Skip to main content

Chou's electrocardiography in clinical pratice. Adult and pediatric.

Surawicz B, Knilans TK.

2. nov. 2005
2 min.

Fifth edition

En af de klassiske bøger om elektrokardiografi (ekg) er kommet i en ny udgave, den femte. Udgaven er revideret og udvidet med flere nye kapitler bl.a. om arbejds-ekg. De 31 kapitler dækker alle relevante kliniske emner inden for diagnostik af overflade-ekg. De sidste fire kapitler omhandler ekg-diagnostik hos børn. Hvert kapitel er afsluttet med en omfattende referenceliste med i alt ca. 3.000 referencer. I de enkelte kapitler er der gjort rede for årsager til ekg-ændringer og for, hvordan ekg'et kan diagnosticeres, med henvisning til alle de relevante referencer inden for emnet. Disse referencer har jo ikke altid den samme fremgangsmåde og derfor savner læseren ind imellem forfatternes vejledning til den bedste tolkning af et konkret ekg-problem. Sjældne arytmier, som der har været fokus på gennem de senere år er også omtalt, om end fx Brugadas syndrom er sparsomt beskrevet. Man må indvende, at selv sjældent forkommende ekg-tolkningsproblemer bør omtales fyldestgørende i en bog af denne kaliber.

Bogen er skrevet i et pædagogisk og letlæseligt sprog. Teksten og figurerne bibringer generelt en god forståelse for patologiske ændringer fra det normale ekg. Samlet indeholder bogen et imponerende væld af informationer og oplysninger. Indeks er meget detaljeret og fylder hele 19 sider; her er enhver tænkelig indgang til svar på diverse ekg-spørgsmål. Teksten er rigt illustreret med mange ekg-eksempler og figurer. Der er dog steder i bogen, hvor afstanden mellem teksten og de relevante figurer er for stor; desuden ses det tydeligt, at ekg-eksemplerne er indsamlet over mange år. Det ville klæde bogen, at ekg-eksemplerne var af ens standard og format. Kun få af figurerne viser eksempler på ekg-optagelser under elektrofysiologiske studier. Tegningerne er meget illustrative, men enkelte er ikke affotograferet helt skarpt.

Bogen er meget anvendelig i den daglige praktiske klinik og kan anbefales som opslagsværk eller som supplerende lærebog til læger, som i forvejen beskæftiger sig med ekg-diagnostik. Den er for omfangsrig som første lærebog i ekg.

Philadelphia: W.B. Saunders, 2001. 709 sider. Pris: 75 GBP. ISBN 0-7216-8697-4

Tage Nørby Jacobsen