vores begrænsede lægeressourcer til i almen praksis?