Skip to main content

Boganmeldelse: Giftige planter i naturen, i haven, i køkkenet og på marken

Overlæge Niels E. Ebbehøj
Overlæge Ellen Bøtker Pedersen
Farmaceut Lotte C. G. Høgberg

19. dec. 2014
2 min.

Der er meget, man ikke ved om giftige planter. Også selvom vi har arbejdet med forgiftningsrådgivning i mange år. Når vi nu har læst Per Mølgaards "Giftige planter", er der betydeligt mindre, vi ikke ved.

Bogens formål er at formidle den viden, vi har om giftige planter, hvordan de ser ud, hvilke giftstoffer de indeholder, hvordan de virker, og hvad man kan og skal gøre i tilfælde af forgiftning.

Mølgaard P.; Giftige planter i naturen, i haven, i køkkenet og på marken. Farum. Koustrup.& Co. 2014 340 sider. Pris 350 Kr. ISBN 978-87-93159-02-0

Det er umådeligt ambitiøst, og på langt de fleste punkter lever bogen op til sin intention. Der er en god systematik, der er generelle kapitler til den interesserede og gode tabelopslag. Oplysninger om mulig forveksling med spiselige planter er ligeledes meget nyttige, både som vejledning i forebyggelse og til identifikation ved mistanke om forgiftning.

Bogen er veldisponeret og indbydende med flotte tegninger og fotos. Den er en god appetitvækker til botanisk toksikologi, men den er ikke god nok som systematisk lærebog.

Et meget anvendeligt opslag er plancher med tegninger og fotos af de mest almindeligt spiste bær og planter, som kan bruges til hjælp til identifikation, når det skal afklares, om en given eksponering er farlig.

Den systematiske gennemgang af alle planterne indeholder en god risikovurdering og en nøgtern og ikke unødigt dramatiserende symptombeskrivelse. Derimod er behandlingsafsnittene ikke tilstrækkeligt præcise. Lavement giver ikke megen mening efter indtag af giftige frø fra f.eks. guldregn.

Som opslagsbog ville det være nyttigt, hvis forklaringen på symboler for giftighed fandtes et mere tilgængeligt sted end på side 101, f.eks. i indledningen eller som bogmærke. Brugen af et gråt dødningehoved som symbol på let giftige planter kan let misforstås, hvis man i den akutte situation ikke finder symbolforklaringen.

Alt i alt er bogen det bedste og mest gennemarbejdede opslagsværk, som vi kender om giftige planter i den skandinaviske flora.

Overlæge Niels E. Ebbehøj

E-mail: Niels.Erik.Ebbehoej@regionh.dk

Overlæge Ellen Bøtker Pedersen

Farmaceut Lotte C. G. Høgberg

Interessekonflikter: ingen