En borger spurgte, hvorfor Indvandrermedicinsk Klinik i Odense egentlig findes. Alle hånde ledelses- og embedsled sendte Sorteper videre og videre og videre, indtil det penible spørgsmål landede hos klinikkens leder. Som giver svaret her.
Nogle spørgsmål giver sig selv, mens andre spørgsmål selv stiller 117 nye spørgsmål. Sjældnere kan spørgsmål få én til at undres over, hvorfor det overhovedet er et spørgsmål.
Jeg fik for nylig et spørgsmål tilhørende sidstnævnte kategori. En sen aftentime tikkede der en mail ind fra sygehusledelsen vedrørende en forespørgsel fra regionshuset. Af tråden kan det ses, at en lang række embedsmænd, først i regionshuset, sidenhen på sygehuset, allerede var blevet involveret besvarelsen.
Spørgsmålet fra regionshuset lød noget i retning af, at der var kommet et spørgsmål ”fra en anonym borger”, der gik på, hvorfor der var en indvandrermedicinsk klinik på sygehuset. Der var ikke noget medsendt e-mailen, så den originale ordlyd fremgik ikke. Det var umiddelbart heller ikke klart, hvordan man skulle kunne svare en anonym borger.
Urskoven af specialklinikker er hver især forsøg på at møde patientens mangfoldige virkelighed, behov og følelser med en lige så stor mangfoldighed af faglighed
Det viste sig dog, at borgeren måske ikke var så anonym endda, for spørgsmålet var i første omgang fra en borger, der havde spurgt en - unavngiven - politiker i regionsrådet. Vedkommende borger havde, viste det sig senere, ledsaget sit anonyme spørgsmål med et dunkelt foto af en liste med afdelingsnavne. Billedet var taget i elevatoren på sygehuset og viste, hvilke afdelinger der lå på hver etage.
En borger var åbenbart faldet i staver over navnet, tog et billede af det og havde sendt det til en folkevalgt regionspolitiker. Så sad jeg der en sen søndag aften og undrede mig, ikke over hvorfor vi havde en indvandrermedicinsk klinik, men hvordan et simpelt spørgsmål kunne blive så komplekst.
Hvorfor kunne ejeren af sygehuset, regionsledelsen, der betaler min løn samt husleje, varme, håndsprit og driften af elevatoren til klinikken, ikke selv svare på, hvorfor de havde denne afdeling gemt på 6.sal som en hemmelig Harry Potter etage?
Men sådan er der så meget, man ikke forstår i det offentlige. (Da vi startede i 2008, kom der en folketingsdelegation forbi sygehuset på inspirationstur. Jeg blev bedt om at inspirere dem om den nystartede klinik, men den daværende sygehuschef introducerede mig for folketingsgruppen med ordene: ”Jeg ved ikke, hvad det er, de laver”).
Så slog det mig, at den anonyme borger tydeligvis havde befundet sig mindre end 6,5 m fra den mystiske klinik, da han tog billedet i elevatoren. Så hvorfor var den logiske beslutning for borgeren at ulejlige sig med at tage billedet, sende det til en unavngiven politiker, der sendte det til direktøren for det hele i regionen, der sendte det til en kaskade af embedsmænd i regionen, der sendte det til en ny kaskade af embedsmænd på sygehuset, for at spørgsmålet som allersidste led i fødekæden lander i min inbox søndag aften 4,5 km fra gerningsstedet?
Hvad får en anonym borger til, i stedet for at gå de 6,5 m til klinikken, hvor det søde personale kunne have givet et detaljeret og engageret svar på spørgsmålet, at starte en dyr og langsommelig embedsmandstung proces, hvor svaret med stor sandsynlighed vil være kort, tilslebet, poleret og kedeligt? Det får jeg heller aldrig svar på.
Men ved nærmere eftertanke så peger præmissen for spørgsmålet, og regionens håndtering, på nogle grundlæggende problemer og uligheder i sundhedsvæsenet. Da vi startede klinikken, fik vi spørgsmålet: "Hvor kommer de patienter pludselig fra?". "De patienter var der ikke i går, nu kan de fylde en sygehusklinik?". "Hvorfor skal vi have sådan en klinik, når vi jo ikke har en klinik for fynboer?"
Det er et godt spørgsmål, som en MTV rapport imidlertid svarede på: Der er ulighed i sundhed for flygtninge/indvandrere, og det kan klinikken ændre på samtidig med, at den sparer penge. Hvor mange afdelinger i sundhedsvæsnet har egentlig vist, at de udligner ulighed OG sparer penge? MTV rapporten viste også, at 25% af de henviste patienter havde oversete sygdomme. Det er en temmelig høj fejlmargin.
Sygehusspecialer skal normalt ikke legitimere deres fortsatte eksistens. De findes, de ser patienter, og der er ingen, der stiller spørgsmål ved deres berettigelse. Men måske var det en idé, at afdelinger bliver bedt om at søge deres eget job hver 3. år?
Sygehuse var i deres oprindelse bemandet med sygehuslæger, der kunne det hele og lidt til. Så kom medicinere og kirurger til. Medicinere blev senere opdelt efter organer, og kirurgerne efter om var de bløde eller hårde. Nu har vi 25 subspecialer i kardiologi, og ortopæderne har et speciale for hvert led.
Vi tilpasser os virkeligheden, vore kompetencer udvikles og forfines, og patienterne ændrer sig også. Måske er det dén historiske forståelse, der ikke helt er bundfældet i det sundhedspolitiske miljø. Men vi stopper ikke ved subspecialer. Vi laver specialklinikker, når der er behov for det, og når en særlig gruppe patienter eller sygdomme er for svære at håndtere i det eksisterende system.
Jeg fører en liste over ”mærkelige” klinikker i det offentlige sundhedsvæsen, som løbende opdateres. Jeg nævner i flæng klinikker på listen: ludomani, angst, bariatri, endokrine sygdomme hos børnecanceroverlevere, musikmedicin, adoptionsmedicin, rummedicin, dykkermedicin, knogleskørhed, misbrugte børn, ungdomsmedicin, naevusklinik, familieambulatorie, hensigtsmæssige patientforløb, faldklinik, sexologi, tidligt interventionsteam, sjældne sygdomme, palliation, smerteklinik etc.
Faktaboks
Seneste knopskydning på listen er en klinik for fjernelse af tatoveringer. Indvandrermedicinsk Klinik er også en del af denne urskov. Med andre ord: Vi ser en driftsfordel i at etablere en særlig enhed, der på effektiv og professionel vis kan tage sig af en sygdom eller patientgruppe, der ellers tydeligvis udfordrer sygehuset og påvirker behandlingskvaliteten. Det sundhedspolitiske narrativ om et lighedsorienteret normalsystem er i virkeligheden en konstant foranderlig urskov af subspecialer, specialklinikker og ad hoc løsninger drevet af en kombination af nye lægevidenskabelige muligheder, effektiviseringspres og nye patientkategorier.
Alle sygehuses øverste chef, formand for Danske Regioner Bent Hansen, er en af dem, der mest stædigt fastholder illusionen om et sundhedsvæsen, der har den form, struktur og det indhold, som sundhedsvæsner skal have. Den snusfornuftige konservative systemforståelse kom tydeligt frem, han da den 12. februar 2014 blev spurgt i P1 Radioavisen om behovet for indvandrermedicinske klinikker i de øvrige danske regioner på baggrund af MTV rapporten, der viste, at den indvandrermedicinske klinik sparede penge og sikrede mere lighed i sundhed.
Bent Hansen svarede: ”Der er ikke brug for flere indvandrermedicinske klinikker som den i Odense. Det med at lave særlige klinikker for indvandrere, hvor man godt ved, man skal hente ressourcerne andre steder - det tror jeg ikke er særlig realistisk. I stedet skal de praktiserende læger være bedre til at hjælpe de socialt udsatte indvandrere og sende dem videre til de nyoprettede diagnostiske centre, der har til opgave at udrede patienterne hurtigt. Den tværgående og faglige vurdering, der er i de diagnostiske centre, de skal også fange den type patienter her”.
Men Bent Hansen havde ikke styr på historikken. Klinikken var netop opstået med det klare mål at spare ressourcer. Den opstod, fordi de praktiserende læger tydeligvis havde svært ved at få den hjælp i udredningen, de bad om, til denne gruppe. Og endelig fordi de diagnostiske centre hverken har kompetencerne, tiden eller henvisningskriterier, der matcher de meget komplekse kliniske problemstillinger, som indvandrermedicinske klinikker tager sig af. Klinikkens personale underviser hver dag året rundt, fordi sundhedsvæsnet har behov for de systematisk indsamlede erfaringer vedrørende denne patientgruppe.
Politikerne, og regionerne, er nødt til at have en anden og mere praktisk forståelse af, hvordan man bringer patienter i centrum og øger lighed i adgang til behandlingstilbud. De utallige små ”mærkelige” klinikker er bare ét af mange udtryk for, at sundhedsprofessionelle prøver at løse hverdagens omskiftelige kliniske problemer. Men klinikkerne vil altid opfattes som ”mærkelige”, så længe sygehusenes ejere ikke forstår, hvad det er for produkter, organisationen har på hylden, og hvorfor produkterne er der.
Embedsmænd og politikere vil fortsat have svært ved at svare på den anonyme borgers spørgsmål, hvis de ikke tilegner sig en bedre forståelse af, hvad patienten i centrum faktisk betyder. Urskoven af specialklinikker er hver især forsøg på at møde patientens mangfoldige virkelighed, behov og følelser med en lige så stor mangfoldighed af faglighed. Sygehusejerne bør ikke være i tvivl om, hvad vi laver eller hvorfor.
