Skip to main content

BLOG - Morten Sodemann: Ministeren skræmt af vildand skyder sig i foden

Justitsministerens mistænkeliggørelse af alle lægeerklæringer på baggrund af én læges erklæringer i ansøgninger om humanitært ophold eller dansk statsborgerskab, er en velovervejet logisk fejlslutning og en tryllekunster værdig. Men det gør ikke mistænkeliggørelsen mere rigtig eller velfunderet.

26. nov. 2014
6 min.

Justitsminister Mette Frederiksen og Justitsministeriet (JM) vil undersøge, om en bestemt læge har snydt med lægeerklæringer, der lægges til grund for ansøgninger om dansk statsborgerskab.

Lægeforeningen var hurtig med alvorsminen og fastslog, at en lægeerklæring er et alvorligt dokument.

Hvis læger snyder med lægeerklæringer, er det både uacceptabelt og ulovligt og skal selvfølgelig bedømmes som sådan. Det er der klare regler for, som der er for så mange andre forseelser. Men at én læges (indtil videre) mistænkt flossede faglige moral skal fylde hele mediefladen med det sigte, at læger snyder og bedrager, er ikke bare meningsløst men afslører netop, hvor skoen trykker i JM.

Ministeren benyttede den åbne mediesluse til lige at så lidt generel tvivl om lægeerklæringer: ”Jeg synes, vi bliver nødt til at kigge på lægeerklæringerne i det hele taget, for de indgår med stor vægt i sagsbehandlingen i dag, og det er meget problematisk, hvis det viser sig, at de ikke bliver lavet på et individuelt og ordentligt grundlag”.

Der er intet sted, der er så trygt og faktafrit som i slipstrømmen af en alvorlig anklage fra en minister.

Det har ministeren intet belæg for at udtale sig om, men ministeren lavede med sin mediemanøvre en perfekt curling bane til Christian Langballe (DF): ”Jeg har kunnet fornemme, at der har været flere dispensationer med diagnoser, som har lignet hinanden meget. Det har givet mig en mistanke, og jeg har også kaldt ministeren i et lukket samråd om spørgsmålet”, og til indfødsretsordfører Preben Bang Henriksen (V): ”Vi har ikke kunnet undlade at bemærke, at i 90 procent af de sager, vi får forelagt i udvalget, søges der dispensation på baggrund af PTSD. Vi vil gerne have en lægefaglig vurdering af, hvad det dækker over, og om det kan være en relevant årsag til, at man ikke kan bestå dele af indfødsretsprøven”.

En perfekt afledningsmanøvre, der startede en strategisk kærkommen, men helt irrelevant og udokumenteret desavouering af alle lægelige oplysninger i sager om indfødsret. Og så er det opportunt lige at få nævnt, at det er påfaldende, så mange der har PTSD.

Der er intet sted, der er så trygt og faktafrit som i slipstrømmen af en alvorlig anklage fra en minister.

Men så let slipper politikerne desværre ikke. Med deres meldinger i pressen har de uforvarende afsløret, at de netop ikke magter at lovgive eller sagsbehandle på dette vanskelige område uden lægelige oplysninger.

Lad gå med at politikerne ikke er bekendt med dansk og international forskning på området: mellem 30 og 60% af krigsflygtninge har så svære krigs- eller torturoplevelser, at de har tilstande som PTSD eller lignende. Det har politikerne aldrig villet forstå, så det overrasker ikke. Der er imidlertid andre og mere bekymrende konsekvenser af deres presseudtalelser.

Sagen viser nemlig tre ting, som er bekymrende: Ministeren har ikke styr på det lægefaglige område, når 30 erklæringer kan sive igennem juristernes filter, uden at de opdager, at der er tale om enslydende erklæringer - politikerne, der bedømmer sagerne, har også haft problemer med at bedømme det lægefaglige – de opdagede det heller ikke.

Men derudover afslører sproget, hentydningerne og den måde, sagen blev lanceret af ministeriet i medierne, at JM har meget travlt med at flytte fokus væk fra kritikken i august-september af, hvordan ministeriet indsamler, udvælger og påvirker lægeoplysninger, der lægges til grund for ansøgninger om dansk statsborgerskab. Justitsministerens mistro til lægeerklæringer i ansøgninger om dansk statsborgerskab er ministerens egen hovedpine.

Faktaboks

Fakta

Ministeren skyder efter vildænder men skyder sig i foden. Ministeren har med den tydelige medielancering fået flyttet fokus væk fra et alvorligt problem med sagsbehandlingen i ministeriet over på en enkelt ryggesløs læges skuldre – langt væk fra de store udfordringer - og samtidig fået miskrediteret alle de læger, der ihærdigt og efter bedste overbevisning, men forgæves, har forsøgt at forfatte en lægeerklæring med henblik på en patients ansøgning om dansk statsborgerskab.

Mistænkeliggørelsen af alle lægeerklæringer på baggrund af én læges erklæringer i ansøgninger om humanitært ophold eller dansk statsborgerskab, er en velovervejet logisk fejlslutning og en tryllekunster værdig. Men det gør ikke mistænkeliggørelsen mere rigtig eller velfunderet.

Sagen er ganske enkelt, at JM tidligere i år er blevet anklaget for sin måde at indhente, behandle og fortolke lægelige oplysninger i sager om humanitært ophold eller dansk statsborgerskab. Anklagen styrkes af, at der helt tydeligt ikke er relevant lægefaglig bistand til JMs sagsbehandling. Hvis der, som JM oplyser, er tale om over 30 lægeerklæringer fra én og samme læge, så er det udtryk for en vilkårlig og ikke-lægelig sagsbehandling, som må falde tilbage på ministerens skuldre. Ved at rejse en upræcis og generel mistanke om lægeerklæringers lødighed på basis af én (endnu ubekræftet) mistanke men uden lægefaglig bistand, styrker ministeriet netop den kritik, der er rejst af dets sagsbehandling. JMs jurister har ikke de nødvendige kompetencer til at fortolke og indarbejde lægelige oplysninger på forsvarlig vis i vurderingen af ansøgninger om humanitært ophold og dansk statsborgerskab.

Ministeriet undlader at nævne, at de fleste af ansøgerne har mere end én sygdom. Langt hovedparten af ansøgninger om humanitært ophold mangler enten helt lægeoplysninger eller også er kun ét af ansøgerens helbredsproblemer beskrevet i én lægeerklæring, mens der ikke indgår lægeerklæring vedrørende de øvrige sygdomme.

Problemet for de ofte svært syge ansøgere er, at det kun sjældent lykkes at få fat i mere end én erklæring, dels af økonomiske årsager (en lægeerklæring kan koste 2.000-10.000 kr), eller fordi der ikke er relevante speciallæger i deres område af landet (dvs. Danmark uden for København), eller fordi der er langt mellem advokater med erfaring på området.

De læger, der skriver erklæringer, er typisk læger, der kun sjældent skriver erklæringer og derfor udtrykker sig i generelle, uforpligtende vendinger. Læger, der har været involveret i disse sager, kan berette om, hvordan jurister fra JM i flere omgange forsøger at få læger til at ændre i behandlingen.

Med den aktuelt lange sagsbehandling bliver lægeerklæringer erklæret forældede (selvom der ikke er lægeligt belæg for det), og ansøger må derfor igen søge og betale for nye erklæringer.

JM kan slippe af med hovedpinen ved at sørge for relevant lægelig ekspertise i sagsbehandlingen. Det er desperat og unødvendigt at sprede generel mistro om lægeerklæringers værdi, når JM selv har skabt og vedligeholdt usikkerheden ved gentagne gange at undlade dialog om, hvordan der kan sikres lægefaglig vurdering i disse sager, som ofte er ganske komplicerede selv for erfarne jurister og læger.

Det ved Mette Frederiksen udmærket godt. Ministeren skylder de fortvivlede ansøgere, deres advokater og de læger, der - ofte uden honorar - forsøger at navigere gennem JMs sagsbehandling, en bedre retssikkerhed, så det ikke er én - muligvis anløben - læge, der skal foranledige, at man fjerner den sidste rest af retfærdighed i et juridisk minefelt for flygtninge.