Tolke i sundhedsvæsenet har tit et personligt kendskab til patienten, som forstyrrer, mener lægerne. Men hvorfor er det, at vi som læger vælger at skyde skylden for dårlig kommunikation på tolken og på patienten, der medbringer en tolk?
Institut for Menneskerettigheder (IMR) udsendte for et par dage siden en rapport med undersøgelser blandt praktiserende læger af ulighed i sundhed blandt etniske minoriteter. Rapporten fik imidlertid en, i forhold til indholdet, lidt skæv vinkel i medierne, der var helt oppe at ringe med de dyre svar som overgreb og brud på konventioner.
Hvis man imidlertid lige kører forargelseshormonerne i garagen og genvinder et kontekstbaseret, nøgternt overblik, så er der nok nogle andre, der burde have røde ører.
Tolkene gør et kæmpe arbejde hver dag i det danske samfund, og de kæmper for at oversætte lægernes forfærdelige gråzonesprog... Det er en rigtig dårlig ide at give dem skylden for sundhedsvæsenets kollektive dovenskab og tale om forbud mod børnetolke
Rapporten har mange andre fine konklusioner, der rammer ned på den side af lægens bord, hvor lægen sidder. Mere om det senere.
Rapporten indeholder både kvalitative og kvantitative studier af mødet mellem de praktiserende læger og den etniske minoritetspatient. I de kvalitative interviews kommer det frem, at lægerne føler, at tolkene er uprofessionelle og blander sig unødvendigt i samtalen.
Tolke har tit et personligt kendskab til patienten, som forstyrrer, mener lægerne. Tolken og patienten aftaler, hvad diagnosen er, før de kommer ind til lægen. Lægerne forklarer, at tolken efter deres opfattelse skal være en oversættermaskine – helt neutral – et rent tolkemedie. Det kan der siges meget til, men her skal bare konstateres, at læger ikke er lingvister, ej heller tolke, og tolkemaskiner findes ligesom spøgelser heller ikke.
Men hvorfor er det, at vi som læger vælger at skyde skylden for dårlig kommunikation på tolken og på patienten, der medbringer en tolk? Vi aner jo ikke, om vi har ret, det er bare en idé, vi har, som vi har skabt for at bringe noget mening ind i samtaler, som vi hele tiden mister grebet om. Når samtalen ikke kører, så er det fordi, tolken snakker fodbold med patienten, eller også er det fordi, patientens datter nok ikke oversætter alt. Vi har svært ved at tro, at det kan være os selv, der har et fagligt problem. Men det har vi, og det har sundhedsvæsenet,og det har dem, der bestyrer væsenet.
Patienter medbringer selv tolk af den simple grund, at de ikke vil ydmyges med at føre vigtige samtaler, de ikke forstår, og deres erfaring er netop, at der oftest ikke bestilles tolk. Det bekræfter IMR undersøgelsen, hvor 154 læger svarede på, hvad årsagerne er til, at de ikke bestiller tolk til patienter, hvor der er behov for tolk.
Her svarer halvdelen (46%), at det skyldes, at patienten selv har tolk med! Her kunne vi for så vidt stoppe argumentationen, for længere behøver vi ikke at gå i fejlanalysen. Vi ved fra patienterne i Indvandrermedicinsk Klinik, at manglende anvendelse af tolk netop er et af de største problemer, de oplever i kommunikationen med egen læge.
83 læger (54 %) angiver, at de undlader at bestille tolk, fordi patienten kommer akut, mens 12 % forklarer, at det skyldes, at det er besværligt at rekvirere tolk. Men billedet er ikke entydigt, for 27% forklarer, at de sjældent undlader tolk.
Meget tyder derfor på, at en kombination af uvidenhed og manglende motivation hos hovedparten af lægerne er forklaringen på, at patienterne selv tager tolk med og er grunden til, at forholdsmæssigt mange patienter oplever dårlig kommunikation med lægen. Patienterne prøver fortvivlet at løse lægens problem men får i stedet mistro, skældud og nu en lov, der forbyder det. Lidt ligesom man forbyder abort ved voldtægtsudløst graviditet i Irland, eller gør hjemløshed ulovligt i Ungarn.
Selv en dårlig tolk kan være en god tolk, hvis lægen anvender den tilpassede spørgeteknik, som er nødvendig ved anvendelse af tolkebistand. Hvis man taler, spørger og anvender vanlige lægelige begreber, så kommer selv dygtige tolke til kort.
Det ved vi fra en række tolke-fokusgrupper, vi har udført i Indvandrermedicinsk Klinik. Tolkene er trætte af, hvor dårlige læger er til at kommunikere med kortuddannede og gennem tolk. Hvis lægen insisterer på ordret tolkning, giver det meningsløs kommunikation, fordi sprog og begreber ikke er ordrette (Læs: Vandringer i det kulturelle spinatbed, Ditte Maria Søgaard, Gyldendal Business, 2013) og der er stor sandsynlighed for misforståelser (selvom lægen forleder til at føle sig mere sikker).
Det mest foruroligende ved undersøgelsen er ikke, at der anvendes børnetolke, og det er bestemt ikke ny viden – over 80% af flygtningebørn i Danmark har på et eller andet tidspunkt fungeret som tolk for deres forældre – det foruroligende er, hvor stor en andel af lægerne, der lader stå til ved ofte eller af og til at anvende børn som tolke.
Her er der grund til at vende sigtekornet om og fokusere på den faglige dovenskab, som lægernes gentagne anvendelse af børnetolke er udtryk for. Anvendelsen af børn i denne situation er udtryk for en faglig og organisatorisk ligegyldighed, som er langt alvorligere end selve anvendelsen af børnetolke. Det er nytteløst at forbyde børnetolke, hvis man ikke samtidig opbygger de kulturelle-etniske kompetencer hos læger – at man som fagperson accepterer det, er mere alvorligt, end at forældrene tager deres 15-årige datter med som tolk.
Måske var det mere frugtbart og mindre intimiderende at ændre på konsultationsvilkårene og på lægers uddannelse, som på dette punkt afslører alvorlige brister.
At myndighederne og regionerne har set igennem fingre med problemet, er ikke mindre foruroligende, for de ledelsesmæssige smutveje for at undgå investeringer i f.eks. videotolkesystemet er kun udtryk for ligegyldighed: går den, så går den.
Danske regioner vedtog allerede i 2011, at videotolkesystemet skulle være landsdækkende. Selvom der er mere end fem års erfaringer med systemet på Odense Universitetshospital, er det endnu ikke udrullet i resten af landet. Som IMR undersøgelsen tydeligt viser, så er de øvrige regioner aldrig kommet ud over stadiet med små ufokuserede pilotforsøg på tredje år, og der ser ikke ud til, at der er en klar tidsplan. Jeg underviser praktiserende læger næsten hver uge, og de spørger hver gang til video tolkesystemet. De synes, det er utroværdigt, at jeg beskriver et velfungerende system, som bare ikke findes. Det kan jeg kun give dem ret i.
Hvordan ved lægen, at tolken forvansker eller (over-)fortolker patientens symptomer? Hvornår er et barn et barn, og hvornår er en tilhører tolk? Datteren, der er med den senile far til læge – er hun tolk?
IMR rapporten påviser, at lægerne vil have mere undervisning om etniske minoriteter, de vil have mere tid i konsultationen, de ønsker færre børnetolke, de vil have videotolkesystemer og mere træning i at anvende tolkebistand.
Faktaboks
Sundhedsstyrelsen (SST) og DSAM har imidlertid godkendt, at undervisningen i indvandrerpatienten i målbeskrivelsen for speciallægeuddannelsen til almen praksis mere end halveres fra og med 2014.
I svar på et spørgsmål, som Enhedslisten stillede til ministeren om problemet, svarede Sundhedsministeren 13. august 2014: ”….Dette er dog ikke udtryk for, at fremtidens praktiserende læger har mindre behov for viden om de særlige forhold, der kan knytte sig til etniske minoriteters sundhed. Indholdet i det nye kursus giver det nødvendige afsæt af viden for uddannelseslægen på området. Uddannelseslægen opnår blandt andet informationer om, hvordan yderligere viden inden for området tilegnes”.
Det er bekymrende, at denne beslutning er taget på et uinformeret grundlag (ingen af underviserne er blevet hørt), men det er endnu mere bekymrende, at de stakkels praktiserende læger nu helt afskæres fra at få afpudset deres praktiske kulturelle kompetencer med særligt erfarne lærere. Det er en forkert beslutning på et meget forkert grundlag. Det viser IMR rapporten tydeligt, og det er måske derfor spørgsmålet om børnetolke – et ubetydeligt og perifert problem – fremhæves.
Det er for uambitiøst og dovent at skyde på tolken og på patienten, der i afmagt selv medbringer en tolk, når de er uskyldige og uden indflydelse på situationen. SST og DSAM, der havde muligheden, har desværre valgt at gøre det stik modsatte af, hvad praktiserende læger, erfaringer fra de indvandrermedicinske klinikker, forskningen og patienterne peger på.
Tolkene gør et kæmpe arbejde hver dag i det danske samfund, og de kæmper for at oversætte lægernes forfærdelige gråzonesprog. Tolke er budbringere, fødselshjælpere, kulturformidlere, koordinatorer, ambassadører og konfliktmæglere.
Det er en rigtig dårlig ide at give dem skylden for sundhedsvæsenets kollektive dovenskab og tale om forbud mod børnetolke – så får vi nemlig nye og langt alvorligere problemer på nakken: patienterne tør ikke gå til læge, for de fleste læger bestiller ikke tolk, de tør ikke tage nogen med til samtalerne, fordi de risikerer at få skældud. Nogle af de tungeste hemmeligheder findes ofte kun mellem mor og den førstefødte 16-årige datter, ”hun er min kopi”, som en patient sagde.
En chef for adskillige havarikommissioner forklarede engang, at kommissionernes største udfordring i undersøgelser af ulykker var, at ledelserne altid ville have ansvaret placeret så langt nede i systemet som muligt og helst hos manden med kosten, der kom til at røre en knap, han ikke skulle røre ved. Jeg har fornemmelsen af, at det er bekvemt at placere ansvaret for udfordringerne med indvandrerpatienter hos tolken. Det løser bare ingen verdens ting, og imens må patienterne ”tale med fingrene” hos lægen.
