Jeg lærte meget i min KBU – rigtig meget. Jeg havde gode kollegaer og blev helt klart dygtigere, men livet som læge var langt fra, som jeg havde forestillet mig. Hverdagen var travl. Alt for travl. Jeg gik ofte hjem med følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok, på trods af at jeg aldrig havde løbet hurtigere i mit liv. Jeg var flere gange flov over de patientforløb, jeg deltog i, og havde svært ved at stå på mål for det sundhedsvæsen, jeg nu var en del af.
KBU’en sluttede, og jeg håbede at ovenstående tanker blot var et udtryk for travlhed på den pågældende afdeling. Sidenhen har jeg taget forskellige introstillinger, men følelsen af afmagt og af at være en del af et system, der alt for tit ikke fungerer, fulgte desværre med. Det har taget mig lang tid at erkende, at det er sådan, det danske sundhedsvæsen er lige nu. Ressourcerne er for få – eller bliver brugt forkert? – jeg ved det ikke.
Som yngre læge er du ansigtet udadtil. Du er den, patienterne møder om natten, den der skal undskylde for de lange ventetider, småfejlene der ofte sker, og for den manglende kommunikation, der opstår, når læger og plejepersonale bruger størstedelen af deres tid på at registrere i stedet for at tilse patienter og tale med pårørende.
Det gør ondt i maven at tænke på, at jeg har svært ved at se mig selv som læge i dette system. For jeg vil GERNE være læge. Jeg elsker mit fag, og de dage, hvor computersystemerne kører, ventetiderne er humane, og man kan føre en rigtig samtale med patienterne. Dér elsker jeg mit job og kan ikke forestille mig noget, jeg hellere ville lave.