Skip to main content

Boganmeldelse: Dansk Medicin. Historien om de danske medicinfabrikker.

Dr. med. Jørn Nerup

15. apr. 2014
1 min.

Med grundig dokumentation og et righoldigt illustrationsmateriale fortæller Hans-Otto Loldrup historien om de forbløffende mange »originale« danske medicinfabrikker. Om deres tilblivelse, om grundlæggernes baggrund og centrale medarbejdere, om deres store initiativrigdom og drive, om den gennem tiderne imponerende mangfoldighed af produkter, om virksomhedernes op- og nedture og indbyrdes kampe, om nedlæggelser, fusioner og opkøb giver forfatteren en meget læseværdig, interessant og historisk værdifuld beskrivelse. I sandhed et imponerende og vigtigt arbejde.

Loldrup H.O. : Dansk Medicin. Historien om de danske medicinfabrikker. København. Loldrups Forlag. 2014 304 sider. Pris 375 kr. ISBN 978-87- 89742-13-7

Forfatteren har tydeligvis bestræbt sig på at fremstille sit rige materiale i ret kort og objektiv form. Derfor får læseren kun i begrænset omfang indsigt i de personlige omkostninger, kampe, nederlag og sejre, nøglepersonerne har gennemlevet. En analyse af, hvorfor de mange virksomheder blev til de få, der er i dag, ville det være spændende at læse. Dette har ikke været forfatterens ærinde, men her ligger der sikkert mange interessante historier gemt.

Trods sin lidt tørre titel fortjener bogen at blive læst af mange. Den giver et interessant billede af dansk medicinindustris udvikling gennem tiderne og gør det på en vel fortalt og fængslende måde.

Dr. med. Jørn Nerup

E-mail: joern.nerup@gmail.com

Interessekonflikter: ingen