Innovativ forskning er et lotteri, hvor gevinsten ikke på nogen måde står mål med risikoen for at blive kastet af den videnskabelige karrusel med fuld fart.
Hvorfor forfølger forskerne kedelig traditionel forskning fremfor innovative nye veje? Der er en simpel forklaring ifølge studiet Tradition and Innovation in Scientists' Research Strategies: Innovativ forskning er et lotteri, hvor gevinsten ikke på nogen måde står mål med risikoen for at blive kastet af den videnskabelige karrusel med fuldt fart. Det er simpelthen ikke en pålidelig måde at akkumulere de videnskabelige ”belønninger”, der er den eneste ernæring i den videnskabelig fødekæde mod bevillinger og karriere.
Det er risikabelt for sundhed og sygdomsforståelse, hvis vi hele tiden aktivt blokerer for at blive lige den smule klogere end en robotstøvsuger, der kører rundt i sine egen cirkler, indtil den støder på en ukendt ledning og går i stå, vender om og kører bevidstløst videre.
Gates Foundation har opdaget, at den i mange år kun har støttet traditionel forskning til traditionel sygdomsbekæmpelse. Den har derfor etableret en mindre fond med tilhørende risikovilligt review panel, der har et udvidet normalitetsbegreb og ikke er bange for at lytte til kætterske, vilde ideer. Et andet og endnu mere interessant aspekt er, at denne innovative Gates fond primært skal støtte enkeltpersoner med gode ideer i stedet for fastlåste og langsomt reagerende etablerede forskerteams. NIH (National Institutes of Health i USA, red.) har tilsvarende opslag rettet mod enkeltpersoner med helt nye ideer. Forskningsinstitutioner har med succes afprøvet modeller, hvor enkeltpersoner har fået ”fred” til at være innovative i nogle år, før man evaluerede sandsynligheden for forskningssucces. Forskningen viser, at der er god ræson i de strategier, så hvad er problemet?
Hvorfor er der ingen danske forskningsfonde, der tager sig selv alvorligt og bygger deres støttestrategier f.eks. på denne enorme undersøgelse og andre fondes ideer?
Forskningsfonde har et ansvar for, at der prioriteres rigtigt og med afkast, der er samfundstjenligt. Det Frie Forskningsråd er ikke særligt frit, hvis man bedømmer det gennem den nævnte bibliometriske analyse: man er nok fri til at søge, men man er bestemt ikke fri til at komme med ideer, der savner grundlag i eksisterende, traditionel forskning, og man kan ikke vælge sin metode, ligesom ansøger skal bevise at have ekstensiv erfaring (publikationer!) på det snævre felt, den konkrete ansøgning drejer sig om.
Endelig lægger rådet i sin bedømmelse vægt på, at man har opnået det ultimative traditionsstempel i Europa: at man har bestået første runde i en EU forskningsansøgning. Så kan det ikke blive mere traditionsbundet. Hvis man fortsætter ad den vej, så havner man der, hvor den bibliometriske analyse ender: man forsker i fortiden, med fortidige metoder, og der reproduceres viden i lukkede traditionelle tankegange.
Som Einstein sagde: man kan ikke løse et problem med det samme tankesæt, der skabte det.
Forskningsfonde må etablere rum og støtte til nye tankesæt, der kan bringe traditionel forskning i den situation, at det er den traditionelle, sikre, men selvkopierende forskning, der er risikabel – og ikke den innovative. Sagen er jo, at mange videnskabelige sandheder viser sig at have facetter og indbyggede modsætninger, der først kommer til syne, når der bliver stillet innovative spørgsmål til dem. Det er risikabelt for et videnssamfund, at forskningen kører i selvglade men ligegyldige spor. Men det er endnu mere risikabelt for sundhed og sygdomsforståelse, hvis vi hele tiden aktivt blokerer for at blive lige den smule klogere end en robotstøvsuger, der kører rundt i sine egen cirkler, indtil den støder på en ukendt ledning og går i stå, vender om og kører bevidstløst videre.
Faktaboks
Videnskabelige tidsskrifter er tynget af samme traditionstunge tankegods som forskningsfondene og vil have, at forfattere tænker, formulerer sig og arbejder indenfor traditionelle metoder og godkendte paradigmer. Man publicerer det, der kan forstås indenfor den anerkendte tænkning i den eksisterende forskningsmæssige klynge på området. Falder studiet udenfor eller mellem to forskningsklynger, eller prøver man ligefrem at etablere en helt ny klynge, er mange tidsskrifter afvisende, grænsende til det panikangste – og så er gode ideer fanget i en catch 22. Middelklasseangst for rutinebrud og unødvendige skift i paradigmer har også grobund i konservative publikationsstrategier, ligesom i forskningsfonde.
Som Foster, hovedmanden bag undersøgelsen, sagde i et interview: ”At studere videnskab i stor skala giver os et nyt perspektiv på denne vigtige samfundsaktivitet. En bedre forståelse af videnskab vil føre til bedre videnskab”. Og det er vel det, forskningsfonde er sat i verden for……...det er vel ikke for at klynge sig til triste, trygge traditioner?
Der er mange forskningsstrategier, men nu er det videnskabeligt bevist: det er de mest sjældne af dem, der hyppigst fører til de største landvindinger. Det er den traditionelle forskning, der er risikabel, ikke den innovative. Hvornår begynder forskningsrådene at lytte til forskning? For mens de sover, så er der helt andre aktører og medier, der overhaler dem.
Dansk forskning er ikke bare gået sukkerkold på halvvejen – de har næsten mistet bevidstheden. Som Nathan C Hall har sagt: ”Det mest interessante ved forskere og de sociale medier er, at de fleste traditionelle forskere føler sig højt hævet over dem, men efterlader dermed en bred fri bane på indflydelsesmotorvejen for dem, der ikke er faldet i søvn ved rattet”. De traditionelle forskere og de fonde, der støtter dem, holder i nødsporet med ødelagt GPS ude af stand til at navigere.
Læs også: Morten Sodemann: Fonde presser forskere ind i blindgyder (1)
Læs også: Morten Sodemann: Fonde presser forskere ind i blindgyder (2)
