Det vil have store konsekvenser for både vores patienter og kolleger, såfremt vi ikke i fremtiden stiller vores ekspertise til rådighed med henblik på at passe patienterne i vagttiden.
Lægevagtsarbejde er en almenmedicinsk basisvare.
Praktiserende læger har en lang og bred uddannelse, der ruster dem særligt godt til at varetage det første sundhedsfaglige møde med patienter med uvisiteret sygdom.
Praktiserende læger kan i løbet af meget kort tid med ret stor præcision vurdere, om en patient har behov for indlæggelse, kan behandles akut i eget hjem, har behov for en kortere eller længere ambulant udredning/behandling, eller slet ikke har behov for behandling.
Denne ekspertise i at skille raske fra syge er rygraden i det almenmedicinske speciale. Det har derfor traditionelt været sådan, at de praktiserende læger skulle passe deres patienter i døgnets 24 timer året rundt.
Hvis praktiserende læger ikke gider passe lægevagten, har vi lagt os alt for solidt over på en magelig lønmodtagermentalitet, og da er vi ikke meget bedre end de præster, der piver over at skulle arbejde om søndagen.
I praksis har det været organiseret således, at praktiserende læger har arrangeret sig i vagtringe/regionale lægevagter, så man på skift har kunnet passe hinandens patienter, når man holdt fri om aftenen, i weekenderne og i ferierne. På denne måde har vi alle kunnet være trygge ved at holde fri, fordi vi har kunnet regne med, at gode kolleger tog vare på vores patienter, når vi ikke selv kunne være tilgængelige.
I Region Hovedstaden er det imidlertid blevet anderledes med opsigelsen af lægevagten og med indførelse af 1813. Når vi holder fri om aftenen, i weekenderne eller i vores ferier, da overlades patienterne til andre faggrupper, som ikke kan varetage den primære visitation lige så kompetent og godt, som praktiserende læger er i stand til.
Patienterne skal vente uacceptabelt længe på at komme til at tale med en læge; det er næsten umuligt at få et besøg, hvis man er gammel eller svagelig; det faglige tilbud i telefonen og ved vurdering i modtagelserne er af meget svingende kvalitet, og de informationer, der efterfølgende overleveres til almen praksis, er ikke noget at skrive hjem om.
Det kan alt i alt kun blive bedre.
Faktaboks
I øjeblikket er dialogen mellem PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden om akutsystemet genoptaget. Ambitionen er at finde ud af, om der er basis for et fremadrettet samarbejde, så vores patienter igen kan få en ordentlig akutbetjening.
Mange modeller vil formentlig blive drøftet, heriblandt muligheden for, at PLO-Hovedstaden kan tilbyde en totalløsning af problemerne med den lægefaglige del af det enstrengede visiterede akutsystem.
Selvom tiden med 1813 har givet en dårlig akutservice til vores patienter, har mange kolleger nydt ikke at skulle arbejde om aftenen, i weekenderne og i ferierne. Mange vil formentlig være fristede til at sige, at de ikke gider arbejde i vagttid mere, når vi nu er blevet overenskomstmæssigt fritstillet fra denne funktion.
Det vil dog have store konsekvenser for både vores patienter og kolleger, såfremt vi ikke i fremtiden stiller vores ekspertise til rådighed mhp. at passe patienterne i vagttiden.
Hvis vi siger nej til at tage ansvaret for akutbehandlingen i vagttiden, vil vores patienter fortsat blive mødt i telefonen af sygeplejersker, der ikke har den brede og lange uddannelse, der skal til for at kende til de mange mulige sygdomme, patienternes symptomer eller klager kan dække over.
Patienter vil ligeledes blive vurderet og behandlet af læger med meget varierende uddannelser, som ikke i tilstrækkelig grad besidder den almenmedicinske grundkompetence til hurtigt at skelne det syge fra det raske og det akutte fra det ikke-akutte.
Hvis vi ikke som gruppe fastholder, at vi ønsker at varetage denne basale almenmedicinske ydelse men frivilligt overlader opgaven til mindre kompetente faggrupper, hvorledes kan vi da forvente, at man vil tage det alvorligt, når vi i fremtiden forsøger at argumentere for, at andre almenmedicinske basisydelser ikke på tilsvarende vis kan overdrages til andre faggrupper?
Hvis praktiserende læger ikke gider passe lægevagten, har vi lagt os alt for solidt over på en magelig lønmodtagermentalitet, og da er vi ikke meget bedre end de præster, der piver over at skulle arbejde om søndagen.
Vagtarbejde er og bliver en almenmedicinsk basisvare. Hvis vi derfor får en fornuftig mulighed for igen at passe patienterne i Hovedstaden i vagttid, vil jeg på det kraftigste opfordre mine kolleger til at se bort fra magelighedshensyn og takke ja til at tage medansvar og få medindflydelse i forhold til lægevagtsopgaverne.
Primært af hensyn til vores patienter, der vil få et væsentligt bedre akuttilbud i vagttiden. Sekundært af hensyn til de overordnede muligheder for at bevare et stærkt almenmedicinsk speciale, som vores samarbejdspartnere kan respektere.
