Vi ved meget lidt om, hvorfor patienter udebliver fra aftaler på sygehus, fordi der er meget forskellige årsager afhængig af sammenhængen. Der ér lavet undersøgelser, også i Danmark, men med oplagte metodiske problemer. Det er nemlig ikke en ensartet praksis, der studeres. Hvert speciale/subspeciale, hver afdeling og hvert sygehus har fået lov til at udvikle deres helt egne administrative arbejdsgange i forhold til indkaldelser og hvor hurtigt patienter må afsluttes.
Nogle afdelinger har 20-30% udeblivelser, andre 5-6%. Patienter fra nogle henvisende læger har signifikant flere udeblivelser end patienter henvist fra andre læger. Der er også meget, der tyder på, at den administrative og kliniske kultur på en afdeling påvirker patienters informationsniveau og deres motivation for at komme til aftaler.
Vi laver også vores egne problemer. Da vi gik over til en fælles regional udsendelse af post, kom der så meget forsinkelse, at udeblivelserne steg, alene fordi patienterne ikke nåede at få indkaldelsesbrevene. Med indførelsen af indkaldelser via digital post er det gået helt galt, fordi der er 5-8 arbejdsdages forsinkelse fra afsendelsen fra regionen, til patienten har indkaldelsen i sin e-boks.
At der så stadig er 35-40%, der ikke kan finde ud af e-boks (eller slet ikke har computer/NemId) er en sag i sig selv – det har for vores vedkommende mere end fordoblet udeblivelserne siden maj måned, at patienterne ikke ved, hvor internettet ligger, eller hvor man kan købe et NemId).
Diagnosegarantien er et kapitel for sig. Patienten skal nu have tider så hurtigt, at brevene ikke kan nå ud, og hvis de endelig får brevet, er det med så kort varsel, de får en tid, at de ikke kan nå at få fri fra arbejde, få passet børn eller nå at ændre tiden. Dysfunktionel administration og urealistiske politikerkrav stresser patienterne.
Det er for letkøbt at give patienterne skylden, og det er en farlig glidebane - eller måske en boomerang - at begynde at italesætte patienter som ”dovne” eller ”sløsede”.
Problemet er, at forskningen entydigt viser, at 2/3 af udeblivelserne skyldes dårlig kommunikation og/eller administrative fejl. Så kunne man lige så godt give bøder til ordblinde, fordi de ikke kan læse.
Ser man på årsager til udeblivelser, bliver man lidt flov på sundhedsvæsenets vegne: dårlig kommunikation, dårlig information, for sen besked, uforståelige breve/hjemmesider med højt lixtal, tider der ændres konstant, for sent ankomne patienter der registreres som udeblevne, patienten kender ikke planen, forkert påført dato på aftalekort, eller patienten må forlade sygehuset pga. for lang ventetid og registreres som udeblevet.
Det klinger også hult, at Danske Regioner nu vil have ”patienten i centrum” og endnu mere hult, at Danske Regioner nu sparer patientskolerne væk – de skoler der netop var rettet mod de en ud af tre patienter, der har svært ved at finde ud af sygdom og aftaler.
Hver femte patient har faktisk prøvet at ændre/aflyse tiden uden held, og mange udeblivelser skyldes, at patienten er i fængsel, på plejehjem, asylcenter, har skiftet adresse, i beskyttet bolig eller på anden bostøtte.
0ver 40% af etnisk danske voksne er funktionelle analfabeter (læser på 5. klasse niveau) og forstår ikke breve fra det offentlige.
KORA har fundet, at 80% af offentlige hjemmesider har en sproglig sværhedsgrad svarende til universitetsniveau.
Det er næsten ikke til at bære at skulle gentage sig selv, men erfaringerne fra perioden, hvor der blev indført et lovbefalet gebyr på tolkebistand skræmmer: patienterne udeblev dengang, og det gør de stadig, af frygt for gebyrer.