Skip to main content

BLOG - Mads Vildbrad: Hvad gør karakterer ved medicinstuderende?

Mørket falder på i Nordnorge, og om cirka en uge står solen ikke længere op. Læsesalene lyser op i mørket til sent på aftenen. Eksamen nærmer sig.

25. nov. 2014
2 min.

Eksamenen på mit udvekslingsophold er blot en tentamen. Jeg tænkte først, det måtte have noget med karakteromregning, administration og logistik osv. at gøre.

Men nej, på hele medicinuddannelsen i Tromsø er alle eksamener bestået/ikke-bestået!

Mine norske medstuderende er selv rigtigt glade for den ordning. De fortæller, at det mindsker konkurrencen de studerende imellem, og at alle hjælper hinanden især op til eksamen. De kender også (som rygterne fra andre uddannelser end medicin i Danmark også vil vide) historier om de påfund, som studerende fra karakterprægede uddannelser kan finde på for ikke blot selv at få en bedre karakter, men også for at andre skal få en mindre god. Nogle studerende ansættes (alene) ud fra karakterer, hvorfor denne tendens kan opstå.

I Danmark uddannes vi til basislæger. Der er altså nogle basale krav, alle læger bør kunne opfylde, og sidenhen må alle specialisere sig i én retning. Derfor ville det måske give mening at nøjes med tentamener? Enten opfylder den studerende basiskravene til at være læge, eller også gør han/hun ikke?

Vi bruger heller ikke karakterer på de lægepraktiske områder som kliniske ophold, KBU og specialiseringsstillinger. Medicinuddannelsens karakterer er alligevel ikke afgørende for I- eller H-stillinger, så hvis karaktererne ikke bruges, hvorfor så ikke afskaffe dem og fjerne en af de stressfaktorer, der er så rigeligt af?

Karakterer er tit en stor stressfaktor for nystartede medicinstuderende, som er vant til høje karakterer i gymnasiet. De skal lære, at 2-tallet gives til den, som kan nok til at blive læge. Mange mener, at en nyuddannet læges karakterer ikke er sigende for, om han/hun er en god læge, så hvad skal vi bruge resten af skalaen til?

Omvendt fungerer karakterer glimrende som gulerod. De gør, at nogle studerende læser lidt mere for at få en lidt bedre karakter. Og til sidst kan lidt mere. Vi må vel altid opfordre til kunnen og dygtiggørelse: ”at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede”.

Personligt er jeg tilhænger af karakterer til især de store eksamener på studiet. Men det er interessant at møde et system uden karakterer, som er så velfungerende.

Kommentarer er velkomne; jeg er meget interesseret i at høre andres holdning til karakterer og deres indflydelse på studerende og studiemiljøet.