Bør vi være lidt mere vaccinekritiske?

Solen steger, børnene leger, og mangoerne falder tungt fra de store træer. Suzette, min guineanske kollega, og jeg sidder under et mangotræ og venter på, at mødrene fra den lille landsby bringer deres børn til vores midlertidige vaccinationspost. Vi sidder og diskuterer, hvordan man kan optimere vaccinationspolitikkerne og disses implementering, så man kan nå helt ud til de landsbyer, hvor der trods en høj officiel vaccinedækning løber mange uvaccinerede børn rundt og leger. Flere mødre i landsbyen fortæller, hvordan de er gået forgæves til sundhedscenteret for at få vacciner, da der ikke var nok børn til stede til at åbne en vaccine. Suzette og jeg bliver hurtigt enige om, at hvis vi bare kunne åbne en vaccine for hvert enkelt barn, så ingen skulle gå forgæves, så ville vi være godt på vej. Suzette siger, at det er svært, da vaccinen kun kan holde sig i kort tid, og det er dumt at lade vaccinedoser gå til spilde. Suzette påpeger, at det må være meget lettere i Danmark, hvor man sikkert åbner en vaccine til hvert enkelt barn. Jeg bekræfter, at man i Danmark ikke går forgæves til egen læge igen og igen for at få sine børn vaccineret.

Samme morgen har jeg set, at vaccinationsdebatten atter er i fuldt sving i Danmark. Skal man lade sit barn vaccinere eller ej? Er alle læger købt af medicinalindustrien? Kan man stole på evidens? Hvorfor skal immunsupprimerede børn sættes i øget risiko, fordi andre forældre fravælger vaccination af deres raske børn? Synspunkterne er mange – debatten er ophedet – og den er livligt drevet af diverse nyhedsplatforme og ikke mindst de sociale medier, hvor alle er eksperter – og de mindst troværdige eksperter er dem, som enten har en uddannelse eller forsker inden for området. De er jo købt af medicinalindustrien. Jeg fortæller Suzette, at der i Danmark er stor debat omkring vacciner, og at nogle forældre fravælger vacciner til deres børn. Suzette bliver meget overrasket og spørger derefter, hvorfor folk ikke ved bedre; der er jo gode skoler i Danmark. Suzette fortæller, at man hernede ikke har et barn, før man har to børn; risikoen for, at et barn dør, er så stor, at ordsproget siger, at man først har et barn, når man får sit andet barn.

Inden vacciner blev indført i 1980’erne i Afrika var børnedødeligheden tæt på 500/1.000 i Guinea-Bissau. Dødeligheden er faldet markant gennem de seneste årtier. Det er anerkendt, at vacciner har spillet en betydelig rolle i dette fald. Suzette fortæller, hvordan hun selv og andre guineanere tydeligt husker den seneste mæslingeepidemi i Guinea-Bissau i 2003-2004, hvor rigtigt mange børn døde. »Kan de slet ikke forstå det i Danmark?«, spørger hun. Jeg føler pludselig, at jeg skal forsvare forældres ret til selv at vælge, hvorvidt de vil vaccinere deres børn eller ej, men argumenterne er, for mig, virkeligt svære at finde. Jeg ser mig selv som fortaler for vacciner og kan ikke bakke op om pseudovidenskab, som »påviser«, at mæslingevaccinen giver autisme eller mange af de andre synspunkter, som vaccinemodstandere giver udtryk for i debatten.

Min samtale med Suzette under mangotræet i Guinea-Bissau er efterhånden et år gammel – og vaccinationsdebatten blomstrer stadig i Danmark. Desværre er debatten ofte meget sort-hvid: Enten er man for vacciner, eller også er man imod. Punktum. Kløften mellem de vaccineskeptiske forældre og sundhedsvidenskaben vokser. Jeg kan hurtigt finde talrige argumenter for, hvorfor det er svært at diskutere med vaccineskeptiske forældre, som ikke vil tro på fakta og ikke vil tro på videnskab lavet af eksperter. Men hvad med alle de mange forældre, som egentligt ikke er skeptiske, men som er i tvivl, fordi de ikke kan navigere i junglen af vaccineinformation? De er fanget i kløften mellem vaccinemodstandere på den ene side og de sundhedsfaglige på den anden side. For her står vi, lægestanden, klar til kamp for at forsvare vaccinerne. Vi er klar til at overbevise vores patienter om, at vacciner er godt – for det ved vi – og det har vi vidst længe. Det løber os koldt ned ad ryggen, når vi igen hører om nogle, der tror, at mæslingevaccinen giver autisme – og vi orker næsten ikke at tage diskussionen en gang til.

De mange antivaccinebudskaber, som vi er blevet præsenteret for i den seneste årrække, har »vaccineret« os mod kritiske udtalelser om vacciner, så de nu preller af på os – vi hører ikke længere efter, når nogen igen sætter spørgsmålstegn ved, om vacciner virker. Men måske er denne »antivaccine«-vaccine i virkeligheden en af de farligste af slagsen? I en debat, hvor videnskaben ofte står for skud, og hvor usaglige argumenter får lov til at fylde mediebilledet, glemmer vi måske at forholde os kritiske til den litteratur, der findes på området. Vi ved, at vacciner beskytter mod specifikke sygdomme; det er vist talrige gange. Vi ved også, at vacciner skal undersøges for bivirkninger, inden de bliver godkendt og markedsført. Altså må vacciner være gode og gennemtestede.

At vacciner beskytter mod de sygdomme, de er designet til at beskytte imod, og ikke gør andet, har længe været den generelle opfattelse, men flere studier viser, at vacciner har effekter ud over deres specifikke sygdomsbeskyttelse, såkaldte uspecifikke effekter [1, 2]. Forskningen tyder på, at levende svækkede vacciner såsom BCG-vaccinen mod tuberkulose og mæslingevaccinen har gavnlige uspecifikke effekter [3], hvilket i 2014 blev anerkendt af en arbejdsgruppe nedsat af WHO. Forskningen tyder dog også på, at ikkelevende vacciner har negative uspecifikke effekter [4]. Et eksempel er difteri-tetanus-pertussis-vaccinen, som mange steder i verden bruges som indikator for vaccineprogrammernes performance.

Nogle vacciner har været brugt i mange år, og der bliver hele tiden produceret nye vacciner. For at udforske vaccinernes uspecifikke effekter og for at komme vaccineskepsissen til livs, er vi nødt til at undersøge effekten af vacciner på den overordnede dødelighed og sygelighed og ikke kun undersøge de specifikke sygdomsbeskyttende effekter. Også selv om vores overordnede indstilling til vacciner er god – måske netop derfor. Vi skylder alle forældre – både vaccineskeptikerne og vaccineforkæmperne – og deres børn, at vi undersøger vaccinerne grundigt ligesom andre lægemidler. At vi tager de store briller på og undersøger både de specifikke og de uspecifikke effekter. Det er ikke en fiasko at indse, at vores vaccinationsprogram ikke er optimalt. Det er en fiasko at holde op med at stille spørgsmål – for det er der, udviklingen stopper. At forholde sig kritisk til vacciner må ikke være et skældsord. Vi burde måske alle være en smule mere vaccinekritiske – ikke vaccinemodstandere, men blot forholde os kritisk til den eksisterende litteratur og fortsætte med at stille spørgsmål, så vi kan optimere vaccinationsprogrammet. Det må ikke være pseudovidenskaben, der sætter dagsordenen i vaccineforskningen. Lad os undersøge alt det, vi ikke ved, og ikke kun bekræfte os selv i, at vacciner er godt.

Suzette og jeg og resten af vores kollegaer fortsætter med at udforske vaccinernes effekter, både de positive og de negative, så vi kan blive klogere og forhåbentligt få skabt et optimalt vaccinationsprogram, hvor vaccinationspolitikker og implementeringen af disse går hånd i hånd.

Interessekonflikter: ingen.