Skip to main content

Brug for ny lov om genoplivning på plejehjem

Livet skal have lov at slutte, gerne stille, roligt, værdigt og uden den dramatik, som meldingen ”hjertestop” udløser.

Speciallæge i almen medicin Hans Jørgen Vognsen
E-mail: hjvognsen@dadlnet.dk

20. jul. 2017
6 min.

Vedr. genoplivning på plejehjem er der brug for en lovændring, der tager udgangspunkt i den virkelighed, der er på hjemmene (plejecentrene). Det mener jeg ikke, at Det Etiske Råds anbefalinger fra december 2016 gør i tilstrækkelig grad.

Rådet efterlyser en debat om genoplivning. Her vil jeg udelukkende fokusere på plejehjemsbeboere, som er en velafgrænset gruppe. Styrelsen for Patientsikkerhed udsendte i 2014 et regelsæt om hjertestopbehandling uden for landets sygehuse. Instruksen om plejepersonalets handlepligt i forbindelse med et hjertestop er evalueret, og såvel Danske Patienter som Praktiserende Lægers Organisation har fundet den utilstrækkelig.

Behov for snarlig løsning

Der er således behov for en snarlig løsning, ikke mindst for plejepersonalets skyld. Min baggrund er mange års kontakt med plejehjem, som praktiserende læge, som pårørende og som besøgsven. Et væsentligt problem er, at det er vanskeligt at finde frem til en sikker og gyldig registrering af, at en beboer frabeder sig genoplivningsforsøg. I den akutte situation vil det ifølge Det Etiske Råds anbefalinger altid være et krav, at der findes et ajourført lægenotat om beslutningen, medmindre beboeren er ”uafvendeligt døende”. Der kan opstå usikkerhed, om en beboer, med f.eks. en tatovering om fravalg af genoplivning, kan have ombestemt sig. Et skilt på døren nytter ikke, hvis hjertestoppet sker i fællesstuen, brug af et ”vil ikke genoplives-armbind” kan misbruges, og ingen andre markeringer er problemfri.

Indflytningssamtale med demente

En indflytningssamtale (”den nødvendige samtale”), når beboeren kommer på plejehjem, er måske umiddelbart en god idé. Men da 50-80% er demente ved indflytningen, vil mange ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om genoplivning, og nogle ønsker ikke en sådan konfronterende snak, heller ikke tidligere i livet. Ideelt træffes beslutningen i god tid og i samråd med de pårørende og egen læge, men jeg tror, at denne situation i mange tilfælde ikke vil foreligge. Problemet kompliceres yderligere ved, at jo dårligere en beboer fungerer, typisk pga. demens, jo dårligere er den pågældende i stand til at fravælge genoplivning. Det kan betyde, at det reelt bliver de pårørende, i samråd med egen læge, der tager beslutningen. Juridisk er det næppe en holdbar løsning, ikke mindst hvis de pårørende er uenige.

Jeg kan kun se én etisk forsvarlig og praktisk gennemførlig løsning, som jeg i øvrigt ikke synes kommer frem i debatten: Politisk skal man vedtage, at genoplivningsforsøg ikke skal være standardbehandling hos plejehjemsbeboere.

Løbende revurdering

Et ajourført lægenotat baseret på en lægelig vurdering, herunder en samtale med beboeren og evt. de pårørende, skal løbende, måske over mange år, revurderes for at være gyldigt. Hvem har ansvaret for det? Det vil være en ressourcekrævende opgave for patientens egen læge. Derfor mener jeg ikke, at Det Etiske Råds anbefaling af, at der altid skal være et krav om en sådan samtale, er realistisk.

Men selv om ”den nødvendige samtale” er gennemført under ideelle omstændigheder, vil plejepersonalet kunne komme i store vanskeligheder ved et hjertestop. Ved enhver tvivl skal genoplivning forsøges, og undlader man dette, kan straffen være op til to års fængsel. Det er et ufravigeligt krav, at der findes et ajourført lægenotat. Personalet skal vide det med sikkerhed, da der i den akutte situation næppe er tid til at få det bekræftet ved journalopslag. Ved enhver tvivl skal der ringes 112, en kollega (der kan være optaget hos en anden beboer) skal alarmeres, og hjertestarteren hentes. Det vil være en næsten umulig opgave, hvis f.eks. to nattevagter, den ene måske en vikar, passer 30 beboere. Det er en helt urimelig situation at bringe personalet i.

"Koordinationsøvelser"

I en udtalelse fra Det Etiske Råd omtales disse ”koordinationsøvelser”, hvor førstehjælperen, der må antages at være en ansat sundhedsperson, skal tage beslutninger. Sker det på et plejecenter, ”burde problemet være til at håndtere med de rette instrukser og procedurer”.

Dette område er helt centralt, og jeg mener, at hverken Det Etiske Råds eller Ældresagens nye anbefalinger tager højde for disse vigtige, praktiske problemer. Langt de fleste plejehjemsbeboere er stærkt svækkede. Derfor indebærer forsøg på genoplivning stor risiko for, at behandlingen er nytteløs eller i værste fald til skade for beboeren.

I en københavnsk undersøgelse opgjorde man i perioden 2007-2011 resultatet af genoplivningsforsøg i et plejehjemsklientel. Ud af 245 overlevede 12 uden hjerneskader, dvs. 4,9%. I en anden københavnsk undersøgelse opgjorde man i samme periode resultatet af genoplivningsforsøg hos ældre på 80 år og derover. Ud af 588 overlevede 166, heraf 26 uden hjerneskade, dvs. 4,4%. Genoplivede med hjerneskade udgjorde 23,8%. Dvs. risikoen for at blive genoplivet med hjerneskade er 5,4 gange så høj som chancen for at opnå intakt hjernefunktion. Næppe et behandlingstilbud ret mange ville ja tak til.

En succesrate på under 5% og stor risiko for at gøre skade, retfærdiggør efter min mening ikke, at forsøg på genoplivning skal være ”standardbehandling”. I et tilsvarende scenarie andre steder i sundhedsvæsenet ville man nok afstå fra behandling og således ikke give patienten mulighed for at vælge til eller fra.

En etisk forsvarlig løsning

Jeg har i øvrigt ikke mødt kolleger, der selv, som senere plejehjemsbeboer, ønsker genoplivningsforsøg. Livet skal have lov at slutte, gerne stille, roligt, værdigt og uden den dramatik, som meldingen ”hjertestop” udløser.

Jeg kan kun se én etisk forsvarlig og praktisk gennemførlig løsning, som jeg i øvrigt ikke synes kommer frem i debatten: Politisk skal man vedtage, at genoplivningsforsøg ikke skal være standardbehandling hos plejehjemsbeboere. Det vil berolige mange beboere, der ser hjertestarteren på væggen som en daglig trussel, og for personalet vil det være en stor lettelse, hvad angår dets handlepligt i den akutte situation.

Men en sådan politisk beslutning, der naturligvis skal tages på et oplyst grundlag, vil nok kræve et vist mod, da det er tænkeligt, at nogle vælgere vil beskylde politikeren for at være kynisk.

Inddrag personer fra sektoren

I den forbindelse vil et relevant spørgsmål være: Hvilke forhåndsønsker har den enkelte politiker, hvis vedkommende selv bliver plejehjemsbeboer? En beslutning, der bedst tages nu, hvor politikeren er mentalt habil. Fravælger en majoritet af vores folkevalgte behandlingen, vil det næppe være etisk forsvarligt, at den bliver påtvunget en anden befolkningsgruppe. Den konklusion tror jeg, at en overvejende del af befolkningen vil være enig i.

Inden man opsætter flere hjertestartere på plejehjem, er det relevant at besvare nogle spørgsmål. F.eks. kunne man fremover gennem et år på alle plejehjem med hjertestarter registrere, hvor mange gange hjertestarteren har været i brug til: 1) de faste beboere og 2) andre. Endvidere: 3) Hvor mange beboere er blevet genoplivet uden alvorlige iltmangel- eller hjertemassageskader, og 4) hvor mange har efterfølgende udtrykt, at de ikke havde ønsket genoplivning? Det vil være en meget overkommelig opgave for det enkelte plejehjem.

Jeg tror, at man bedst kan belyse de etiske aspekter i denne problematik ved at inddrage personer med praktisk erfaring inden for plejehjemssektoren.