Skip to main content

BLOG - Morten Sodemann: Evidens 3: Sæt evidensen på stand-by

Som forskere må vi nok indse, at politikerne aldrig vil komme og møde os på forskningens præmisser. Hvis vi ønsker at møde dem og interagere med dem, vil det være på deres præmisser, på deres banehalvdel og på deres sprog

27. sep. 2013
6 min.

Forskere får ofte at vide af politikere, at hvis de ønsker at diskutere politik – så bliv politiker.

Så forståelsen af den proces, hvor nogen evidens anvendes i beslutningsprocessen, mens anden evidens ikke gør, kan måske hjælpe os med at kommunikere med beslutningstagerne. Som forskere må vi nok indse, at politikerne aldrig vil komme og møde os på forskningens præmisser.

Hvis vi ønsker at møde dem og interagere med dem, vil det være på deres præmisser, på deres banehalvdel og på deres sprog. Det kan ikke nytte, at vi er tøsefornærmede over, at politikere ikke forstår, at der er et højt evidensniveau for, at et forbud mod motorcykelkørsel fredag til mandag vil øge middellevetiden.

Som forskere er vi blevet en minoritet i diskussioner om sundhed og sygdom. Sommetider vil beslutningstagere bare ikke have vores forskning: vore resultater er ikke entydige, de støjer, de er svære at håndtere politisk, og de er pakket ind i et af antagelser og forholdsregler, som trætter politikerne.

På den anden side bør vi heller ikke lade politikerne bestemme alle præmisserne for samtalen.

Desværre er det, hvad vi gør nu: Når globale politikere og Gates Foundation siger poliovaccine – så siger vi også poliovaccine. Når politikere siger brugerbetaling – så siger vi brugerbetaling, og når de siger mere evidens, siger vi mere evidens.

Hvordan kan det være, at sundhedsproblemer som diarré, prostatakræft og trafikulykker ikke har X-faktor, at sundhedstiltag som håndvask og styrthjelm er kedelige og ”lavpolitiske”, mens HIV og poliovaccine får al den globale, ”storpolitiske” opmærksomhed?

Faktaboks

Fakta

¨Som forskere er vi blevet en minoritet i diskussioner om sundhed og sygdom. Sommetider vil beslutningstagere bare ikke have vores forskning: vore resultater er ikke entydige, de støjer, de er svære at håndtere politisk, og de er pakket ind i et af antagelser og forholdsregler, som trætter politikerne.

Og selv politikerne er gået hen og er blevet en minoritet i forhold til de globale beslutninger om sundhed: de ikke-statslige aktører som Bill og Melinda Gates og Verdensbanken har overtaget scenen og sætter nu dagsordenen for, hvad politikerne skal beslutte. Den der har grisen, har prisen. Det ved forskerne og nu også politikerne.

Vi glippede den perfekte mulighed for at producere den slags evidens, verden skriger på, ved ikke at bede om en systematisk dataindsamling til overvågning af alle de stærkt politisk styrede indgreb, der kom i forbindelse med Millenium Development Goals (MDG).

Børnedødeligheden er faldet drastisk, siden millennium udviklingsmålene blev lanceret. Børnedødeligheden falder nu selv i lande, som vi havde givet op overfor, men fordi vi ikke havde gennemslagskraft og sov i timen, er vi forskere ude af stand til at forklare, hvorfor dødeligheden falder.

Politikerne, beslutningstagerne og donorerne er bedøvende ligeglade med årsagerne, så længe der bare er lande, der bevæger sig mod målene. Vi glemte at gøre vores forskningshjemmearbejde. Vi glemte at overvåge, hvad der foregik, fordi vi var for langt væk fra beslutningsprocessen, og da vi endelig kom tættere på, var festen forbi, og 2015 står for døren.

Det er os forskere, der skal komme med svaret på, hvad der skete, det er nemlig forskning. Det kan vi bare ikke, fordi vi ikke sad med ved bordet, hvor beslutningerne om prioriteringer blev taget i år 2000.

Global sundhed er dybest set en retrospektiv kunstart og kan sjældent producere realtime data. Malariaforekomsten er faldet drastisk i tropiske lande, og nu står alle fra WHO til The Gates Foundation og medicinalindustrien i kø for at tage æren.

Fordi forskerne glemte at være forskere har vi nu overladt evidenskamppladsen til de aktører, der har behov for at fortælle succeshistorier om deres egen indsats. Det er ikke evidens, de leverer, men de gentager deres historier så mange gange og med så stor gennemslagskraft, at de får det til at se ud som og lugte som evidens.

Men nogle undersøgelser har vist, at faldet i malariaforekomst og dødelighed i høj grad kunne forklares af den hurtige og massive urbanisering, der er sket de sidste 15-20 år, sjovt nok samtidig med investeringerne i MDG.

Måske har vi skabt et globalt sundhedsproblem af ukontrolleret urbanisering, mens vi samtidig, helt uplanlagt, er sluppet af med malaria. Vi vil aldrig være i stand til at fortælle sandheden eller lære af den. I stedet har vi givet beslutningstagere lov til fri leg på evidenslegepladsen.

Forskere skal stoppe med at hyle over ikke at blive hørt og i stedet opføre sig som voksne forskere: gå tilbage til jeres laboratorier, stop hvad I plejer at gøre i 6 måneder, og vær i stedet ægte videnskabsfolk: analysér de forløb, der førte til, at jeres viden blev brugt og tænk over hvilke store spørgsmål, der stadig er ubesvarede indenfor jeres felt.

Ligesom Tanzania erklærede en 6 måneders pause fra udenlandske hjælpeorganisationers missioner, burde forskere erklære en 6 måneders pause i produktionen af tidkrævende rutineevidens og i stedet engagere sig i et konstruktivt samarbejde på tværs af forsker- og faggrupper.

Vi burde diskutere, hvorfor det tog 10 år at overtale WHO til at vedtage imprægnerede myggenet, hvorfor håndvask stadig er så kedeligt, og hvorfor vandpumper er sværere at vedligeholde end en bil på Mars.

Nogle sundhedsmæssige problemer og et par sundhedsmæssige interventioner har en meget høj politisk X -factor, men de fleste kommer aldrig forbi første audition og dør som anonyme døgnfluer.

Som Atul Gawande, en folkesundhedsforsker bemærker i The New Yorker Annals of Medicine i artiklen Slow ideas fra 2013: "Vi jagter gnidningsfri og teknologiske løsninger. Men mennesker, der taler med mennesker, er stadig den måde, normer og standarder forandres på".

Det er, hvad global sundhed handler om: mennesker løser problemer – ikke evidens. Som Einstein måtte konstatere: man kan ikke løse et problem med det samme tankesæt, der skabte problemet.

Læs også: Evidens 2: Den tredje kultur

Læs også: Evidens 1: Evidens løser ikke problemer – det gør mennesker