Skip to main content

Boganmeldelse: Pædiatri. 2. udgave

Overlæge, speciallæge i pædiatri Mia Ortved Bjerager

28. jun. 2016
2 min.

Pædiatri 2. udgave er er en dansk oversættelse af den engelske lærebog Textbook of Paediatrics. Det er en meget appetitlig og anvendelig bog. Bogens danske forfattere afdelingslæge Ulrikka Nygaard og Professor Kjeld Schmiegelow har nemlig ikke bare foretaget en regelret oversættelse, men lavet en meget grundig bearbejdning og fordanskning af den oprindelige lærebog. Det gør, at bogen kommer til at afspejle de danske forhold og gældende pædiatriske vejledninger.

Forfattere: Tom Lissauer og Graham Clayden. Forlag: FADL's Forlag, 2016. Sider: 543. Pris: 929,95 kr.

Alle kapitler i bogen er gennemlæst og kommenteret af en lang række danske anerkendte specialister inden for de enkelte pædiatriske fagområder. Dette store redaktionelle arbejde gør bogen meget anvendelig og troværdig. Den afspejler pædiatrien i Danmark, som den er. Strækkende sig fra de meget sjældne sygdomme med lav incidens, som behandles på højtspecialiserede enheder, til de meget hyppige sygdomme, som ses i almen praksis og på alle almene børneafdelinger. Fra de mindste præmature til den udvoksede teenager.

Bogen kommer svarende til fagområderne hele pædiatrien igennem på en grundig, fængende og meget tilgængelig måde. Især er brugen af rigtig mange tabeller, bokse, illustrationer og endda cases med til at gøre det forståeligt og vil få bogen til at fungere godt som opslagsværk.

Pædiatri 2. udgave er skrevet for at dække pensum på medicinstudiet og i den pædiatriske speciallægeuddannelse. Det er også yderst velegnet til dette, men det er min absolutte holdning, at denne bog også kan være til glæde for speciallæger, som har brug for en hurtig og overskuelig opdatering på et givent område.

Overlæge, speciallæge i pædiatri Mia Ortved Bjerager

E-mail: mia.b@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen.