Skip to main content

BLOG - Mads Vildbrad: Ros til udvekslingsaftaler men gerne mere fleksibilitet

Jeg sidder i skrivende stund på 70 grader nord, nærmere bestemt Tromsø i Nordnorge. Jeg har været her i en uge og nydt midnatssolen, den betagende natur og de tragikomiske priser på dagligvarer. Men vejen til opholdet var lang.

23. jul. 2014
3 min.

Jeg sidder i skrivende stund på 70 grader nord, nærmere bestemt Tromsø i Nordnorge. Jeg har været her i en uge og nydt midnatssolen, den betagende natur og de tragikomiske priser på dagligvarer.

Anledningen er, at jeg fra medio august tager mit 11. semester på medicinstudiet her i Tromsø som udvekslingsstudent. Et semester i udlandet har hele studietiden været en drøm indeholdende indblik i et andet lands studie- og hospitalsstruktur og –kultur, træning af medicinsk engelsk, networking på tværs af kontinenter, motivationsindsprøjtning og oplevelser for livet. Mange burde gribe den chance.

Mange motiverede studerende misser chancen for at bringe uvurderlig erfaring og viden med hjem, blot fordi det administrative blokerer.

Men vejen til opholdet var lang. Jeg forsøgte tidligt på studiet men løb panden mod muren. Forsøgte igen senere sammen med kæresten (to om arbejdet halverer byrden?), men igen druknede vi i administrativt bøvl. Og dén historie hører vi fra mange, hvoraf de fleste giver op. En veninde måtte forgæves oversætte flere fagbeskrivelser fra spansk til dansk blot i merit-ansøgningsprocessen.

Jeg er ikke ophavsmand til tanken om, at flere studerende skal læse i udlandet. Regeringen ønsker, at halvdelen af alle studerende rejser udenlands (1). I AU’s overordnede vision indgår ”globalt orienteret universitet”, og i strategien 2013-2020 er en af hovedoverskrifterne ”internationalisering af uddannelses- og forskningsmiljøerne” med fokus på at styrke ”international mobilitet af studerende” (2). Det er også indskrevet i strategikortet for Institut for Klinisk Medicin.

Men der kommer mere end dobbelt så mange udvekslingsstuderende til Danmark, end vi sender ud (1). Og medicin er nok ikke blandt de uddannelser, som sender flest af sted. Vores gode og bredt funderede basislægeuddannelse får os igennem så mange specialer, at den normerede studietid ikke efterlader megen valgfrihed, som mange andre (kandidat)uddannelser især er opbygget omkring. Valgfag er for mange andre et oplagt tidspunkt for udveksling.

Faktaboks

Fakta

Det lykkedes kæresten og mig at komme af sted. Faktisk var det overraskende nemt gennem Nordplus-aftalen. Der skal lyde en stor ros til AU for, at man i de aftaler accepterer mindre uoverensstemmelser mellem pensumafgrænsningen på de respektive medicinuddannelser, og dermed tillader os merit, selvom "mindre" fag mangler. Det giver en utrolig fleksibilitet, som muliggør udveksling.

Samme fleksibilitet skal spredes til muligheden om at rejse ud på egen hånd, hvor drømmeuniversitetet kan vælges frem for en af de relativt få destinationer i Nordplus-aftalen. Mange motiverede studerende misser chancen for at bringe uvurderlig erfaring og viden med hjem, blot fordi det administrative blokerer.

Der står en studiefremdriftsreform for døren. Den gør ikke ovenstående nemmere – tværtimod. Jeg håber, AU vil fortsætte sit gode fleksible arbejde for fremme af udvekslingen.

(1) http://www.b.dk/nationalt/danske-studerende-halter-bagefter-med-international-uddannelse

(2) http://www.au.dk/om/profil/strategi/