Skip to main content

Boganmeldelse: Biokemi. 2. udgave.

Professor, overlæge, dr.med. Aase Handberg

11. mar. 2015
2 min.

Vibeke D. Borups ”Biokemi” er udkommet i ny og opdateret udgave.

Forfatter: Vibeke D. Borup Forlag: FADL´s Forlag, 2014 Sider: 950. Pris: 1.099,95 kr.

Bogens målgruppe er studerende ved de fire lægeuniversiteter i Danmark og andre med interesse for biokemi i lægevidenskabelig sammenhæng. Bogens store styrke er, at den er meget let læst og uhyre pædagogisk opbygget. De enkelte kapitler kan overordnet set læses på flere niveauer – en mere overfladisk læsning vil på lettilgængelig måde give overblik over det biokemiske emneområde, men læses teksten i dybden, vil man finde endnu et lag af information. Ydermere er bogen overalt udstyret med mange illustrative og indholdsrige figurer, der giver en god visuel tilgang til stoffet. Der er ret konsekvent anvendt samme kodninger i figurer gennem hele bogen. De enkelte kapitler er opbygget med en beskrivelse af biokemiske processer, som ofte gennemgås i flere sammenhænge, hvorved der sker en gradvis forståelsesudvidelse. Desuden er der faktabokse, der uddyber kliniske eller biokemiske sammenhænge inden for emnet. Efter hvert kapitel findes et resumé samt et kort afsnit med tilstræbte læringsmål. Sidstnævnte kan med fordel læses først.

Indholdsmæssigt gennemgår bogen de forskellige områder inden for biokemi, som har relevans for medicinstuderende. At sætte biokemien i relation til udvalgte kliniske problemstillinger i de røde faktabokse bidrager til en helhedsorienteret forståelse af den biokemiske baggrund for menneskets fysiologi og patofysiologi, og dermed for biokemi i lægefaglig sammenhæng. De enkelte afsnit rummer med varierende detaljeringsgrad beskrivelse af metoder, der kan anvendes til at undersøge biokemiske processer. Her er afsnittet om for eksempel molekylærbiologiske metoder dog utidssvarende. Forfatteren har valgt at fordanske nogle fagtermer, der sædvanligvis anvendes på engelsk (eksempelvis ”konkurrencehæmning” af alkoholdehydrogenasen frem for ”kompetitiv hæmning”). Det er et valg, som indimellem kan virke malplaceret, og det kan være vanskeligt at gennemskue, hvad kriteriet for fordanskning har været.

Samlet set en stor anbefaling af Vibeke D. Borups ”Biokemi” , som er en dækkende og meget lettilgængelig indføring i biokemi sat i en helhedsorienteret lægevidenskabelig sammenhæng.

Professor, overlæge, dr.med. Aase Handberg på vegne af læger og biokemikere ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital

E-mail: aaha@rn.dk

Interessekonflikter: ingen