BLOG - Trine Jeppesen: Hvordan vil ministeren forvalte denne lov?

I forlængelse af min forrige blog - Hvorfor føler ministeren trang til at stadfæste noget, der allerede er aftalt? - handler dette indlæg om yderligere problemer i forbindelse med databehandling i almen praksis, som den nys udsendte udkast til bekendtgørelse om kodning og datafangst i almen praksis bringer op.

Hvordan vil sundhedsministeren forvalte loven? Hvordan vil han skelne mellem, at de data, den enkelte klinik eller læge leverer, er sket på baggrund af maksimalt samarbejde fra patient og læges side?

Der er vejledninger, som patienter med multimorbiditet slet ikke kan indgå i, uden at få flere ulemper end gavn. Der er vejledninger, der aktuelt slet ikke er videnskabeligt belæg for at følge fx HbA1c cutoff i DM vejledningen, statinanbefalinger, ukompliceret mild hypertension, osteoporose, blot for at nævne et par stykker.

Der er patienter, der på et oplyst grundlag ikke ønsker at indgå i alle pop-up indikatorer fx KRAM overvågning.

Der er læger, der ønsker at undgå den risiko for overbehandling og overdiagnostisering, som vejledningerne reelt rummer. Og så er der læger og patienter, der ønsker at håndhæve tavshedspligten, hvilket ikke kan lade sig gøre, så længe data tillige udstilles CPR-henførbart på sundhed.dk uden samtykke.

Der vil således være stor spredning og variation i, hvilke og hvor mange data regionen og ministeren vil få leveret. Hvordan vil kontrolmyndigheden afgøre, at lovens tekst er opfyldt? At lægen fortjener sit honorar? Hvor går grænsen for sanktion?

Hvordan kan denne lovgivning rumme de læger, der med rette stiller spørgsmålstegn ved at anvende eksempelvis depressions pop-up scoring, fordi dette diagnoseredskab er utroligt usikkert, meget intervariabelt afhængigt af behandleren og med sikkerhed rummer overdiagnostiseringsrisiko af patienterne?

At stille en diagnose er ikke en reproducerbar, verificerbar videnskab. Den samme patient, der præsenterer sig med psykiske symptomer, vil få flere forskellige diagnoser afhængigt af lægens erfaring. Der er massive strømninger i videnskabelige kredse, der ligefrem anbefaler, at vi i almen medicin med fordel bør undgå depressionsdiagnoser i den milde ende af spektrummet. Det er maksimalt provokerende, at vores faglige selskabs vejledninger nu inddirekte kan medvirke til øget stigmatisering og øget medicinforbrug med ulemper for patienterne til følge.

Kan ministeren fx præcisere, hvad der forstås ved kroniske muskuloskeletale lidelser? Jeg kan nemlig ikke remse en fuldstændig liste op.

Denne lovgivning kan ikke forvaltes kategorisk, for man kan ikke skelne mellem variation i leveret data på baggrund af vrangvilje, forskellig lægelig erfaring eller velovervejede lægelige skøn, patientens velbegrundede fravalg eller ønsket om fortrolighed.

Ministeren kunne med denne lov - sat på spidsen - ligeså godt gøre alle pop-up indikatorer til et spørgsmål mellem patienten og staten. Patienten kan uden lægens indblanding selv udfylde sine data via Nem-ID, få et facit og hente recepten direkte på apoteket. Diagnosen kunne stilles ved en spørgsmåls- eller en laboratoriestandard.

Hvordan kan vi acceptere, at vores lægefaglige skøn på disse områder nu ikke længere er det overordnede gældende, men derimod ministerens juridiske skøn af vores skøn? En grotesk og helt igennem uacceptabel situation, at en jurist skal skønne om MIT lægefaglige skøn opfylder paragraf 1 og 2 i bekendtgørelsen.

Jeg kan personligt ikke acceptere en lovgivning, der tilsidesætter min lægefaglighed eller patientens medbestemmelsesret og ret til informeret samtykke.

Jeg kan heller ikke acceptere at kodeforpligtigelserne i paragraf 1 og 2 løbende kan udvides efter indstilling fra vores faglige selskab(paragraf 57c stk 3 i sundhedsloven).

Vores faglige selskab er ligesom alle andre direkte eller indirekte under indflydelse af kommercielle interesser. Dette gælder fx, når vi ukritisk adopterer de cardiologiske retningslinjer for behandling af mild hypertension. Dette gælder også, når almen medicinsk forskning støttes af private midler. Det er ikke rimeligt, at industrien på den måde har adgang til at sætte faglige rammer op for mig, som jeg kan straffes for ikke at følge.

Jeg håber, at alle læger vil reflektere over dette. Jeg håber, I alle flittigt vil sende høringssvar til ministeren. Jeg håber også, at PLO og DSAM vil sende en stribe kritiske høringssvar men er bekymret over, hvor kritiske de vil blive.

Til et visionsmøde 2013 i Kolding, blev bestyrelsen spurgt direkte til, om den havde til hensigt politisk at arbejde på at få fjernet paragraf 57 i sundhedsloven (den som bekendtgørelsen nu præciserer). Svaret på spørgsmålet var på dette tidspunkt, at bestyrelsen ikke havde intentioner om at problematisere denne paragraf med den begrundelse, at den ikke rummede noget nyt i forhold til det aftalte i OK 2010 forpligtigelsen.

Men der er en væsentlig forskel. Forholdene i loven er nemlig ikke længere til forhandling og jeg kan i min lægegerning straffes på et juridisk skøn, der trumfer mit lægefaglige skøn, hvad angår den rent lægelige behandling af mine patienter. PLO kan intet stille op mod dette. DSAM kan måske indstille til en modificering af loven, hvis deres magtfulde bidragydere ellers tillader dette.