Der er livlig debat omkring den nye bekendtgørelse om kodning og datafangst. Et af de temaer, der diskuteres, er i hvilken grad det fortrolige rum mellem lægen og patienten påvirkes, og om tavshedspligten trues, når patientdata skal afgives til regionerne.
Der er livlig debat omkring den nye bekendtgørelse om kodning og datafangst. Mange praktiserende læger har sendt eller er ved at sende et høringssvar, og både DSAM og PLO vil kommentere udkastet.
Et af de temaer, der diskuteres, er i hvilken grad det fortrolige rum mellem lægen og patienten påvirkes, og om tavshedspligten trues, når patientdata skal afgives til regionerne.
Det fortrolige rum er udvidet. Det er ikke længere kun patienten og lægen, der er omfattet, men også de nære medarbejdere. På hospitaler er det endnu flere, der har adgang til en patientjournal.
Ifølge bekendtgørelsen skal informationer som diagnosekoder og andre data, som er indsamlet med datafangst, stilles til rådighed for regionerne til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Det påpeges specifikt, at disse data ikke må være personhenførbare.
Man kan spørge sig selv, hvordan man kan kvalitetssikre patientforløb og kontrollere regninger, når man ikke må identificere en konkret patient. Men når det nu specifikt omtales i bekendtgørelsen, i ministersvar og bemærkninger til lovforslaget, må vi kunne være sikre på, at embedsmænd og andre uden behandlingsansvar kun får adgang til anonymiserede informationer. Fortroligheden og tavshedspligten må være knyttet til konkrete informationer om konkrete personer, og det synes derfor ikke her, at der er problemer.
Efter aftale mellem Danske Regioner og PLO har man igennem et stykke tid sendt informationer fra DAMD (Dansk AlmenMedicinsk Database) til den elektroniske patientjournal. Det drejer sig om ydelseskoder, laboratorie-værdier, diagnosekoder og medicin. Adgang til disse data er forbeholdt patienten selv og de sundhedsfaglige personer, der har en behandlingsrelation med patienten. Det er potentielt ret mange personer, og ikke alle fagpersoner har brug for alle oplysninger.
I dag er der mange steder, på hospitaler, i kommuner, og også i almen praksis, hvor man deler journal og dermed også intime informationer om patienter. De notater, jeg gør i min praksis, kan læses af mine kolleger og mit personale. Dette accepteres af både patienter og læger i tillid til, at alle i lægehuset behandler private informationer fortroligt. Alternativet (hver læge - og andre medarbejdere - fører en egen, privat journal) vil virke besynderligt og er uhensigtsmæssigt. Informationer går tabt, samme oplysninger skal fortælles flere gange mv.
Det fortrolige rum er, som ovenfor omtalt, udvidet. Det er ikke længere kun patienten og lægen (eller anden behandler), der er omfattet, men også de nære medarbejdere. På hospitaler er det endnu flere, der har adgang til en patientjournal. I sundhedsvæsenet arbejder vi tættere og tættere sammen. Vi skal måske overveje at inkludere sygehusansatte, speciallæger og fysioterapeuter i den kreds af nære samarbejdsparter, der kan få adgang (og give os adgang) til de informationer, vi har om vores patienter. En forudsætning er selvfølgelig, at de bruges til gavn for patienten, og at tavsheden over for udenforstående respekteres.
Faktaboks
Mange patienter har en forventning om, at vi i sundhedsvæsenet er orienteret om hele deres forløb. Det sker eksempelvis ikke sjældent, at de undrer sig over, at man i lægevagten ikke kan se, hvad der er sket hos egen læge. Der er derfor noget, der tyder på, at patienter har en forholdsvis afslappet holdning til deling af informationer. Dette bekræftes i en engelsk undersøgelse. Det konkluderes, at patienter synes, at deres helbredsdata er private og følsomme, men at de med fordel kan deles, så længe det er indenfor sundhedsvæsenet. Det fremhæves også, at helbredsdata ikke må udleveres til private virksomheder, arbejdsgivere mv.
Det fortolker jeg sådan, at det ikke er videregivelsen af informationer, der er problemet, men til hvem og med hvilket formål. At videregivelse af informationer i sig selv ikke er et brud af tavshedspligten.
Der er fordele ved datadeling. Det er tids- og resursebesparende, og patientsikkerheden styrkes. Der er også ulemper, størst er risiko for sikkerhedsbrist.
Der er dilemmaer, som bør diskuteres. Lige nu sker det i en kamp mellem lægerne og ministeriet i forbindelse med bekendtgørelsen. Men skal det ikke være samfundet og patienterne, der høres og finder frem til om og hvordan, sundhedsdata skal deles?
