Mennesker langt borte i hovedstaden var ikke tilfredse med Søndergården. Det kunne ikke være rigtigt, at morgenmadsæggene først kom om eftermiddagen, at mælken nogle gange var sur, og at der gik gamle dyr rundt, som for længst burde være blevet slagtet, tænkte de. De sendte derfor en tilsynsmand til gården. Han blev vel modtaget af dyrene, men æggene og mælken blev ikke leveret mere rettidigt af den grund. Når tilsynsmanden begyndte at slagte de ældste dyr, blev de unge dyr urolige, så gårdens produktion faldt i stedet for at stige. Nogle siger, at ronkedorerne udtalte onde ord om tilsynsmanden der, hvor de lå i soppepølen.
Nu blev menneskerne rigtigt irriterede. Ronkedorernes magt må brydes, tænkte de! Fra hovedstaden sendtes en hel kadre af veluddannede medarbejdere til at administrere gården. De oprettede kvalitetsafdelinger, økonomiafdelinger, kommunikationsafdelinger og såkaldte AR-afdelinger, hvor AR står for Animal Ressources. Allerøverst dannede de en direktion af tre mennesker, der var så kloge, at dyrene næsten ikke kunne forestille sig det.
Høns blev stressede
Menneskene satte produktionen i system. Snart udarbejdedes der beskrivelser over ”æggeforløb”, ”mælkeforløb” og ”slagteforløb”. Det var ting, som dyrene i forvejen vidste, men menneskene ville gerne have det på skrift, så det kunne præsenteres for overmenneskene i hovedstaden. Der blev nu lavet præcise skemaer over, hvornår hønsene skulle lægge æg eller ruge, hvornår køerne skulle spise eller malkes, og hvor hyppigt grisene skulle have antibiotika, så de hurtigere kunne vokse og blive slagtet. Dyrene blev sat til at afkrydse kvalitetsskemaer og registrere alle de aktiviteter, de foretog sig. Hver høne skulle tegne ned, hvor mange æg hun havde lagt, hvornår det skete, hvilken farve og vægt de havde, og hvornår de blev levereret til distribution. Nu skulle der vel nok blive ordning og rede på Søndergården!
De mange registreringer tog en del tid, så dyrene fik svært ved at nå deres normale gøremål. Mange høns blev så stressede, at de ophørte med at lægge æg. Nogle forvirrede køer løb tør for mælk. En hel del dyr begyndte at specialisere sig i papirarbejdet i stedet for at deltage i madproduktionen, mens andre blev syge, fordi de ikke kunne nå begge dele. De mange produktionsforløb og kvalitetsregistreringer sendtes i tykke bunker til hovedstaden, og de kloge direktører fik ros for dem, men i næste sætning kom der kritik, for mens papirproduktionen var steget, var madproduktionen faldet endnu mere. Ja, Søndergården producerede nu så lidt mad, at man var nødt til at købe æg og mælk udefra for at dække lokalbefolkningens behov, og nogle kalve blev slagtet for tidligt for kortsigtet at tilgodese kødbehovet. Dyrene, der i gamle dage havde set sig som Guds skabninger, følte nu, at de blot var dele af et meningsløst produktionsapparat, som menneskene kunne gøre med, hvad der passede dem. Livet var blevet trist og ensomt for de få tilbageværende ronkedorer i soppepølen.
En dag fik en af direktørerne en genial idé. Inddelingen af dyr i arter hører fortiden til, sagde han. Lad os i stedet klynge dem sammen efter menneskenes behov! Snart blev der oprettet et morgenmadscenter med mælkekøer, høns og en bacongris, et bøf- og flæskestegcenter med kødkreaturer og grise og et vegetarcenter med hovedsageligt markarbejdende dyr som okser og regnorme. Det var svært at finde en logisk placering til fårene, så dem puttede man i vegetarcenteret, som ellers ville være blevet for lille.
Nytænkningen ophørte ikke her. Et får, der var god til at afkrydse kvalitetsskemaer, blev sat til at lede det nyoprettede morgenmadscenter, en gris, der havde beskrevet slagteforløb, skulle lede vegetarcenteret, og en høne, som havde specialiseret sig i æglægningsregistrering, skulle lede bøf- og flæskestegcenteret. Nogle dyr syntes, det var mærkeligt, at de ikke skulle ledes af en af deres egne. Hvad ved et får om morgenmad, en gris om grønsagsproduktion og en høne om flæskesteg, sagde de. Men menneskene rystede bare på hovedet over de håbløst konservative dyr, som ikke forstod en dyt af moderne ledelsesteori.
Grise knuser æg
Nu begyndte det for alvor at gå galt på Søndergården. Det får, der var leder for morgenmadscenteret, besluttede, at hønsene skulle lægge alle deres æg tidligt om morgenen, så de herefter kunne skynde sig ud i stalden og malke køerne. Hønsene var dårlige til at malke, så køerne blev irritable af de overfyldte yvere. Bacongrisen blev pålagt at holde æggene varme, så hønsene kunne fokusere på det vigtige malkearbejde. En gris kan jo holde mange flere æg varme, end hvad en høne kan, tænkte centerlederfåret, men når grisen rejste sig fra rugningen, var de fleste æg knuste. Både æg-, kyllinge- og mælkeproduktionen faldt dramatisk, og bacongrisen var så ked af at have knust alle æg, at han ophørte med at spise og vokse. Lignende produktionsfald sås også i de andre centre. Dyrenes frustration voksede, men hver gang et temperamentsfuldt handyr protesterede over udviklingen, blev det indkaldt til en såkaldt ”dyrlig samtale” i AR-afdelingen. Ingen vidste, hvad der blev sagt ved de dyrlige samtaler, men resultatet var altid, at handyret enten blev tavst eller pludselig var væk fra gården.