Skip to main content

BLOG - Line Soot: Utryg visionsproces

PLO og DSAM har langt fra fælles formål. Kan det da være rimeligt, at PLO og DSAM skal have fælles visioner?

19. sep. 2014
3 min.

PLO og DSAM har i øjeblikket opstartet en landsdækkende, fælles visionsproces. Et nobelt og opbyggeligt tiltag kunne man mene, når man tænker på, at de praktiserende læger gennem de seneste par år har været så grueligt meget igennem, både med omverdenen og med hinanden.

Vi kunne trænge til noget samlende, der kunne få de uenige læger til at blive enige, og omverdenen til igen at opfatte de praktiserende læger som konstruktive og fredelige mennesker.

Faktaboks

Fakta

Spørgsmålet er, om en fælles visionsproces er ønskværdig? Kunne det tænkes, at man er gået galt i byen, når man signalerer, at PLO og DSAM kan eller bør have fælles visioner?

Af PLO's formålsbeskrivelse fremgår det: ”Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er en landsdækkende organisation under Lægeforeningen, hvis formål er at varetage de praktiserende lægers faglige og økonomiske interesser ”.

DSAM´s formål beskrives med lidt flere ord, men for praktiske formål kan dette sammenfattes til, at DSAM skal udvikle det almenmedicinske speciale med fokus på uddannelse, forskning og kvalitetsudvikling samt at få dette formidlet gennem tidskrifter og relevante kontakter i Danmark og i udlandet.

Det er foruroligende og utrygt, at PLO og DSAM tilsyneladende ønsker at fusionere og frembringe en fælles vision. Line Soot, praktiserende læge

PLO og DSAM har langt fra fælles formål. Kan det da være rimeligt, at PLO og DSAM skal have fælles visioner?

Med udgangspunkt i, at praktiserende læger er akademikere, der har brug for løbende inspiration til at reviderer deres behandlinger ud fra bedst gældende faglige standarder, må man som medlem af DSAM kunne forvente, at DSAM´s vision bør være at formidle tidsrelevant videnskabeligt velfunderet information til sine medlemmer.

Det bør ligeledes være DSAM, der er frontløber, når det drejer sig om at sætte en stopklods for politikeres holdningspolitik, således at praktiserende læger også officielt fremstår som troværdige og opdaterede i forhold til den nyeste almenmedicinske viden.

PLO derimod bør, med behørig hensyntagen til god faglig basisviden, have den ypperste vision, at kæmpe for solide økonomiske aftaler for de praktiserende læger samt at fastholde vores stilling som selvstændigt erhvervsdrivende virksomheder.

Et sådant fokus er mere end nogensinde påtrængende, efter at Danske Regioner har demonstreret, at deres hedeste ønske er kontrol over vores virksomheder, og efter at den siddende regering beredvilligt har hjulpet Danske Regioner ved at fremtrylle en sundhedslov, der har frataget praktiserende læger deres aftaleret på væsentlige områder.

Der findes mange udlægninger af begrebet vision. Fælles er dog, at en vision er en beskrivelse af det overordnede mål, som organisationen ønsker at arbejde mod og opnå inden for en nærmere beskrevet tidsramme.

En vision skal formidle organisationens formål og eksistensberettigelse, så det er tydeligt for medlemmerne og omverdenen, hvorledes organisationen ønsker at arbejde mod sit mål.

Det er foruroligende og utrygt, at PLO og DSAM tilsyneladende ønsker at fusionere og frembringe en fælles vision.