Skip to main content

Brugerbetaling for tolkning i sundhedsvæsenet - hvad er konsekvenserne?

14. jun. 2010
6 min.

Ph.d.-stipendiat Maria Kristiansen. Postdoc. Marie

Nørredam. Professor Allan Krasnik. Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (MESU), Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. E-mail: makk@sund.ku.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

ILLUSTRATION: Lars-Ole Nejstgaard

I forbindelse med den nyligt indgåede aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi iværksættes en gennemgang af tolkeområdet. Gennemgangen skal kortlægge de samlede udgifter til tolkning og belyse mulighederne for øget brugerbetaling på området. Endvidere undersøges mulighederne for yderligere tiltag til mindskning af statens udgifter til tolkning, såsom et fælles offentligt udbud eller videotolkning. Målet er en besparelse på mindst 15 millioner kroner årligt fra 2012 [1]. Mens det oplagt er hensigtsmæssigt at vurdere den nuværende praksis på tolkeområdet kritisk med henblik på en effektivisering, rejser spørgsmålet om øget brugerbetaling for tolkning en række særlige problemer for sundhedsvæsenets indsats over for borgere med etnisk minoritetsbaggrund, hvilket allerede er blevet påtrængende som følge af lovgivningen om, at regionerne fra juni 2011 kan kræve gebyr for tolkebistand hos patienter, som har haft bopæl i Danmark i mere end syv år.

Kommunikation mellem patient og læge er altafgørende for lægens mulighed for at afdække symptomer, diagnosticere korrekt samt planlægge relevante behandlings- og rehabiliteringsforløb. Desuden hviler centrale etiske aspekter såsom informeret samtykke og patientcentreret omsorg på muligheden for at skabe en åben og ligeværdig dialog mellem patient og behandler. Muligheden for at opnå dette påvirkes af mange faktorer, der er relateret til patient, behandler og organisation, idet eksempelvis patientens sociale baggrund og sygdomsstatus, lægens kommunikationsfærdigheder, samt tids- og resursemæssige begrænsninger kan vanskeliggøre dialogen. Sprog er naturligvis et vigtigt værktøj i disse kommunikationsprocesser. Behovet for at sikre adgang til kompetent tolkning kombineret med de resursemæssige begrænsninger, der er i sundhedsvæsenet, udgør en udfordring. En måde at imødekomme dette på afprøves i perioden 2009-2012 i et stort teletolkeprojekt forestået af Medcom med en budgetramme på 41 millioner kroner, hvor der udbredes en national infrastruktur for kommunikation med videokonferenceudstyr. Hvordan et sådant telemedicinsk projekt vil spille sammen med eventuel brugerbetaling for tolkning er uvist.

Indvandrere, flygtninge og efterkommere udgør i dag ca. 9% af befolkningen. Derfor udgør patienter med etnisk minoritetsbaggrund en stigende patientgruppe i det danske sundhedsvæsen. Især for nyankomne indvandrere er sproget en væsentlig barriere for at få adgang til og udbytte af sundhedsvæsenets tilbud. Men også andre grupper blandt etniske minoriteter, herunder traumatiserede flygtninge og ældre, mestrer ikke altid det danske sprog i det omfang, der kræves, for fuldt ud at udnytte sundhedsvæsenets tilbud - dette gælder i parentes bemærket også en væsentlig del af de socialt udsatte grupper med etnisk dansk baggrund. Etniske minoriteter udgør en særlig sårbar gruppe i sundhedsvæsenet, fordi de ud over at mangle sprogkompetencer ofte er socioøkonomisk og psykosocialt udsatte og i tillæg hertil er overrepræsenterede inden for visse sygdomsgrupper, herunder diabetes, hvor der er tale om langvarige forløb i sundhedsvæsenet [2]. Etniske minoriteter oplever herudover andre barrierer i adgangen til sundhedsvæsenet som følge af manglende kendskab til sundhedsvæsenets struktur og funktioner kombineret med sundhedsprofessionelles holdninger til denne gruppe, holdninger der sommetider er præget af manglende viden og stereotype forestillinger om nogle etniske minoriteter [3].

Det vurderes, at der årligt er ca. 200.000 tolkesamtaler inden for det danske sundhedsvæsen. Dette tal dækker både almen praksis, speciallæger og hospitalssektoren. Herudover eksisterer der meget få undersøgelser af tolkebrug i Danmark. En spørgeskemaundersøgelse blandt udvalgte hospitalsafdelinger og almen praksis i Region Midtjylland viste en uoverensstemmelse mellem vurderet behov for tolkning og reel inddragelse af tolke. Således angav 41% af hospitalslægerne at have kontakt ugentligt eller oftere med patienter med begrænsede danskkundskaber, men blot 21% angav, at de brugte tolk mindst en gang ugentligt [4]. Blandt praktiserende læger havde 75% potentielt tolkekrævende patientkontakt ugentligt eller oftere, men kun 59% svarede, at de brugte tolk mindst en gang om ugen.

Overvejelserne om indføring af brugerbetaling for tolkning giver anledning til at reflektere nærmere over flere problemstillinger. Det gælder f.eks. spørgsmålet om, hvem der får tilbudt tolk og i hvilke situationer; samt hvordan behovet for tolkning vurderes af patienter og behandlere i forhold til udbud og omkostninger. Herudover er kvaliteten af tolkning et interessant område. Der eksisterer en række korterevarende tolkekurser, men formodentligt har flertallet af tolke i dag ingen uddannelse bag sig, idet »tolk« er en ubeskyttet titel. Fraværet af en reel uddannelse i tolkning i sundhedsvæsenet og som følge heraf manglende kvalificerede tolke udgør en alvorlig begrænsning for tolkebrugen og kan medføre, at patienternes pårørende inddrages som tolke. Anvendelsen af pårørende til tolkning, især børn, frarådes bl.a. af Sundhedsstyrelsen. Internationale studier viser, at brugen af professionelle tolke er associeret med forbedret klinisk kvalitet målt på brug, resultat af behandling og tilfredshed med behandling [5].

Vælger regeringen at indføre brugerbetaling for tolkning, er der tre perspektiver, som er nødvendige at diskutere. For det første er det vigtigt fra de etniske minoritetspatienters perspektiv at erkende, at en sådan brugerbetaling vil bevirke, at nogle fratages grundlæggende patientrettigheder, såsom retten til informeret samtykke i forbindelse med information om f.eks. forebyggelse, medicin og behandling. Alternativet kan blive en øget brug af pårørende som tolke, hvilket vil gå ud over patienternes ret til fortrolighed i patient-behandler-mødet.

For det andet kan man fra de sundhedsprofessionelles perspektiv diskutere de etiske problemer, som især læger vil stå over for i forbindelse med, at de i visse situationer ikke vil være i stand til at informere patienterne fuldt ud om behandlingskomplikationer eller bivirkninger ved medicin eller på behørig vis opnå samtykke i forbindelse med indgreb. Vil man som læge være i stand til at gradbøje disse forhold, der jo er indskrevet i Sundhedsloven og som fremhæves i det hippokratiske lægeløfte, som understreger, at man »efter bedste skøn skal anvende sine kundskaber med flid og omhu til samfundets og sine medmenneskers gavn, og være lige samvittighedsfuld i omsorgen for den fattige som for den rige uden persons anseelse«?

Til sidst kan man ud fra et sundhedspolitisk perspektiv diskutere, hvorvidt et tolkegebyr reelt vil virke som en ny brugerbetaling i sundhedsvæsenet, tilmed med en væsentlig social skævhed i, hvem der skal betale gebyret. Rent sundhedspolitisk er det ligeledes svært at se, hvordan tolkegebyret harmonerer med målsætningen om »let og lige adgang til sundhedsvæsenet« som formuleret i Sundhedsloven. Et gebyr for tolkning kan ligeledes potentielt komme i konflikt med retningslinjerne i Den Danske Kvalitetsmodel, der fremhæver behovet for retningslinjer for hensyntagen til patienter med særlige forudsætninger, herunder patienter med behov for tolk, i forbindelse med patientinformation og kommunikation. Vil gebyret ende med at koste sundhedsvæsenet dyrt, eksempelvis hvis mangelfuld diagnosticering og behandling resulterer i dårligere komplians og hyppigere indlæggelser?

Vi mener, at der bør rejses en faglig debat om alle disse aspekter med fokus på en sådan lovgivnings mulige konsekvenser for aktørerne (patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle og organisation) samt de mere overordnede etiske spørgsmål vedrørende et sådant tolkegebyr, der omfatter en særlig sårbar patientgruppe.


Referencer

  1. Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi. http://www.ft.dk/~/media/Pdf_materiale/Pdf_download_direkte/Diverse/Aftale_om_genopretning_af_dansk_oekonomi_web%20pdf.ashx (31. maj 2010).
  2. Sundhedsstyrelsen. Etniske minoriteters opfattelse af sygdomsrisici - betydningen af etnicitet og migration. København: Sundhedsstyrelsen, 2006.
  3. Nørredam ML, Nielsen AS, Krasnik A. Adgang til sundhedsydelser for migranter. Ugeskr Læger 2006;168:3008-10.
  4. Region Midtjylland, Center for folkesundhed. Tre er et umage par - en undersøgelse af tolkningens vilkår og betydning i kommunikationen mellem etniske minoriteter og sundhedsvæsenet. Århus: Region Midtjylland, Center for folkesundhed, 2008.
  5. Karliner LS, Jacobs EA, Chen AH et al. Do professional interpreters improve clinical care for patients with limited English proficiency? Health Serv Res 2007;42:727-54.