Skip to main content

Boganmeldelse: Being Mortal

Saxo. 2014 288 sider. Pris 155,72kr ISBN 13-978-17812-5394-6
Saxo. 2014 288 sider. Pris 155,72kr ISBN 13-978-17812-5394-6

Lene Agersnap, agersnap@dadlnet.dk

5. jan. 2015
3 min.

At vedkende sig dødeligheden sammen med Atul Gawande er langtfra nogen nedslående oplevelse. Tværtimod er det befriende læsning, at en kirurg så nuanceret redegør for vigtigheden af at lytte til de sværest syges egne prioriteringer, når de – og dermed lægen – står med ryggen mod muren. Det lyder selvfølgeligt, men i den praktiske hverdag er det så fristende at oversælge budskabet om potentiel helbredelse. Hvem ville vi være, hvis vi ikke var optimistiske på vores patients vegne? Og hvor ville vi være henne, hvis ikke kirurgen var overbevist om egne livreddende evner i en kritisk situation?

Imidlertid er der meget at vinde ved at lytte til den syge selv. For, som Tolstoj beskriver i novellen om Ivan Ilyichs død, var det selve den kollektive fornægtelse af døden, der pinte den dødssyge mand mest. En barnlig længsel efter omsorg fyldte mere end håbet om helbredelse. Gawande beskriver, hvorledes nye avancerede »torturmetoder« blot har føjet sig til dem, der fandtes på Tolstojs tid. I vores fascination af »at fixe« alt med tekniske midler har vi glemt det nære. Geriatere med praktisk sans for simple tillempninger af hverdagen, så den passer til den enkelte ældre er en mangelvare i USA, hvor det til gengæld vrimler med stjernekirurger som forfatteren selv.

I en tid, hvor intimitet blandt familiemedlemmer ofte er noget, der dyrkes på afstand, placeres funktionshæmmede og ældre ofte på plejehjem. Vi ønsker selv autonomi, men giver sikkerhed første prioritet, når det gælder vore nærmeste. Gawande romantiserer dog langtfra tiden, hvor familien stod for al hjælpen. Blot skal institutioner rehumaniseres. Der fortælles om den innovative læge, der introducerede to hunde, fire katte og 100 fugle på et plejehjem, hvorefter dødeligheden faldt markant. Det at tage sig af et andet levende væsen giver tilværelsen mening og indhold. Og det kan måles.

I USA bruger Medicare 25% af sit samlede budget på 5% af patienterne, nemlig dem, der befinder sig i deres sidste leveår. Men det er andet og mere end et spørgsmål om penge: De døendes egne prioriteringer handler – ligesom Ivan Ilyichs – mere om at undgå lidelse og være sammen med familien end om at diskutere de fantasier om helbredelse, som hele systemet er gearet til. Det kan være fristende at klynge sig til kasuistikker om uventet lang overlevelsestid, især når den syge er ung og omstændighederne tilpas tragiske. Men i stedet advokeres der for en tosporet behandling i slutfasen, som tillader en palliativ tilgang sideløbende med intenderet kurative behandlinger. Ifølge forfatteren giver det 25% længere levetid samtidig med større livskvalitet. Zenbudskabet er, at det giver et længere liv at holde op med at stræbe så ensidigt efter det.

Så husk at spørge den enkelte patient, hvad der for ham er vigtigst, hvis tiden pludselig bliver knap. Spørg åbent og i god tid. Processen kræver aktiv lytning. Også her er det muligt at måle: hvis man selv taler mere end patienten, er det for meget.